Indlæg tagget med ‘Kjole’
Kreativ stilhed…
Der har været utrolig stille her på bloggen. Jeg har simpelthen været kreativ stille. Jeg har ikke haft gang i strikkepindene. Jeg har gjort tilløb til flere strikkeprojekter – men jeg kunne ikke vælge.
Nu har jeg købt det smukkeste grønne uldgarn, som skal blive til en cardigan. Jeg har nogle idéer i hovedet omkring, hvordan den skal se ud. Jeg mangler blot at finde den helt rigtige “blonde”, som, jeg gerne vil, indgår som et lille tvist. Når den er fundet, så skal jeg i gang med beregningerne.

Symaskinen har været stille – lige indtil søndag, hvor den snurrede, da jeg syede kjole til det bryllup, som jeg skal til i dag. Det var et sjovt og udfordende projekt, som jeg lover at komme tilbage til.
Jeg har savnet at være kreativ. Jeg har savnet at skabe noget med mine hænder. Jeg har savnet at føle garnet mellem hænderne – maske for maske. Jeg har været ramt af hverdagens almindelige travlhed og træthed pga. pollen. Jeg håber, at den kreative stilhed er på vej væk – og at jeg langsomt finder vejen tilbage til mit fristed.
Stille projekter…
Forrige weekend fortalte jeg, at jeg var kommet et godt stykke vej på Friendly Fair Isle Sweater. Men ærmerne var for korte. Jeg pillede ærmerne på. Jeg har ladet projektet ligge, for jeg overvejer, om det ikke skal være en cardigan istedet. Nogle gange så skal der også være rum til at overveje.
Men der er blevet strikket på noget andet. Anne, som jeg har mødt på Instagram, havde forelsket sig i et tørklæde. Men hun kan desværre ikke strikke eller hækle mere på grund af en skadet tommeltot. Anne og jeg har mødt hinanden kort – vi bor begge omkring den smukke Mariagerfjord. Anne er et meget omsorgsfuldt menneske – og jeg ville gerne indfri hendes ønske.

Opskriften er fra designstrik.dk. Der strikkes striber – nogle er på tværs og andre den anden vej.
Lige før weekenden dukkede der nogle sybøger op, så søndag hyggede jeg med the, strik og planlægning af min forårsgarderobe.

Det er et par bøger, som jeg har fundet på amazon. De er fyldt med smukke modeller, hvor der er draperinger på forskellige måder. Jeg elsker de japanske sybøger. Udover smukke modeller, som er så finurlig godt fundet på, så er bøgerne så smukke at læse i.

Der er flere modeller, som jeg er forelsket i – specielt denne kjole.

Jeg glæder mig til at skal i gang med syprojekterne. Man skal holde tungen lige i munden – for der skal laves folder og draperinger de rigtige steder og på de rigtige måder. Men det bliver sjovt og udfordrende.

















