Indlæg tagget med ‘Sweater’
Årets gang med strikkepindene 2019…
Godt nytår til dig, som læser med. Håber at det nye år har taget i godt imod dig – og du er klar til nye oplevelser i det nye år.
Traditionen tro kigger jeg tilbage på årets gang med strikkepindene.
2019 blev et meget stille strikkeår. Vi solgte huset i begyndelsen af året – og det betød, at vi skulle pakke mange års liv ned. Vi skulle flytte i mindre, så meget naturligt skulle vi rydde op i vores ting. Noget er kommet med, andet sendt til genbrug eller givet videre samt noget på lossepladsen. Det har været en sund proces at få kigget på de mange ting, som man meget nemt kan få samlet til huse.
Året startede med et halsrør “In the loop cowl”
Så holdte jeg en frivillig strikkepause, mens vi pakkede ned samt ud. Men da sommerferien kom, kom strikkepindene frem. Det første strik blev Sorbet cardigan. 
En cardigan som jeg er meget glad for. Jeg kan godt lide farvespillet.
I sommerferien blev det også til endnu en trøje. Nemlig Mohair sweater, som jeg har strikket før, men denne gang i en lys grå udgave. 
Herefter blev det til endnu en grå, klassisk trøje med et sølvstrejf – Striber My Size.
Jeg købte noget smukt håndfarvet garn – og det kom der den smukkeste rosa striksweater ud af. 
Garnet spiller så smukt – og denne sweater har jeg brugt rigtig meget. Den passer perfekt til både bukser og nederdele.
Året sluttede jeg af med den grønne The cardigan
Jeg har nydt mit strikkeår, selvom det ikke er så udnyyerigt, som tidligere. Men det er heller ikke det vigtigste. Jeg sætter stor pris på processen – og mit tøjskab kan heller ikke bære at speedstrikke.
Rosa striksweater er færdig…
Jeg kan godt lide enkel strik, hvor garnet får lov til “at tale”. Jeg faldt for det smukke Wild flower garn fra Frydefuld.dk. Egentlig har jeg haft det lidt svært med garn, som skifter farver, uden at jeg har styr på hvor og hvornår. Men Wild flower er en blid rosa tilføjet lidt pink, lilla og gult -plus lidt andet. Der er spil i strikken uden, at det er for meget.


Jeg har tilføjet en tråd superkid mohair. Jeg var i tvivl, om det skulle være en cremefarvet eller rosa. Så jeg måtte i gang med strikkeprøve for at se, hvordan det ville se ud med den enkelte farve.
Jeg har strikket, så jeg kan vende begge sider ud af strikken. Men jeg tænker, at det bliver bagsiden af glatstrikken, som bliver den foretrukne. Der er så smukt et spil i maskerne og farverne. Merinoulden er blandet med en tråd mohair. Den giver det lodne, bløde look samt “dæmper” farverne i det håndfarvede garn lidt.
Sweateren er strikket efter mine egne beregninger med vendestrik i nakken, så den sidder pænt. Jeg kan bedst lide, at halsudskæringen ikke er for vid – og det kan jeg helt selv tilpasse, når jeg selv beregner. Jeg starter oppefra – og så prøver jeg undervejs. Nogle gange ved jeg, hvordan det endelige resultat skal være. Andre gange kommer det underevejs. Denne sweater endte med 3/4 ærmer.




Strik ved fjorden
Fede facts:
Opskrift: mine egne beregninger – tilpasset undervejs
Garn: Strikket med 1 tråd Merino Single fra www.frydefuld.dk 100% merino håndfarvet i farven Wild flower samt en tråd superkid mohair i farven creme
Pinde: 4 mm samt 3.5 mm /Knit Pro
Kommentar: En enkel og smuk sweater med lidt spil. Den passer både over en sprød, hvid skjorte, en kjole eller til et par jeans.
Obs: Dette indlæg indeholder links – men de er ikke betalte. Det er alene min egen begejstring.

















