Forfatterarkiv
Lag på lag tekstile billeder…
Jeg har fundet en bog på biblioteket, som jeg gerne vil dele med jer. Jeg må straks indrømme, at jeg ikke har dybdelæst den endnu. Jeg har kigget den igennem – set billeder, læst lidt hist og pist. Men jeg synes, at den er vild spændende og inspirerende.
Det er “Lag på lag – tekstile billeder” af Solvejg Refslund. Hun maler billeder med symaskinen. Billederne er blandet med tekstiltryk og broderi – og er meget fascinerende. Hun skaber nogle billeder med detaljer, som er en fryd for øjet. Bogen er en gennemgang af teknikker og inspiration.
Umiddelbart vil jeg ikke bruge teknikken til billeder – men som dekorationer på tøj og tasker. Solvejg holder kurser – og jeg kunne godt drømme lidt om at deltage i ét af disse! Se meget mere på her– og lån evt. bøgen på biblioteket.
Jeg vil nærlæse bogen – og forhåbentlig lære noget nyt.
Anden adventsgave til mig…
I går fik jeg min anden adventsgave fra min mor. Et par smukke ophæng med fugle af Jette Frölich. Hun laver meget smukt julepynt – og jeg har også en del efterhånden. Der er små detaljer i hendes arbejde – og samtidig er det enkelt, tidssvarende og klassisk.
Pynten egner sig til at hænge på juletræet – eller på en troldegren. Disse 2 ophænge hænger fra en hylde i mit kreative værksted.

















