Arkiv for kategorien ‘Kreativitet’
Nye armbånd…
Tilbage i november var jeg på tur til Silkeborg, hvor jeg købte et fedt læderarmbånd. Jeg lavede i december nogle nye “knapper” af fimoler, så jeg kunne skifte udtryk på armbåndet.
Da jeg skulle finde knapper til min Twenty Ten Cardigan, fandt jeg nogle smukke keramikknapper. Den ene knap er med sorte kanter og lilla glasur – mens den anden er i en sart rosa med skønne detaljer.
Men de kan også bruges med en elastiksnor i smukke farver. I midten på billedet er det en stor sølv knap fundet et andet sted.
Jeg synes, at det er fedt, at knapper kan bruges til andet end blot at være en knap i et stykke tøj, hvor det har en funktion.
Tryk på…
Nu kan der komme tryk på. Jeg har nemlig fundet en flok skønne stempler, som jeg skal bruge til tekstiltryk. De er fundet i en rodeskuffe med et hav af muligheder.
Nu er de mine, og jeg glæder mig til at prøve dem. De kan bruges til at trykke metervis af stof. Eller blot at sætte prikken over “i-et”.
Afsløring af julegaver…
Så kan jeg endelig afsløre de håndlavede julegaver til mine kære… Der er både blevet filtet, strikket og syet gaver. Lad os tage dem fra en ende af…
Gaven til svigerinden blev bl.a. maskemarkører. Jeg havde pakket dem, da hun fortalte, at hun ønskede sig dem. Jeg smilede i det skjulte.
Svigermor havde ønsket sig en filtet pung – som den hun fik sidste år! Hun skal bruge den til hendes sakse, tråd m.m., når hun syer patchwork.
Desuden havde svigermor ønsket sig et sjal – som det hun fik i fødselsdagsgave, blot i en anden farve. Der er ikke så stor variation hos svigermor!!!
Veninden havde på et tidspunkt spurgt interesseret til mine shopping bags. Jeg noterede det bag øret og syede et par stykker til hende. De blev sendt i selskab af en vase og lækker the.
Mine 3 søstre fik, som en lille ekstra gave, hver en shopping bag. De havde ikke ønsket sig den – men jeg havde bare lyst til sy dem til dem.
Jeg har hygget mig med at lave julegaver. Jeg elsker processen med at være kreativ, finde på, pakke ind – og ikke mindst give gaven. Ved hjemmegjorte gaver er der selvfølgelig ikke et byttemærke på. Det kan have sin fordele og ulemper. Forhåbenlig kan modtageren lide gaven – ellers må de sende den videre. For det er bedst, at gaven bliver brugt istedet for at samle støv i en skuffe!
Kys m.m….
Da jeg var på torvet i Silkeborg, hvor jeg besøgte Hanne og Annes bod, købte jeg et armbånd med kys. Jeg har leget videre… Jeg havde nemlig en pakke sort fimo i skabet. Jeg har lavet stjerner med håb, hjerter med kærlighed og lykketal samt fugle, som er klar til at flyve ud i det fri!
Jeg er stadig vild med “kysset” – men jeg synes, at det er sjovt at kunne variere armbåndet alt efter humør.
Jeg sysler med hemmeligheder…
Jeg er kreativ – jeg hygger med at lave julegaver. Men de er desværre hemmelige – så I må vente. Jeg har utrolig svært ved ikke at må vise jer, hvad jeg laver – men der er nogle, som læser med herinde, som er på min gaveliste! Men jeg lover, at når det har været d. 24. december, og gaverne er pakket op, så skal jeg nok løfte sløret for, hvad der blevet lavet. Men I kan få et glimt af afklippene!!!
Jeg har dog lige holdt en kort pause – jeg var nødt til at rydde op. Jeg har været kreativ nogle dage – og pludselig var der kasser med stof, trådender, sakse (som var blevet væk), nåle, stofbunker, en fyldt skraldespand… Og rodet fyldte for meget. Nu er der struktur på rodet igen – og jeg kan sysle videre med julegaverne!