Forfatterarkiv
Strikkecaféen er ovre…
Det har været en hyggelig og lærerig dag. Vi har været samlet 11 kvinder i min stue – og vi har lært at strikke dobbeltstrik, vævestrik og dominostrik. Jeg fik strikket nogle små prøver, som jeg fremover kan finde frem – og få genopfrisket teknikken, hvis jeg skulle have glemt den. Jeg har allerede et projekt i dobbeltstrik i tankerne – jeg skal blot have beregnet og tegnet mønstret – og så lige have et projekt færdigt først.

I morges skrev jeg, at huset ville summe af liv. Der var liv – men en stille én af slagsen. Jeg tror ikke, at jeg før har prøvet, at der har været så stille i et rum med 11 kvinder. Det var ikke, fordi der var dårlig stemning, og vi ikke kunne lide hinanden. Vi var bare så koncentreret og optaget af at lære nyt.

Herover lidt billeder af en koncentreret flok. Det skønne mobiletui nederst er ét Line B havde lavet. Rigtig skønt at have en ugle til at passe på mobilen.
Jeg havde lavet mad – nye opskrifter, som skulle prøves af. Der var en frisk kartoffelsalat med peberrod fra Hendes Verden, grøn salat og kalkunbryst. Til eftermiddagskaffen havde jeg bagt Annes syrlige cupcakes og min favorit-havregrynskager. De syrlige cupcakes kan varmt anbefales.

Udover at have været i skønt selskab, så føles det næsten som at have fødselsdag. Der var skønne gaver til mig.

Lækker chokolade, som skal nydes.
Blødt, blødt garn som skal trylles til noget lækkert.
Blomster til syns- og lugtesansen.
Skøn krukke med grønt – og en lille ekstra ting om bunden.
Armbånd som skal pryde håndleddet.
Skønt “pap” krus hygge og nydelse.
Jeg tillader mig lige at vise et nærbillede af armbåndet. Det er hæklet med tynd, tynd tråd og mini hæklenål. Det er smukt og elegant – og jeg glæder mig til at tage til i brug.
1000 tak for gaverne – dem sætter jeg pris på.
Stor tak til Mette for at lære os tips og tricks. Tak til jer som var med – det var rigtig hyggeligt at møde jer. Håber I også har nydt dagen – og har mod på at lege videre med strikken derhjemme.
Jeg er træt på den supergode måde – men bestemt ikke så træt at jeg ikke kan strikke. Ha’ en dejlig lørdag aften…
Strikkecafé…
Lige om lidt kommer huset til at summe af liv. Der kommer 10 kvinder og strikker. Der er nemlig strikkecafé, hvor Mette kommer og lærer os tips og tricks på strikkepindene.
Jeg har været i gang med forskellige forberedelser. Der er bagt og lavet mad. Der er fundet en stak strikkebøger frem, hvis nogen skulle have lyst til inspiration. Bordet er dækket og nye “vaser” taget i brug…

De kommer lige om lidt – og jeg må vist hellere have fundet mine strikkepinde frem. Ha’ en dejlig dag…

















