Indlæg tagget med ‘Farver’
Tilfældig farveinspiration…
Nogle gange bliver man inspireret helt tilfældigt. Det er jeg lige blevet.
Jeg sidder i det kreative værksted, hvor jeg selvfølgelig har en kande vand med – og lige nu en kop varm the. Min kande og krus har et smukt sammenspil, som jeg tænker kunne være skønne sammen i en strik på et tidspunkt.
Jeg tænker at det vil være godt med et lille sammenspil af en fjerde farve. Her tænker jeg gul, rosa eller orange. Jeg er selv ret vild med den lyse gule (nr. 2 fra oven). Den er blid og lækker. Eller måske den orange vil give lidt mere kant?
Det er ikke første gang at jeg tilfældigt bliver inspireret til farvespil i en strik. Jeg fandt nemlig nogle farver på et tidspunkt, hvor jeg ryddede op…
Det endte med forårsstriber…
Fanger du også inspiration til farver omkring dig?
Kvindens egne rester…
For et stykke tid siden var jeg på besøg hos Hanne. Hun havde ryddet op – og jeg var så heldigt at få en sækfuld garnrester med hjem. Jeg sorterede i sækken – og mens jeg gjorde det, så besluttede jeg mig for, at kvinden skulle have noget i sine egne rester. Jeg ville strikke et tørklæde til Hanne.
Jeg var egentligt ikke i tvivl om, hvilket det skulle være. Det var nemlig oplagt med Simple Sprinkle, som jeg har strikket før.
Fede facts:
Opskrift: Simple Sprinkle af Veera Välimäki – med lidt fri fortolkning
Garn: Supersoft 100% uld i farverne Slate grey, Silver grey, Saffron + Rester fra Hanne Lilla, Turkis og gul. Vægt – tja jeg fik pakket det ind, før jeg fik vejet det.
Pinde: 5,5 mm/Knit Pick
Kommentarer: Jeg var startet ud med en masse striber ifølge opskriften. Men det blev alt for vildt for mig. Så jeg trævlede op – og begyndte igen. Jeg har strikket striber nogle steder – og andre steder har jeg ladet felterne være ensfarvet. Jeg kan godt lide den måde tørklædet er bygget op på ved hjælp af retstrik, vendestrik og nogle steder bare lige frem og tilbage.
Tørklædet er blevet farverigt – og jeg synes, at det passer perfekt til Hanne. Hun er en kreativ sjæl med fingerne plantet i mange forskellige universer. Hun tryller, forundrer og skaber glæde. Jeg håber, at Hanne synes om tørklædet og vil bruge det, når det bliver sæson for det.
At male med tråd og nål…
Tilbage i februar holdte Karen Marie broderikursus her hos mig. Det var utrolig hyggeligt og lærerigt. Hun viste nogle skønne kasser med rum, som man kunne lægge sit broderigarn i. Endvidere fandt jeg ud af, at jeg bedst kan brodere med en lille broderiramme. Karen Marie ville skaffe dem hjem – og der gik lidt tid, før leverandøren havde dem. Da jeg alligevel var i gang med at bestille hos Karen Marie – ja så smuttede der en kasse med i handlen.
Pakken kom lynede hurtigt fra Karen Marie, men der har stået og kigget lidt på mig her i det kreative værksted. Nu har jeg fået fyldt den op.
Jeg har hygget mig med at vikle garn op. Jeg elsker farvernes nuancer. Jeg glæder mig til at male med tråd og nål…
Prik, prik, prik…
Prik, prik, prik – mit navn det står med prikker.
Der er lidt for sent til at sende gækkebreve i år. Men jeg har leget lidt med prikker.
Inspirationen har jeg fundet på Pinterest. Jeg nøjedes blot med lidt prikker på den ene negl.
Jeg synes, at det er rigtig flot med lak på neglene. Der er mulighed for klassisk look eller lidt lir. Jeg forsøger at være ekstrem tålmodig, så lakken får lov at tørre helt – og den ikke bliver grim. Det er lidt af en prøvelse…
Simple sprinkle til veninden…
I begyndelsen af december kunne jeg fortælle, at der var endnu en hjemmelavet julegave færdig. Men jeg kunne ikke vise jer andet end dette billede…
Det var alle garnenderne, som var blevet hæftet.
Nu er julegaverne pakket op – og jeg kan roligt vise, hvad der gemt sig bag garnenderne.
Det var et tørklæde til min veninde. Den er strikket i varm uld i skønne farver – og lige til at vikle om halsen.
Fede facts:
Opskrift: Simple Sprinkle af Veera Välimäki
Garn: Supersoft 100% uld i farverne Slate grey, Silver grey, Pea green, Robins egg, Solskin og Aubergine. Forbrug i alt 137 gram.
Pinde: 5,5 mm/Knit Pick
Kommentarer: Jeg er stadig meget begejstret for Veera Välimäki’s design og opskrifter. Opskriften er supernem at gå til – og kan sagtens lykkes, selvom man ikke læser alt, der står. Jeg havde på et tidspunkt lidt for travlt med at strikke – og havde ikke læst opskriften rigtigt. Jeg lod det være.
Jeg kan lide, at man kan bruge alle sine garnrester og sammensætte farver, som man vil. Jeg forsøgte at få et spil i flere farver, så tørklædet kan bruges til flere ting.
Det er et hurtigstrikket projekt. Ret, ret, ret og vend her og der. Der dog en masse ender at hæfte tilsidst. Men det kan man jo løse ved at gøre det undervejs.
Jeg håber, at min veninde synes om det – og får det brugt. Der er ingen tvivl om, at jeg skal også have strikket et til mig selv.
Når jeg giver strik væk, så sætter jeg et mærke på. Så ved modtager, hvad det er strikket af, og hvordan det skal vaskes.