Nu med hund…
Jeg har aldrig i mit liv haft hund. Eller det passer ikke helt. Vi havde hund, da jeg var meget, meget lille. En sort puddelhund, som desværre ikke var god sammen med børn. Siden opstod der allergi hos min ene søster og mig, så der kom ikke en anden hund. Min ældste søster fik en sort labrador – Bølle – da hun flyttede hjemmefra. Den var min hund, når den skulle passes hos os. For selvom jeg ikke kunne tåle hund – og andre pelsede væsner – så elskede jeg dem. Bølle og jeg havde et meget nært forhold – og jeg elskede at gå lange ture ud på landet med ham. Vi havde en skøn tosomhed – og mange skønne “samtaler”.
Nå men jeg har faktisk fået hund i dag. En dejlig én af slagsen. Én af dem, som ikke gør eller skal luftes. Én af dem, som ikke ruller sig i mudderpøle – men én som er skøn og smuk hele tiden.
En smuk gravhund i det smukkeste grå-gule stof.
Den havde ikke været alene på rejsen – for den havde selskab af en ugle.
Disse skønne ting var gaver til mig fra Gitte, som meldte sig til Craft it forward hos mig. Jeg må indrømme at mine pakker er ikke sendt af sted endnu – de er alle i proces. Desuden er der et par stykker, som mangler at sende deres adresse. Men lige pludselig er gaverne færdige.
Tusind tak til Gitte – de er superkønne.
Skøn hund;) og den er da alergivenlig.
Skulle du ville have en hund en gang kan du med garanti tåle “min” hunderace. Portugisiske vandhunde har ikke skællag, men hud og hår som os mennesker.
Det er den mest alergivenlige hund ever.
Selv Barack Obama har fået een, da hans datter er allergiker;)
Hvor er den bare fin den lille gravhund… blev lige smidt tilbage til min barndom; mine morforældre havde ikke kun en, men som regel to – måske til tider tre?! De kunne godt være lidt “bestemte” – eller sådan husker jeg det ihvertfald :-)
Sikke en sød lille hund – perfekt for os, der ikke tåler de “rigtige” :-)