Indlæg tagget med ‘Strik’
Aksø sweater er færdig…
Da jeg gik i 6. klasse, strikkede jeg, under kyndig vejleding fra min mor, en trøje med felter og lige ribkant foroven. Den var i den smukkeste majsgule farve – og opskrift ud fra min mors hoved. Jeg var glad for den trøje. Da Kit Couture lavede Aksø sweateren, vidste jeg, at den kunne jeg godt tænke mig at strikke. Men den kunne kun købes som kit i nogle farver, som ikke var mig. Så jeg blev rigtig glad, da jeg så, at de var begyndt at sælge opskrifter uden garn – og straks fik jeg købt opskriften på Aksø sweateren.
Jeg var slet ikke i tvivl om, at den skulle strikkes i sort. Ren sort uden de store dikkedarer.
Jeg har nu fået strikket Aksø sweateren færdig. Smuk og lækker. Den er strikket i 100% uld tilsat mohair og silke. Der er lidt spil i mohair og silke garnet, så den er ikke en knastør sort. Den har lidt spil. Og det klæder den godt.


Men der er et lille men! Den er oversize – men for stor til mig. Så jeg kommer ikke selv til at bruge den. Jeg regner med at sætte den til salg, så der er en anden, som kan få glæde af den.
Fede facts:
Opskrift: Aksø sweater fra Kit Couture
Garn: 2 tråde Supersoft garn 100% uld 575m/100 g forbrug 330 g samt 1 tråd Kid Silk forbrug 202 g, Vægt i alt 432 g
Pinde: 7 og 6 mm
Kommentarer: En lækker sweater, som er varm og blød. Desværre for stor til mig. Men måske en anden får glæde af den.

Leloa sjal er færdigt…
I adventsgave den fjerde søndag i advent havde jeg strikket et sjal. Jeg var ikke nået helt i mål, så min mor fik et “gavekort”. Jeg viste en lille prøve frem – og nu har min mor fået sjalet, så nu kan jeg dele det med jer.



Et klassisk sjal i retstrik og nogle linjer, som udover at give en grafisk detalje også holder de formen på det retstrikkede.
Jeg kan godt lide at strikke sjaler. Man starter med ganske få masker og i begyndelsen synes jeg, at det går rigtig hurtigt. Men pludseligt så er der 500 masker på pinden, og det tager lige lidt tid at strikke én pind.
Fede facts:
Opskrift: Léloa sjal af Berangere Cailliau Opskriften er købt på Ravelry
Garn: Supersoft garn 100% uld, 575m/100 g i farve Bleached white samt black. Vægt i alt 125 g
Pinde: 3,5mm samt 5mm til at lukke af med
Kommentarer: Et enkelt og klassisk sjal som kan lune over skuldrene eller om halsen.


















