Indlæg tagget med ‘Sjal’
Grønne detaljer fra dagen…
Dagen startede med et grønt sjal – og så var det, som om den grønne farve “forfulgte” mig resten af dagen. Ikke at det gjorde noget – jeg synes faktisk, at det var dejligt. Jeg holder nemlig utrolig meget af grøn… Allermest den forårsgrønne!

1. Mit vandkrus i mit kreative værksted
2. Snack – Agurker, peanuts, abrikoser og små kiks
3. Lammespegepølse på brødet fra i går
4. Grøn the i grønt krus
5. En grøn kniv fra ét af dagens projekter
6. Mit favoritbånd – også fra ét af dagens projekter
7. Et vigtigt arbejdsredskab – mærket så der kun klippes i stof!
8. Flere af mine arbejdsredskaber…
9. Et kreativt projekt med et strejf af grønt
10. Tina Dickow synger – også på grønt!
11. Läkerol, som stadig smører halsen
12. Grønne franske knuder – i rigtig udgave!
13. Sjalet som startede dagen!
Der har været hygge i det kreative værksted i dag. Der er kreeret skønne gaver – som skal sendes ud i verden. Der er lavet en stjernevrimmel. Der er vundet en Give away hos Trine – jeg skal blot beslutte mig for farven. Jeg skal nok vende tilbage med flere detaljer og glimt fra de kreative projekter.
Ha’ en fortsat god aften…
Textured shawl er færdigt…
De sidste masker gled over pindene i går aftes. Dernæst en tur i vaskemaskinen, så spindeolien kunne blive vasket ud samt maskerne falde på plads. Tilsidst en opspænding så det kunne blive glat og pænt. Så lå det og tørrede, mens jeg nød min nattesøvn – og da jeg stod op i morges, kunne jeg pille alle nålene ud og tage sjalet i brug.
Det er vist det man kan kalde grøn lykke…
Lunt og godt – og med nye øreringe…
Henslængt på strikketasken…
Grønne detaljer om håndleddet…
Spread my wings and fly…
Et smukt og enkelt sjal er strikket færdigt.
Fede facts:
Opskrift: Textured shawl by Olane fundet på Ravelry ganske gratis. Hun har egentlig bare lavet inspiration – og så kan man ellers selv sætte sit præg på sjalet.
Garn: 100% Supersoft Uld (575 m pr. 100 g), strikket med 2 tråde. Farven er den smukke Calypso. Forbrug 180 g
Pinde: 5 mm/Knit Pick
Størrelse: Højde 60 cm x bredde 150 cm
Kommentar: Jeg kan godt lide, at man kan sætte sit eget præg på sjalet ved selv at variere “striberne”. Selve strukturstrikken er utrolig smuk – og jeg tænker den allerede ind i et andet projekt. Mens jeg strikkede, har jeg haft et lille smil på læberne – for jeg elsker bare den smukke, grønne farve. Man bliver bare så glad af at se se på den – og den minder mig om foråret, som lige er på trapperne!!!
Hvordan gjorde jeg:
Da mønstret er gratis på Ravelry, så tillader jeg mig her at fortælle, hvordan jeg gjorde…
Jeg slog 9 masker op (skulle jeg strikke igen, vil jeg anbefale at starte med 5 eller 7 masker)
Række 1: 2 ret, 1 ud i lænken forfra, placer en maskemarkør, 2 ret, 1 ud i lænken forfra, placer en maskemarkør, 1 ret (midtermaske), placer en maskemarkør, 1 ud i lænken bagfra, 2 ret,1 ud i lænken bagfra, placer en maskemarkør, 2 ret
Række 2: Alle masker ret
Der tages ud på hver 2. pind (på retsiden)
Lige pinde (vrangsiden) strikkes vrang pånær de 2 første og 2 sidste masker, som strikkes ret.
Mønsterstrik:
Retside: Tag 1 maske vrang af, 1 ret, slå om, træk den løse maske over den strikkede og omslået maske. Gentag hele rækken ud.
Vrangside: Vrang
Så strikkes der bare løs, mens man mixer glatstrik med mønsterstrik. Mit mix var:
16 rækker glatstrik
16 rækker mønsterstrik
16 rækker glatstrik
22 rækker mønsterstrik
16 rækker glatstrik
16 rækker mønsterstrik
16 rækker glatstrik
4 rækker mønsterstrik
23 rækker retstrik, Luk løst af i ret på 24. række.
Strikkehjælp:
Maskemarkører – du kan selv lave dem.
1 ud i lænken forfra – se forklaring samt video her
1 ud i lænken bagfra – se forklaring samt video her
Måske du også skal strikke lidt grøn lykke?

















