Emsworth vest er færdig…
Jeg var egentlig i gang med at strikke en cardigan. Men jeg kan ikke rigtig blive færdig med den. Så siger min mavefornemmelse mig, at jeg måske ikke er på rette spor. I stedet for at trævle op, så lod jeg den hvile. Normalt strikker jeg kun på én ting ad gangen. Men jeg vil lige mærke efter.
Jeg tænkte, at jeg lige kunne strikke en sort vest. Jeg havde nemlig set Emsworth af Isabell Kraemer – og jeg kunne godt lide det skønne strukturmønster, som er på den midtfor samt midtbag.

Jeg havde en rest Silk mohair samt supersoft garn tilbage fra min Spot sweater. Så jeg fik den hurtigt på pindene. Sort er smukt og elegant. Også lidt besværligt at strikke i når mørket bryder frem.

Den smukke vest er nu færdig og har fået en blid vask, så den er klar til at blive taget i brug.
Indvendig ved ærmegabet er der en smuk detalje.

En smuk afslutning som teknisk set ikke ses – men det er en lækkerhedsfaktor at vide, at den er der.



I silk mohair garnet er det lidt spil, så den bliver ikke helt sort-sort, men får lidt liv i strikken.
Fede Facts:
Opskrift: Emsworth af Isabell Kraemer/grasflecken – opskrift på engelsk, købt på Ravelry
Garn: Strikket med en tråd supersoft garn sort og en tråd Drops Kid-silk i sort. Forbrug ialt ca. 180 gram
Pinde: 3,5 mm samt 3 mm /Knit Pro
Kommentarer: Smuk og enkel med lækkert strukturmønster. Den er perfekt over skjorter eller kjoler.

Grønne strømper er færdige…
Jeg er ikke den store strømpestrikker. Jeg bliver det heller ikke. Det er lidt ærgerligt, da jeg meget godt kan lide hjemmestrikkede strømper.
Jeg har fået strikket mig et par grønne strømper. Faktisk har de været færdige i et stykke tid, men jeg har haft travlt med andet. Jeg havde fundet noget lækkert garn hvor det var uld blandet med brændenældefibre. Rigtig lækkert garn samt i en smuk farve. Brændenælde er en stærk fiber, som skulle gøre, at det bliver slidstærkt.
Strømperne er strikket, så de passer til min fod med diverse teknikker fundet på Youtube. Jeg startede fra tåen, da det giver mig mulighed for at tilpasse min smalle fod samt tilpasse garnmængden til længden på skaftet.

Jeg har strikket perlerib – men jeg tror desværre, at jeg har vendt retsiden indad. Jeg synes i hvert tilfælde at den er pænest på vrangen. Men man kan jo ikke vinde hver gang.

Jeg brugte kun 50 gram garn til disse strømper. Jeg er spændt på om brændenældefibrene er slidstærke ligesom polyamid, som man typisk bruger i strømpegarn.
Jeg var egentligt gået i gang med endnu et par strømper. Men jeg må erkende, at jeg spænder for meget i hænderne, når jeg strikker strømper. Det er som om, at jeg holder ekstremt fast om pindene, som om jeg er bange for, at de smutter fra mig. Jeg strikker ellers på pind 3mm, som er det mindste, jeg kan strikke på. Men enten må jeg erkende, at jeg ikke er en strømpestrikker – eller også må jeg øve mig i at tage dem i små bidder, og at det tager lang tid at strikke.

















