Arkiv for kategorien ‘Glæde’
Lykken er at give en gave som rammer plet…
Søndag skulle jeg have været i det dejligste selskab i smukke Silkeborg. Jeg skulle have været sammen med en flok tidligere kolleger, som har holdt kontakten til trods, at det er ved at være længe siden, at vi har arbejdet sammen. Vi mødes jævnligt hos hinanden – så får vi lige samlet op på verdenssituationen. Men jeg blev indhentet af en intens hovedpine og måtte desværre melde afbud.
Men jeg havde lavet en lille værtindegave – og den skulle hun ikke snydes for, da den var lavet til hende personligt. Derfor blev den skippet afsted med posten. Denne pakke er nu modtaget – og jeg har modtaget den sødeste mail , at den ramte plet! Værtinden er også en kreativ sjæl. Hun syer en del – og jeg har defor lavet en ny nålepude til hende.




Udover at være en kreativ sjæl, så arbejder hun også med marketing og de nye medier. Jeg har lavet en QR-kode på hendes navn – og broderet det med korssting. En QR-kode er en slags stregkode. For at bevare det grafiske look er det hele omkrandset af rustik hør – og lige tilføjet mit favoritbånd med de grønne firkløvere.
Jeg fik inspirationen hos Mette. Jeg måtte bare straks i gang med nål og tråd – og en nålepude var et nemt og hurtigt projekt. Jeg er sikker på, at dette blot er første ting i rækken af QR-kode projekter. Jeg er vild med det grafiske look – og det kan man jo omdanne til den kreative verden.
P.S. Flere har spurgt til hvorsan man laver QR-koderne – jeg googlede bare QR-code generator og endte på denne side. Men der er mange muligheder.
Forberedelser…
Jeg er i gang med forberedelser. Lige om lidt kommer min mor, søstre og nevø. Vi skal lidt forsinket fejre min fødselsdag. Jeg glæder mig til at se dem – til at hygge om dem samt sammen med dem.
Planen havde været frokostbord med fisk og lækker grøn salat. Men fisken er svømmet langt væk. Jeg kunne nemlig ikke opdrive fisk i går. Så det blev til kylling. Ikke fordi det ikke er godt. Men jeg havde drømt om fisk.
Ellers skal der serveres nogle muffins med et strejf af lakrids og hvid chokolade. De skal toppes med lækker frosting og krymmel. Det er en ny opskrift – så jeg håber, at de er blevet gode. Min familie er vant til at være forsøgskaniner. Jeg elsker at prøve nye opskrifter af, når jeg får gæster. Nogle gange går det godt – andre gange er det mindre heldigt!
Bordet er dækket – sort og hvidt med et strejf af lilla. Jeg har plukket en flok af mine dahliaer, som stadig blomstrer lystigt. De lyser smukt op rundt omkring – og nyder de solstråler, som kommer gennem vinduerne. Det bliver en dejlig dag – ikke alene pga. samværet, men også fordi solen vil skinne og sende dejlig varme til os.


Da jeg var i gang med at pynte bakken i teaktræ, sagde kæresten, at de egentlig var flotte. Jeg kunne næsten ikke få armene ned igen. Han havde rynket let på næsen, da jeg reddede dem på lossepladsen.
Jeg kan vist nå et par runder på strikketøjet, inden de kommer. Kan I hver især have en rigtig dejlig dag. Forhåbentligt fyldt med sol, varme og godt selskab.

















