Tuftet billede…
Tilbage i maj måned var jeg på tuftekursus i Randers. Jeg havde lyst til at prøve denne teknik for at se, om det var noget for mig.
Inden jeg tog afsted havde jeg lavet en skitse, da jeg vidste, at jeg gerne ville lave et billede til væggen.
Jeg havde set et broderi, som jeg blev inspireret af og tegnede lidt videre.
Kurset foregik hos CaMaRose i Randers. Det var Iben fra Madeindenmarkworkshops, som stod for undervisningen. På kurset var der stillet ramme og tuftenål til rådighed.
Jeg havde ikke helt planlagt mine farver og placering før start – så der er noget, som jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg lige havde tænkt over det. Billedet er tuftet på hessian med uldgarn fra mit arkiv.
For at holde styr på løkkerne har det fået en gang latex på bagsiden. Jeg valgte også at lave en lille kant rundt langs billedet. Det gav stabilitet og facon til mit billede.
Jeg limede kanten ned med min limpistol. Note – husk at limen bliver meget varmt,og det er ikke smart at sætte fingrene i det!
Herefter lavede jeg en finpudsning af billedet. Der var nogle løkker, som ikke var der, hvor de skulle være.
Billedet herover viser før finpudsning til venstre. Og efter finpudsning til højre.
Jeg er blevet glad for det endelige resultat. Der er naturligvis plads til forbedringer – men øvelse gør mester.
Det var sjovt at prøve et nyt håndværk. Måske overvejer jeg at skulle prøve igen, da jeg nu er nogle erfaringer rigere.
Billedet har endnu ikke fundet en plads på væggen. Vi flytter i hus til efteråret og her vil jeg glæde mig til at finde den rette plads til det tuftede billede.
OBS Dette indlæg indeholder links, men de er ikke betalte. Det er alene min egen begejstring.