Indlæg tagget med ‘Sjal’

Årets gang med strikkepindene 2021…

Strikkeåret 2021 blev et stille strikkeår. Men det gør ikke noget – bare jeg får strikket noget, som jeg virkelig kan lide. Der skal jo også være plads i skabet.

Med ind det nye år 2021 havde jeg London sweateren.

En smuk sweater i smukke nuancer, som gør mig super glad, når jeg har den på. Jeg kan lide det enkle mønster i bærestykket, som smelter farverne sammen på fineste vis.

Næste smuk strik på mine pinde var Spot sweater.

Det er virkelig én af mine favoritter. Den var virkelig sjov at strikke og en velskrevet opskrift. Jeg bruger den utrolig meget. I foråret som en jakke og i efterår og vinter bruger jeg den både med bukser og nederdele. Den kunne måske godt få “en tvilling” naturligvis i nogle andre farver.

Jeg fik herefter lyst til at prøve kræfter med strømper. Jeg fik strikket par i en meget smuk grøn farve.

Jeg har brugt strømperne rigtig meget – og det bærer de også præg af. Jeg er ikke en strømpestrikker, da jeg spænder alt for meget. Så det er lidt ærgerligt, at de ikke er så kønne længere. Men det har sikkert noget med valget af garn.

Emworth vest er et stykke strik, som jeg har brugt rigtig meget. Den er strikket i “resterne” fra Sport sweateren.

Designeren af Spot sweateren Anne Ventzel lavede opskriften på Badger and Bloom. Her var jeg heller ikke i tvivl om, at denne skulle jeg strikke.

Smuk og elegant sweater som jeg har brugt rigtig meget.

Noget strik lykkes. Andet gør ikke. Jeg var vild forelsket i RAV cardigan og havde købt garn i smukke farver. Jeg var kommet langt – men det føltes ikke rigtigt. Så jeg lod det ligge et stykke tid og mærkede efter.

Jeg valgte at trævle op. Jeg ville hellere bruge garnet til noget, som føltes rigtigt.

I adventsgave til min mor strikkede jeg Aviajas tørklæde.

Et fint sjal i smukke nuancer.

Året sluttede med ENKEL sweater.

Nogle gange skal man bare lade garnet tale og holde selve modellen enkel.

Det nye år er i gang og der er strik på pindene. Faktisk er det garnet fra RAV cardiganen, som nu bliver til noget andet.

Aviajas tørklæde er færdig…

Fjerde søndag i advent var gaven til min mor et Aviajas tørklæde. Det var dog et gavekort, da jeg ikke var blevet færdig med tørklædet til at sende det. Til gavekortet sendte jeg billeder af tørklædet fra opskriften samt en vikleprøve.

Så kunne min mor se hvilke farver, som jeg havde valgt til tørklædet.

Tørklædet er blevet færdigt og min mor har i dag fået lov til at se det selv. Så nu kan jeg dele det med jer. Hun læser nemlig med :)

Fede Facts:

Opskrift: Aviajas tørklæde af Hannelarsenstrik.dk

Garn: Supersoft garn 100% uld, 575m/100 g i farverne Kingfisher, Oxford, Silver grey samt Sweet pea. Vægt ialt 107 g. Jeg har ikke vejet hvor meget jeg har brugt af hver farve. Men det er mindre end lidt.

Pinde: 3,5 mm Knit Pro

Kommentarer: Jeg synes, at det er blevet et fint tørklæde, som passer til min mor. Selve opskriften var jeg ikke så begejstret for. Jeg synes, at der manglede information – og efter min mening kunne den være skrevet anderledes. Men nu er jeg jo ikke forfatteren af den opskrift.

Adventsgaver fjerde søndag i advent 2021…

Julen nærmer sig med hastige skridt og fjerde søndag er kommet. Jeg har i dag pakket smukke julehjerter ud. De er sirligt håndsyet af min mor.

Gaven til min mor var ikke helt færdig til at blive sendt tidligere på ugen. Så hun har pakket et gavekort op på et Aviajas tørklæde.

Tørklædet er blevet færdigt – men I får først lov til at se det, når min mor har fået det. Hun skal have fornøjelsen af at se det først.

Dagen i dag står på en frisk gåtur efterfulgt af strik og hygge. Måske krydret med lidt varm cacao.

Nyd dagen hver især.

Årets gang med strikkepindene 2018…

Godt nytår til dig, som læser med. Håber du er kommet godt ind i det nye år. For mit eget vedkommende blev det stille og roligt som altid.

 

Traditionen tro kigger jeg tilbage på årets gang med strikkepindene.

 

Julen 2017 var jeg startet på Søster Fie sweateren. Den tog jeg med mig ind i det nye år.

En klassisk sweater i grå og grøn, som er blevet brugt rigtig meget i årets løb.

 

I julegave 2017 havde jeg fået bogen “Egostrik” af Lene Holme Samsøe. Der var flere af modellerne, som jeg gerne ville strikke. Den første blev Vintervarm, som er strikket med tykt garn og store pinde. Enkel med smukke detaljer. 

Den er utrolig varm og bruges naturligvis på de råkolde dage.

 

Næste strik var endnu én af modellerne fra “Egostrik” – nemlig den smukke Dahliabluse

Jeg strikkede den i det smukkeste håndfarvede garn fra g-uld.dk  Jeg har dog ikke rigtig brugt blusen. For lige så smuk, som jeg synes den grønne farve er, lige så svært har jeg med garnets farvespil, når jeg har blusen på. Den er sat til salg, så den kan få liv et andet sted.

 

2018 blev også året, hvor jeg begyndte med Pilates. Året startede med en stiv nakke pga en forkert bevægelse ved at flytte en fryser. Det viste sig, at min øverste ryghvirvel var hoppet ud og sad skævt. Det blev starten på en masse kiropraktorbesøg, samt træning af krop og specielt ryggen. Når jeg træner, kan jeg bedst lide at have bare tæer, men det kan godt blive lidt råkoldt. Jeg strikkede derfor et par yogastrømper.

De er naturligvis strikket i uld – og i striber.

 

Næste strik var en udfordring til mig selv. Jeg er nemlig vild med strikkede strømper og sokker. Men jeg er ikke så begejstrede for at strikke dem. Men jeg tog udfordringen op i noget meget smukt, håndfarvet garn.

Strømperne blev meget smukke. Helt enkle for jeg ville gerne lade garnets skønhed tale. De er utrolig dejlige at have på. Men jeg er stadig ikke fan af at strikke strømper.

 

Villainess sjalet i sort og hvid blev mit næste færdige projekt. 

Jeg er vild med sjalets grafiske look med spillet mellem det sort og hvide. Jeg er vild med de små “vinger” som dannes ved hjælp af udtagninger. Sjalet er faktisk nemt at strikke – blot man har en masse maskemarkører, som kan hjælpe med at hold styr på alle udtagningerne.

 

Fra at have strikket sort og hvidt – så kom der farve på strikketøjet. Jeg strikkede nemlig endnu en model fra bogen “Egostrik” – nemlig Ella cardigan i den smukkeste grønne farve.

Jeg nød virkelig at strikke denne cardigan. Farven var bare så smuk i sig selv – og modellen er rigtig fin. Ella cardigan har været flittigt brugt siden den blev færdig.

 

I Aarhus kom der er lille fyr til verden. Jeg strikkede en lille Krokodille cardigan til ham, som holder ham varm her i de kølige måneder.

Enkle, smuk strik krydret med nogle sjove knapper med får.

 

Ballon cardiganen var næste projekt på strikkepindene.

Endnu et enkelt design, som jeg bruger rigtig meget.

 

Et halstørklæde, som havde ligget meget længe, blev endeligt færdigt.

Det er endt hos min mor.

 

Ikke alt strik bliver færdigt. Jeg farvede selv noget garn med avocado. Det blev til 2 smukke nuancer af rosa.

 

Jeg havde et billede i mit hoved af hvad det skulle blive til. En enkel, smuk bluse. 

Så langt nåede jeg – men det føles ikke rigtigt. Så det skal trævles op, så det kan blive til noget andet.

 

Næste projekt endte på samme måde. En grå strik med mørkegrå kontrast samt en lille gul detalje. Men det føltes ikke rigtigt.

Så det skal også trævles op.

 

I adventsgave til min mor strikkede jeg et Villainess sjal i mørkegrå og petroleum.

Hun havde nemlig forelsket sig i mit sjal i sort og hvid, så jeg besluttede mig for, at dette skulle være én af hende adventsgaver. Hun blev rigtig glad for det.

 

Årets sidste strik blev en sort bluse med sorte glimmer striber. Den blev vasket og lagt til tørre på årets sidste dag.

Jeg har endnu ikke fået taget nogle “hæderlige” billeder af denne samt de Fede Facts. Men det kommer.

 

Jeg strikkede mig naturligvis ind i det nye år. Sorte og hvide striber – hvor der skal tilføjes lidt rosa, gult og gråt. Det bliver til en halsedisse, når jeg en gang får strikket de lange rækker rundt.

 

Rigtig god dag til dig.

 

Villainess sjal nr. 2 er færdigt…

Til min mor havde jeg strikket et sjal i adventsgave. Da jeg havde strikket min sort og hvide version, var min mor meget forelsket.  Så jeg var faktisk ikke i tvivl om, at jeg skulle strikke dette sjal til hende.

 

Igen har jeg strikket sjalet på mindre pinde og andet garn end foreskrevet i opskriften. Det er et sjovt og forholdsvis nemt sjal at strikke. Det er delt op i små sektioner i retriller og udtagninger. Det vokser stødt og roligt med flere og flere masker – og tilsidst er der mange masker at lukke af.

 

Fede facts:

Opskrift: Villainess af Lisa Mutch, Northbound Knitting

 

Garn: Strikket med supersoft garn, 100% ren ny uld, 575 m/100g oxford og peacock, forbrug ialt ca. 100 gram

 

Pinde: 4,5 mm/Knit Pro

 

Kreativitet af...
Karina, som holder utrolig meget af at være kreativ. Jeg ønsker at dele mine kreativiteter med dig - og jeg håber, at du vil blive inspireret...

unikarina

Læs evt. mere under "Om".
Jeg er utrolig glad for, at du kiggede forbi - kom endelig igen...
Kontakt mig…
Skriv gerne en kommentar eller hilsen...
unikarina
Copyright © 2009 – 2022
Alle tekster, illustrationer og billeder er mine, medmindre andet er angivet. Indholdet på denne side må derfor ikke anvendes uden min skriftlige tilladelse.
Til salg…
Få en mail med nye indlæg...
Sociale medier…
Enkel nøglering i læder…
Farve garn med avocado…
Pinde til theposer…
Skål i selvtørrende ler…
Hold kaffen varm…
Strik gennem tiden…

Jeg har strikket gennem flere år. Herunder kan du se de seneste år. Resten finder du i øverste fane under “Strik gennem tiden”.

Strik 2021…
Strik 2020…
Strik 2019…
Strik 2018…
Strik 2017…
Strik 2016…
Strik 2015…
Bag svampet squashkage…
Bag nogle skønne boller…
Bag lækre gulerodsmuffins…
Reklamefri…
unikarina
unikarina strikker også her…
unikarina

Jeg strikker sammen med mange andre strikke- og hækleglade fra hele verden...
Blogprisen 2016…
mini_mba

unikarina.dk blev nr. 3 i kategorien "Håndværk og Kreativitet". Tak for din stemme.
Blogprisen 2015…


Afstemningen er slut