Nyt værktøj…
Jeg har købt nyt værktøj til den kreative afdeling! Jeg har været i Fakta og har købt en skæremåtte, rullekniv samt en patchwork lineal. De har hver kostet 29 kr. – yderst billigt. Jeg har ikke prøvet dem endnu – end ikke pakket dem ud. Så jeg kan endnu ikke fortælle, hvordan kvaliteten er.
Nu er det ikke sådan, at jeg normalt syer patchwork. Men jeg har set en tunika, hvor bærestykket var lavet i patchwork. Derudover drømmer jeg om at få brugt mine stofrester til et patchworktæppe!!
Jeg gik til patchwork sammen med min mor, da jeg gik i 8. klasse. Det var smadder hyggeligt. Men jeg indså hurtigt, at jeg ikke er til slow-patchwork – altså at sy i hånden. Nej jeg er til fast-patchwork på maskinen.
Efter turen i Fakta, var jeg et smut forbi biblioteket for at låne nogle bøger om patchwork til inspiration og drømme. Der er rigtig mange at vælge imellem – men jeg fandt frem til nogle stykker, som kunne hjælpe mig med idéer og ikke mindst teknikker.
P.S. Der findes også meget hjælp at hente her.