Indlæg tagget med ‘Glæde’
Campingvognen er næsten færdig…
Jeg fik en mail fra Bente, som gerne vil have slutningen på “historien om renovering af campingvognen”. Jeg lovede hende, at den snart ville komme – og det blev nu.
I lagde måske mærke til, at der i overskriften stod, at campingvognen er næsten færdig. Der mangler at blive ordnet det sidste strøm. Men “strømmesteren” vil hellere hygge i campingvognen – men mon ikke det pludseligt bliver færdigt. Vi mangler også en løsning til bordpladerne. Men den ene er gemt under en dug, og den anden er gemt under madrasserne. Men det fungerer.
Kom med indenfor…


I den ene ende slår vi bordet ned og kan indrette det til soveplads. I “dagligdagen” er det slået ned, så der er mere plads at brede sig på. Tøjskabet har fået tavlefolie på fronten og et smukt keramikhåndtag.

I den anden ende er der spiseplads – men den kan også laves om til soveplads.

Inde i skabene er der striber. Jeg ledte længe på nettet efter stribet tapet – men uden held. Jeg endte med at finde det hos en lokal farvehandler. Tapetet har fået et par lag lak, så man lige kan tørre det over.

Vi har selvfølgelig noget lækkert campingudstyr – men det har vi ikke fyldt i skabene endnu. Vi har valgt at tage køleskabet ud og lave plads til en miniovn. Herunder er der plads til en køletaske. Vi har også valgt ikke at sætte overskabe og nogle af hylderne ind. Det er en lille campingvogn, så vi ville gerne skabe lidt luft.
I en Safari 280 er der selvfølgelig zebraer på spil…


Nøgleringen med en zebra-bil var perfekt, og den er købt af Alice på Instagram.
Vi er meget glade for campingvognen. Den står i vores have. Vi har nemlig solgt bilen, som havde anhængertræk. Men den står skønt i haven som en ekstra hule. Det har været et langt renoveringsprojekt – og jeg skal nok vise jer processen.
Kjole til bryllupsfest…
Sidste weekend var jeg til bryllup hos en barndomsveninde. Det var en ganske særlig dag – fyldt med glæde, kærlighed og minder. Det var kirkebryllup i den fineste, lille kirke laaaaangt ude på landet. Så langt ude på landet, at jeg var bekymret for om gps’en virkelig ledte mig den rigtige vej. Jeg mødte nemlig ikke særlig mange biler på vejen. Men jeg endte det rigtige sted.
Senere kørte vi længere ud på landet til den skønne 3-længede gård med plads til fest i den ene længe. Perfekte rammer for denne dag. Men historien om selve brylluppet er ikke min at fortælle.
Til dagen havde jeg syet en kjole. Jeg havde for et stykke tid siden købt en japansk bog med spændende modeller med draperinger. Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg så kjolen – og endnu mere perfekt var det, da bryllupsinvitationen kom lige efter.

Jeg var faldet for denne smukke kjole med draperinger og asymmetri. Jeg valgte en grå farve, da jeg gerne ville holde kjole meget enkel og lade draperinger, folder og fald “tale”.

Kjolen består af 2 mønsterdele. Selve kjolen og en belægning til forstykket. Det var et stort arbejde at tegne op – og derefter samle puslespillet.

Bogen indeholder fine tegninger med instruktioner – og man skal blot følge, hvad der står. Det var en spændende udfordring, at få folder og læg til at vende den rigtige vej – at sno kjolen på det rette tidspunkt.

Her er oplægning af kjolen.

Jeg ville have taget billeder undervejs i syprocessen. Men jeg var så koncentreret, at det glemte jeg. Men et enkelt af folder på den ene skulder blev det til.

Det sidste, som skulle laves på kjolen var sammensyningen af skuldrene. Jeg synes, at modellen var meget nedringet, så jeg har valgt at tilpasse den. Måske jeg vil tilføje lidt blonde i udskæringen, for den er stadig lidt til den dybe side. Her er jeg fanget i solen under birken – med en linselus i baggrunden.

For først gang i mit liv var jeg til frisør for at få sat mit lange hår. Til de andre bryllupper, som jeg har været til, har jeg været meget korthåret. Jeg fik en smuk asymmetrisk frisure med smukke fletninger.

På vej ud af døren fik jeg lige taget et par lynfoto af husets utålmodige fotograf. Dagen var kølig, så jeg havde i sidste øjeblik fået hentet et par leggings samt fundet en cardigan frem.

Grå og sort med grønne detaljer.
Klar til fest…

Fede facts:
Mønster: Mønstret er fra bogen “Drape drape 3” – jeg fandt min på amazon.co.uk
Vær opmærksom på at det er oprindeligt en japansk bog – og derfor meget små i størrelsen. Jeg er på japansk en str. L – i dansk udgave er jeg en str. S
Metervare: Jeg valgte en jersey med stretch. Jeg ville muligvis vælge en lettere udgave, hvis jeg skulle sy den igen.
Kommentar: Det blev en rigtig fed kjole, som jeg er sikker på, at jeg kommer til at bruge. Dog krævede den et bælte for at falde rigtig omkring min krop. Endvidere synes jeg, at den stadig er lidt for udringet i halsen, så jeg overvejer at finde et stykke blonde, som lige skal skjule lidt.
En sjov syudfordring – dog ikke til en nybegynder.

















