Arkiv for kategorien ‘Andre kreativiteter’
To do-liste…
Jeg faldt over en genial løsning, da jeg snusede rundt i Superbrugsen, mens kæresten var til tandlæge. Jeg fandt en rulle selvklæbende folie, hvor man kan skrive på med kridt.
Jeg kan godt lide at skrive liste på min projekter – og allerbedst er at sætte et flueben, når arbejdet er gjort. Disse lister skriver jeg papirlapper. Nu har jeg sat noget af folien op på min dør i det kreative værksted. Her har jeg nu min To do-liste. 
Jeg synes, at det er genialt, at det er selvklæbende folie. Det er nemt at sætte op – og når jeg bliver træt af det, kan jeg med et snuptag tage det ned. Rullen kostede 50 kr. – og jeg har stadig noget tilbage.
Mon ikke det første projekt, som skal stå på tavlen, skulle være at stryge alt det, som ligger i min strygekurv (den sorte kurv til venstre i billedet)?
Stjernevrimmel…
Jeg har med løs hånd drysset en flok sølvstjerner ud over en T-shirt/kjole.

T-shirten/kjolen er købt til billige penge i Føtex. Men jeg ville gerne give den en lille detalje, som gjorde den til min!
Hvordan gjorde jeg:
1.Jeg har tegnede en flok stjerner i forskellige størrelser i Word – og printede dem ud.
2. Alle stjernerne blev klippet ud.
3. Herefter laminerede jeg de udklippede stjerner.
4. Med en grøn kniv – og bævende hjerte skar jeg stjernerne ud. Grunden til det bævende hjerte er, at jeg, som barn, plukkede lupiner til min mor med min fars lommekniv. Resultatet var, at jeg pludselig havde kniven siddende på tværs af næsen lige mellem mine øjne. Siden da har jeg haft respekt for lommeknive – og også hobbyknive. De går nogle gange deres egne veje!
5. T-shirten/kjolen blev lagt fladt op – med en plastikpose imellem, så trykket ikke også kom på ryggen!
6. Herefter placerede jeg min skabelon – og duppede med tekstilfarve. Pas på ikke at placere skabelonen ovenpå våde stjerner. Hvis du er lidt utålmodig – så tag din føntørrer i brug! Det handler om at finde den gyldne middelvej. De skal sidde tilfældigt – og man skal huske at stoppe, mens legen er god!
7. Da stjernerne var tørre – fixerede jeg dem med strygejernet, så de kan tåle vask.
Nu har jeg min egen stjernevrimmel på en simpel T-shirt/kjole.

















