Indlæg tagget med ‘Supersoft garn’
Villainess sjal nr. 2 er færdigt…
Til min mor havde jeg strikket et sjal i adventsgave. Da jeg havde strikket min sort og hvide version, var min mor meget forelsket. Så jeg var faktisk ikke i tvivl om, at jeg skulle strikke dette sjal til hende.



Igen har jeg strikket sjalet på mindre pinde og andet garn end foreskrevet i opskriften. Det er et sjovt og forholdsvis nemt sjal at strikke. Det er delt op i små sektioner i retriller og udtagninger. Det vokser stødt og roligt med flere og flere masker – og tilsidst er der mange masker at lukke af.
Fede facts:
Opskrift: Villainess af Lisa Mutch, Northbound Knitting
Garn: Strikket med supersoft garn, 100% ren ny uld, 575 m/100g oxford og peacock, forbrug ialt ca. 100 gram
Pinde: 4,5 mm/Knit Pro
Halstørklæde endeligt færdigt…
For lang tid siden startede jeg på et halstørklæde i halvpatent strik. Det skulle have været brugt i en anden sammenhæng – men det blev ikke. Så det har bare ligget og næsten groet liggesår i bunden af en strikkekurv i mit kreative værksted.
Men nu er det færdigt. Det tog meget kortere end kort at blive færdigt. 

Det er strikket i halvpatent strik. Det vil sige ret og vrang på den ene side og ret ned i masken under og vrang på den anden siden. Halstørklædet er strikket med 1 tråd supersoft garn og 1 tråd tynd alpaca garn på pind 4,5 mm.
Farven er utrolig smuk og garnerne blander sig flot sammen, mens der stadig er lidt spil i det. Farven er ikke “min” farve, så jeg tænker, at den ender hjemme hos én i familien.

















