Arkiv for kategorien ‘Strik’
Klar til vask…
Så blev de grønne striber endelig til en cardigan. Jeg tror, at det er første gang, at det har taget mig så lang tid at strikke en cardigan. Det har været i etaper, at jeg har strikket. Jeg kan mærke, at græspollen spiller mig et puds og gør mig sløv. Så jeg har ikke haft så meget overskud om aftenen.

Nå men cardiganen er i skrivende stund smidt i vaskemaskinen, hvor den vugger blidt på uldvask. Spindeolien bliver vasket ud – og blødhed vasket ind.
Jeg kan godt lide grønt – og de grønne striber er i de smukkeste grønne nuancer. Jeg synes, at de spiller godt sammen og samtidigt giver et dejligt modspil i de lyse og mørke nuancer.
Lørdagens kursus…
Lørdag var jeg på kursus hos Bindestuen i Saltum. Kurset var dobbeltstrik. Jeg havde meldt mig til kurset i den tro, at det var jaquardstrik, som jeg skulle blive bedre til. Jeg var jo ikke helt tilfreds med fåretrøjen, som jeg var i gang med at strikke.

Det viste sig at være et kursus i dobbeltstrik – altså hvor man strikker for- og bagside samtidigt. Den teknik kendte jeg godt – men jeg fik da lært at tage ind og ud i denne strikketeknik. Det var første gang, at Bindestuen holdte kursus, hvilket det desværre også bar præg af. Men vi havde en god, konstruktiv snak om, hvad de kan gøre fremover. Dagen var hyggelig. Det er altid dejligt at møde andre strikkere – høre deres strikkehistorie og indgangsvinkel.
Udenfor fandt jeg en række skønne får…

og en kærlighedsbænk…

Mht. min fåretrøje – så har jeg lukket af og vasket det. Jeg fik nemlig samme råd, som mange af jer har skrevet, at jeg ikke skal tvinde garnet samme sted på bagsiden. Mine rækker af får ligger til tørre. Når det er tørt, kan jeg vurdere, om det er så slemt som antaget.
De grønne striber er stadig i proces – jeg har gang i forkanterne. Men det skal jeg nok vende tilbage til. Lige nu skal jeg lige have lavet et par hemmeligheder til onsdagens fødselar…

















