Arkiv for kategorien ‘Gør det selv’
Sy en firkantet toilettaske…
For et stykke tid siden spurgte Tove, om jeg ikke ville lave en syvejledning på en firkantet taske. Jeg sagde selvfølgelig, at det ville jeg gerne – og skrev den på min liste af syprojekter.
Én af gevinsterne til min fødselsdagsgive away var en firkantet taske, som kunne bruges som toilettaske eller til at holde styr på en masse småting. Anette spurgte, om der kom en syvejledning på denne. Den har været på tegnebrættet et stykke tid – men nu har jeg fået afsluttet den. Jeg havde lige brug for lidt “indevejr”.
Jeg har lavet den med grønne detaljer…
Jeg har også lavet den med røde detaljer…
Du kan også sy dig en firkantet taske – download sybeskrivelsen.
Størrelsen på tasken kan varieres alt efter behov. Jeg har på et tidligere tidspunkt syet en lignende taske til min kæreste i mindre format. Han bruger den til sine linser samt linsevædske. Så har han styr på det, når han er afsted.
God syfornøjelse…
Dekorér dine marmeladeglas…
Da jeg havde kogt marmelade, blev jeg inspireret af min sæbedispenser. Det er en enkel og nem måde at dekorere sine marmeladeglas på. De vil pynte op på bordet – og er nem lige at tage med som en gave.
Se med her hvordan:
Trin 1: Mål glassets omkreds – læg 2 cm til. Beslut dig for hvor høj banderolen skal være. Klip papiret ud og placér dobbeltklæbende tape i hver ende af papirets bagside. Fjern bagsiden af det dobbeltklæbende tape i den ene ende og placér banderolen på glasset. Sørg for at det blive lige.
Trin 2: Fold banderolen rundt om glasset.
Trin 3: Sørg for at det kommer til at lægge tæt og glat.
Trin 4: Fjern bagsiden af det dobbeltklæbende tape i den anden ende.
Trin 5: Luk banderolen om glasset.
Trin 6: Sæt et mærkat med tekst på indholdet.
Jeg brugte af alle de skønne de skønne papirer, som jeg har. Sådan ser en skøn flok ud:

Jeg gad godt have et kamera, som kunne sidde i min pande – og som jeg kunne udløse ved at blinke med øjnene. Det ville gøre det meget lettere at lave guider undervejs – og have begge hænder fri!!!
Nogle af glassene egnede sig ikke til banderole – derfor satte jeg et manilamærke på.

Trin 1: Klip papiret ud – ca. 5,5 x 18 cm.
Trin 2: Fold papiret midtpå – vrang mod vrang.
Trin 3: Sæt dobbeltklæbende tape på den ene halvdel af papiret. En limstift kan også bruges.
Trin 4: Fjern bagsiden af det dobbeltklæbende tape og fold papiret sammen, så det ligger glat og pænt.
Trin 5: Klip evt. hjørnerne skrå samt lav et hul i den ene ende.
Trin 6: Sæt et mærkat med tekst på indholdet og bind manilamærket på med et smukt bånd.
God fornøjelse…
P.S. Man behøver ikke at koge marmeladen selv – man kan jo også bare pynte “købemarmeladen”.

















