Indlæg tagget med ‘Cardigan’
Felix cardigan er færdig…
For snart 2 år siden farvede jeg noget uldgarn med avocado. Jeg endte med 2 smukke nuancer af rosa.

Jeg var begyndt på en trøje i den mørke nuance. Jeg havde en idé i hovedet. Da jeg næsten var færdig, blev jeg i tvivl. Da vi så sidste år pakkede huset sammen for at flytte, pakkede jeg garn og strik i én af kasserne og tænkte at lige pludselig, så finder jeg det frem igen.

Jeg fandt det frem – og følte stadig, at det ikke var rigtigt. Så jeg har trevlet trøjen op og venter stadig på ,at jeg finder det helt rigtige projekt.
I stedet tog jeg fat på den sarte rosa. Jeg fik vundet fedene op og gjort klar til at strikke af.


Jeg valgte, at det skulle være en enkel, klassisk cardigan, som ville gøre sig godt til både bukser og kjoler. Valget blev Felix cardigan af Savory Knitting. Det har været et hurtigt og nemt projekt på pind 6.




Fede facts:
Opskrift: Felix cardigan af Savory Knitting. Opskrift købt på Ravelry. Jeg valgte ikke at lave indtagninger på ærmerne – først lige før ribkanten.
Garn: Strikket med 2 tråde supersoft garn, 100 % uld 575m/100 g farvet med avocado. Forbrug i alt ca. 234 g
Pinde: 6 mm samt 5 mm /Knit Pro
Kommentarer: En enkel cardigan lige til at tage over en kjole eller skjorte. Jeg er vild med den sarte rosa farve og den enkle detaljer, som raglanudtagningerne, knapperne og mærket.
Når jeg har strikket noget færdig, holder jeg af den proces, som det er at rydde op. Lægge strikkepindene på plads, rydde op i maskemarkører og tasken med udstyr. Det markerer for mig færdiggørelsen af projektet – samt at det nu er tid til et nyt.


Årets gang med strikkepindene 2019…
Godt nytår til dig, som læser med. Håber at det nye år har taget i godt imod dig – og du er klar til nye oplevelser i det nye år.
Traditionen tro kigger jeg tilbage på årets gang med strikkepindene.
2019 blev et meget stille strikkeår. Vi solgte huset i begyndelsen af året – og det betød, at vi skulle pakke mange års liv ned. Vi skulle flytte i mindre, så meget naturligt skulle vi rydde op i vores ting. Noget er kommet med, andet sendt til genbrug eller givet videre samt noget på lossepladsen. Det har været en sund proces at få kigget på de mange ting, som man meget nemt kan få samlet til huse.
Året startede med et halsrør “In the loop cowl”
Så holdte jeg en frivillig strikkepause, mens vi pakkede ned samt ud. Men da sommerferien kom, kom strikkepindene frem. Det første strik blev Sorbet cardigan. 
En cardigan som jeg er meget glad for. Jeg kan godt lide farvespillet.
I sommerferien blev det også til endnu en trøje. Nemlig Mohair sweater, som jeg har strikket før, men denne gang i en lys grå udgave. 
Herefter blev det til endnu en grå, klassisk trøje med et sølvstrejf – Striber My Size.
Jeg købte noget smukt håndfarvet garn – og det kom der den smukkeste rosa striksweater ud af. 
Garnet spiller så smukt – og denne sweater har jeg brugt rigtig meget. Den passer perfekt til både bukser og nederdele.
Året sluttede jeg af med den grønne The cardigan
Jeg har nydt mit strikkeår, selvom det ikke er så udnyyerigt, som tidligere. Men det er heller ikke det vigtigste. Jeg sætter stor pris på processen – og mit tøjskab kan heller ikke bære at speedstrikke.

















