Arkiv for kategorien ‘Workshop’
Fyldt op, men bestemt ikke mæt…
Dagen i dag har været fyldt op…
– med kendte og ukendte kreative kvinder i min stue
– med masser af pakkenelliker bestående af garn, palietter, stof, strik og alt det andet
– med undervisning
– med snak
– med stilhed og fordybelse
– med mad
– med glæde
Jeg er fyldt af oplevelser. Men jeg er bestemt ikke mæt. Jeg har taget små sting ind i broderiets verden. Jeg skal sy mange flere sting. Jeg kendte til korssting. Men nu kender jeg fladsting, kontursting og franske knuder. Jeg kender også nogle andre sting, som jeg ikke lige husker navnet på. Jeg er blevet introduceret til “male med garn” – at lege med sting. Jeg har set, at det SKAL ikke være så perfekt. Det kan godt være lidt “uordenligt” og rustikt – og stadig blive godt.
Dette er dagens “maleri”…
Det er på vej og mangler stadig nogle sting.
Tak for idag Karen Marie – og tak alle I andre som var her.
I morgen skal I få lov at se mere. Nu vil jeg slappe af…
Nedtælling…
Der er nedtælling til lørdag. Så bliver der nemlig fyldt med kvinder i min stue. Kvinder, som har lyst til at tage med på rejsen ind i broderiets verden. Karen Marie kommer og underviser os. Hun guider os på vej, lærer os nye ting, inspirerer os. Jeg glæder mig.
Billede fra Karen Marie
Nogle af kvinderne kender jeg. Den ene er min søster – den anden er Jani, som jeg har haft fornøjelsen af at møde flere gange. De øvrige kender jeg måske – jeg kan ikke umiddelbart genkende dem ud fra deres mailadresser. Karen Marie har stået for tilmeldingen. Jeg glæder mig til at møde dem hver især. Jeg er så overbevist om, at vi hurtigt går i spænd. Det er så dejligt at mødes om kreativitet – man har automatisk et fælles. Muligvis med forskellige indgangsvinkler – og det er fedt.
Jeg har fornøjelsen af også at stå for maden – jeg gad nemlig ikke madpakker. Så jeg skal lave lidt lækkerier til os.
Vil du lære at brodere…
Jeg har lokket Karen Marie til at komme hjem til mig og afholde workshop i broderi. Der er desværre nogle, som har meldt fra igen, så der er stadig nogle ledige pladser. Så har du lyst, så er du meget velkommen til at melde dig til – og blive en del af en dejlig dag fyldt med broderi.
Workshoppen afholdes, som sagt, hjemme hos mig i Hadsund. Vi bliver 8 – 9 personer i alt, så vi kan være omkring spisebordet – samt lave lidt “aflastning” i sofahjørnet indimellem. Jeg sørger for forplejning.
Det er stadig
lørdag d. 9. februar 2013 kl. 10 – 16
Du kan læse meget mere om det i mit tidligere indlæg. Her er der flere detaljer – og tilmeldingen holder Karen Marie styr på. Jeg håber, at du har lyst til at være med…
Der er stadig pladser på workshop…
Jeg vil blot friste med, at der stadig er pladser på broderi workshoppen, som Karen Marie afholder hos mig lørdag d. 9. februar 2013.
Billede efter aftale lånt af Karen Marie
Har du lyst, så læs mere om workshoppen. tilmelding er stadig hos Karen Marie…
Broderi workshop…
Jeg har snuset ganske let til broderiets verden i form af korssting og nogle ganske få franske knuder. Jeg har længe gerne ville lære mere. Jeg synes godt om idéen med at “tegne” med garn/tråd. Jeg er ret begejstret for Karen Maries broderier – og hun afholder kurser. Kan I huske, at jeg skrev i sidste uge, at jeg havde lavet en fed aftale?
Jeg har nemlig lavet en aftale med Karen Marie om at afholde broderi workshop hjemme hos mig. Der er lidt tid endnu – for det er først
lørdag d. 9. februar 2013 kl. 10 – 16
Inspiration…
Billeder efter aftale lånt af Karen Marie
Jeg skal selvfølgelig ikke have eneundervisning. Der er nemlig plads til 8 omkring bordet/stuen foruden Karen Marie. Der er 6 pladser tilbage – og har du lyst til at være med, så kan du booke plads hos Karen Marie, som ordner alt det praktiske vedr. betaling og information omkring adresse (jeg bor i 9560 Hadsund).
Selve kurset kan du læse mere om hos Karen Marie lige her. Du skal være opmærksom på, at kurset denne dag er på 6 timer – og dermed kun koster 950 kr.
Da jeg ikke selv er stor fan af madpakker – så jeg sørger for frokost og andre lækkerier for 50 kr. pr. deltager. Disse betales til mig på selve dagen.
Jeg håber, at du har lyst til at lege med nål og tråd sammen med Karen Marie og mig. Jeg kan faktisk næsten ikke vente til det bliver februar…