Indlæg tagget med ‘Trøje’
ENKEL sweater er færdig…
I julen strikkede jeg på en helt ENKEL sweater. Jeg havde fundet noget sort, tykt uldgarn, hvor jeg ville lade garnet tale i en sweater uden de store detaljer.
Nytårsaften strikkede jeg de sidste masker. I det nye år kunne jeg så hæfte ender og give strikken en blid vask for at lade maskerne falde på plads. Jeg måtte være lidt tålmodig med tørretiden samt også med Simba katten, som lige fik krøllet sweateren sammen. Han kan lugte våd uld på lang afstand og skal lige “slå det lidt ihjel”. Han var ikke populær – men jeg kunne jo også bare huske at lukke døren.
Strikken overlevede og blev endelig tør.
Når man strikker uden opskrift, så må man nogen gange strikke om igen. Jeg var startet på bærestykket – men det blev for lille. Så det passede med at jeg kunne strikke fra den anden ende med lidt flere masker på pindene.

ENKEL sweater er tyk og varm.



Nederst har jeg lavet slidser. Bagstykket blev lidt længere.
Fede facts:
Opskrift: ENKEL Sweater – strikket lige ud af mit hoved og tilpasset undervejs.
Garn: Chunky Wool fra Farmers Yarn, 100% uld 100 m per 100 g, forbrug ca. 550 g. Garnet har jeg fundet i Løvbjerg til 120 kr. Jeg kender ikke kvaliteten af garn, og hvordan det bliver, når strikken bliver taget i brug.
Pinde: 6,5 / 6 mm / Knit Pro
Kommentarer: En varm sweater med få detaljer. Den gør sig godt både til bukser og nederdel.


The Flare Sweater er færdig…
Jeg har stikket en trøje, som indeholder mange af de elementer, som jeg kan lide. Striber. Sort & Hvid. Uld. Klassisk. Enkelt med et tvist.
Jeg faldt for The flare sweater på Instagram – og jeg ventede på, at den blev teststrikket og udgivet. Herefter var jeg hurtig til at købe opskriften og komme i gang.


Jeg fik strikket det første ærme. Men det var for langt til min smag. Så jeg fik det pillet op og strikket, så det passede til mig.

Når jeg strikker med farveskift, så hæfter jeg ender undervejs. På den måde sidder jeg ikke med mange ender, som skal hæftes til sidst. Jeg bruger naturligvis min fine nålebog, som min mor har lavet til mig. Jeg bliver så glad hver gang, at jeg bruger den.

The Flare sweater er blevet færdig, og vi var en tur i skoven, hvor jeg fik taget nogle billeder af trøjen.




Fede facts:
Opskrift: The flare sweater fra Guttenogstrikkemor.no Jeg har tilpasset lidt undervejs for at trøjen passer til mig. Jeg tog nogle masker ind i bunden af trøjen før jeg strikkede rib. Endvidere undlod jeg en stribe i ærmet. Jeg har strikket en rib, som holder ærmet tæt til håndleddet.
Garn: Strikket med 2 tråde supersoft garn, 100 % uld 575m/100 gr i bleached white og black. Forbrug i alt ca. 275 g
Pinde: 6mm samt 4mm /Knit Pro
Kommentarer: Enkel design med et tvist. Jeg er vild med striberne, som går på tværs. Sjove teknikker – og lidt udfordring med at forstå den norske tekst. Godt der findes Google translate. Jeg er vild med denne trøje – og den kan godt gå hen og blive en favorit.
Jeg kan godt lide at afslutte mine projekter – og det gør jeg ved at rydde op i strikkekurven. Garn lægges på plads. Strikkepinde sortes og der ryddes op i strikkepungen. Det giver et godt udgangspunkt til at starte et nyt projekt op.

Rigtig god påske til jer…

















