Indlæg tagget med ‘Glæde’
Varm gave…
Sidste år syede jeg en thehætte til min søster. Jeg fik en henvendelse fra en veninde fra barndommens land, som ønskede sig en ny thehætte. Hun fik mønstret, så hun selv kunne sy én.
Jeg er nu blevet inviteret til fest for at fejre, at hun fylder år og har afsluttet en eksamen. Hun skal fejres med hyggeligt samvær, god mad og nogle gaver. Jeg tog kontakt til hendes mor for at høre, om hun havde fået lavet den thehætte. Det har hun ikke – og med udgangspunkt i hendes øvrige gave samt hendes hjem, har jeg været i gang.
Jeg har været i gang med broderinålen. En vrimmel af prikker. Sorte på hvid baggrund – og en enkelt grøn. 
De skønne prikker er syet sammen med knasende sprødt hør – og et forårsgrønt foer. Modtageren har samme svaghed for sort, hvid og grøn som mig! Jeg ved godt, at hun havde set den halvrunde thevarmer – men jeg havde lyst til at lave kontrast til de runde prikker ved at lave selve varmeren firkantet.
Jeg har i ugen været i gang med diverse broderiforsøg, som ikke lykkedes. Der følger nemlig et par keramikskåle med thehætten – hvide med sorte striber, næsten magen til min. Jeg havde gang i et “skydeskive” broderi – men det virkede ikke rigtigt. 
Pludselig fik jeg gang i prikkerne. De blev strøet med løs hånd over stoffet – stærkt inspireret af nogle glasskåle jeg lavede for mange år siden.

Nu håber jeg blot, at thehætten passer hendes thekande – og fremover kan holde theen varm for hende.
Ha’ en dejlig dag…
Dagen i dag…
Dagen i dag har indeholdt dette…

En smuk, smuk keramik-ring med skøn struktur og farve – en søstergave! Jeg elsker den…
En silkebluse, som jeg holder utrolig meget af – og som er brugt meget gennem de 3 år, jeg har haft den. Jeg elsker alle broderierne – og elsker at kigge efter de små detaljer i mønstret.
En fod iført sandal – i aften skal fødderne dyppes i varmt sæbevand og gøres superbløde – og tåneglene skal have en gang ny lak.
Et varmt sjal – slynget om halsen i morgenens milde kulde.
Der er landet en pakke i min postkasse…

Smukke perler på rå kuglekæde.
Øreringe i hvid fimo – med skønne sorte prikker.
Jeg faldt for en halskæde, som Jeanette havde lavet. Jeg skrev, at hvis den kom til salg – så var jeg interesseret. Hun har lavet en ny til mig – med sort kuglekæde. Jeg synes om det rå, enkle, massive, transparent – samt samme- og modspillene. Der kom et par øreringe med i kurven, da jeg bestilte. De bliver til en gave – da min bittesmå øreflipper desværre ikke kan rumme dem!
Mit navn det står med prikker…

Sorte korssting på hvid baggrund.
Jeg broderer prikker – en vrimmel, som skal indgå i ét af weekendens projekter.
Jeg byder weekenden varmt velkommen. Ugen har budt på kærestens skulderoperation med tanker og eftertanke som følge af dette. Indkøb af stof – ikke fordi jeg mangler – men fordi de fristede. Jeg skulle jo have tiden til at gå, men kæresten var på operationsbordet. Der var også andre, som manglede stof! Det var i hvert tilfælde et dejligt gensyn. Talrige forsøg med broderi – som ikke lykkedes. Jeg kunne ikke få det look frem, som jeg ville. Men prikkerne kom til mig – og jeg broderer nu løs. Strikkepindene har holdt pause – for jeg svinger nålen om aftenen.
Weekenden kommer til at byde på hygge, afslapning, god mad, kreativitet og gensyn med veninder fra barndommens land. Jeg glæder mig til det hele. Jeg håber også, at din weekend er skudt godt i gang. Nyd den…

















