Forfatterarkiv
Den sorte mælkekarton…
For et stykke tid siden viste jeg et billede af et fad med lys og dims, som står på vores spisebord. Flere har efterfølgende skrevet til mig – for de har været interesseret i “den sorte mælkekarton”.

Jeg har selv lavet “den sorte mælkekarton”. Den er lavet i ler med en mælkekarton som skabelon. Der er lavet vinduer og døråbning, så man kan se lyset. I det ene vindue sidder der en kanariefugl og synger. Herefter er den først forglødet og tilsidst rakubrændt.

Her ser I den inden og efter den er blevet rakubrændt. En kæmpe forskel.
Flere har været interesseret i at købe – og det er dejligt at høre, at I kan lide de ting, som jeg laver. Men jeg arbejder ikke med keramik (i øjeblikket) – og har derfor heller ikke mulighed for at tage imod bestullinger.
Strik med historie…
Lige før jul var vi over at handle. På vej ind i butikken ser jeg en ældre dame på vej ud – i den smukkeste strikfrakke. Jeg er egentligt gået forbi – og på vej til at snuppe en kurv, da jeg siger til kæresten: “Jeg skal lige noget”.
Jeg var simpelthen nødt til at snakke med damen i den smukke strikfrakke. Det viser sig, at hun selv har strikket den for over 40 år siden. Den har haft besøg af en møl eller to, så den er blevet lappet, kortet op samt fået en ny forkant med sjalskrave.
Desværre var jeg ikke fræk nok til at spørge, om jeg måtte tage et billede – men jeg har lavet råskitser i min notatbog, som altid ligger i tasken. Den var grå med farverige striber i bærestykket og i bunden af frakken. Der var også striber i toppen og bunden af ærmet. Der var skrålommer foran – samt en lækker sjalskrave. Hele herligheden blev lukket med en smuk sjalsnål.
Men ikke nok med at den var smuk – jeg var også vild med historien. Tænk sig at have noget strik i 40 år – stadig bruge det. Den var klassisk og unik. Den var virkelig smukt håndværk.
Jeg blev glad for inspirationen – og jeg er sikker på, at hun var glad for komplimenterne, som hun fik med på vejen.


















