Indlæg tagget med ‘Gør det selv’
Nøgleringe…
Flere har spurgt om jeg sælger de nøgleringe med kugler, som jeg lavede til pakkeleg til familiefest. Det gør jeg ikke – men de er super nemme at lave.




Lav en bunke nøgleringe, når du er i gang. Du kan bruge dem til gaver…


Jeg satte mine på et stykke pap, som jeg havde skrevet på – samt puttet det i en cellonfanpose.
Jeg har lavet mine nøgleringe med et mix af trækugler og plasticperler. Jeg kan godt lide spillet mellem de to typer materialer.
Målebåndspude…
I sidste uge viste jeg et lille glimt af den pakke, som var kommet fra min mor. Hun havde nemlig broderet en pude til mig.

Idéen til denne pude er ikke min. Jeg så den hos Ulla, som havde købt et sy-kit hos Skals Håndarbejdsskole med den fineste pude med et broderet målebånd. Jeg tog kontakt til Skals Håndarbejdsskole – men de sender desværre ikke. Man skal selv komme forbi, og det gør jeg desværre ikke.
Derfor valgte jeg selv at tegne målebåndet – i stor format. Alle 3 søstre sad omkring mig og fulgte nøje hver streg, som jeg satte. Det gav slet ikke “præstationsangst”. Min mor fik til opgave at brodere fine, sorte sting på knasende, hvidt hør.
Jeg har selv syet selve betrækket sammen. Selvfølgelig efter min egen vejledning på pude med skjult lynlås. Puden er blevet rigtig fin. Jeg elsker det sort-hvide look. Jeg elsker, at den minder mig om ét af mine værktøjer i mine kreative processer. Jeg elsker, at min mor har broderet den til mig.




Målebåndspuden er placeret i min skønne gyngestol – og er peppet op med en orange pude. Den passer super godt ind til alle mine nye sofapuder.

















