Indlæg tagget med ‘Cardigan’
Et nyttigt strikketip…
Der er altså stadig liv i mig. Men projekterne har været sort maling på hus, havemøbler og i håret. Det er blevet godt – altså ikke det i håret! Der er stadig masser at tage fat på. Sådan er det når man har hus – gammelt hus. Så keder man sig aldrig! Der er fjernet ukrudt, blomsterkrukkerne tømt og klar til at rumme nye sommerblomster. Solen er nydt… det er dejligt!
Men når malerpenslerne holder fyraften – så er strikkepindene klar til at gløde. Jeg strikker på min Comfort Cardigan. Jeg har en fornemmelse af, at den bliver god. Jeg strikker oppefra og ned. Der er ud- og indtagninger, så den får facon. Jeg kan næsten ikke vente med at få den færdig…

Men det jeg egentlig ville dele, var noget helt andet. Jeg er jo med i en strikkeklub. Det er rigtig hyggeligt – der er strik og god snak. Sidst vi var samlet, klagede jeg min nød. Jeg elsker at strikke – men jeg er ikke særlig vild med at starte et projekt op. Jeg synes, at det er træls at slå masker op – især hvis der er mange – og så nå til enden og ikke have garn nok. Da jeg skulle starte på mit Stockholm Scarf, skulle jeg slå mange masker op. Og det gjorde jeg så 4 gange, før det lykkedes mig at have garn nok til alle maskerne. Så siger de andre – jamen du skal bare vikle garnet om din hånd – så svarer det til 10 masker!

Du vikler bare garnet om din hånd – det er 10 masker. En gang mere giver 20 masker… og resten af tabellen kan du vist selv. Det er simpelt og enkelt – og du må gerne tage tricket til dig!
Der er så lidt uenighed, om man så skal lægge lidt til eller fra. Jeg lægger hellere lidt til – bare for at være på den sikre side.
På mine pinde…
I aften skal jeg i gang med et nyt strikkeprojekt. Jeg kan mærke, at det kribler i mine fingre – for jeg har holdt en mini-strikkepause. Jeg skal i gang med Comfort Cardigan af Veera. Jeg har strikket én af hendes modeller før – og jeg kan rigtig godt lide hendes design og mønstre. De er så gennemarbejdet – og typisk uden monteringsarbejde.

Jeg glæder mig til at prøve Chunky Blackhill Højlandsuld – jeg regner med, at det er lige så dejligt at strikke med, som den tynde udgave. Mens jeg strikker, vil jeg overveje hvilke smukke knapper jeg skal bruge. Jeg har en svaghed for træknapper – men måske det ender med noget helt andet. Det kan jeg først se, når jeg er færdig. Snart – for jeg synes, at det vil være lækkert at svøbe mig i denne cardigan på en råkolde sommeraften.

















