Indlæg tagget med ‘DIY’
Kryds og Bolle spil…
I dag er jeg til familiefest, og traditionen tro skal vi have en kreativ gave med til pakkeleg. Jeg var i gang med at rydde op og faldt over nogle dekorationssten, som jeg aldrig brugte.
Jeg fik en idé…
Først tegnede jeg nogle krydser og boller på stenene. Herefter fik jeg syet en lille stofpose, hvor jeg malede felterne på.
Spillet er i gang…
Og når spillet er færdigt, kan man pakke brikkerne ned i posen og lukke. Det er lige til at tage med på farten, hvor det er godt til at fordrive tiden.
God spillelyst…
Plantefarvet garn…
Jeg har været i gang med at farve garn. Jeg havde forskellige steder set smukt garn farvet med avocado – og det ville jeg prøve. Jeg har set forskellige videoer for at lære om, hvordan man gør. Jeg valgte at følge (eller blive vejledt af) Woolapyk’s video, som jeg fandt på YouTube.
Jeg elsker at spise avocado, så det var nemt at samle skræller og sten. De blev gjort rene og gemt i fryseren – men man kan også blot tørre dem. Jeg startede med at lave et afkog på skræller og sten fra 4 avocadoer samt ca. 8 – 10 L vand. Jeg ville gerne farve meget garn, så der var nok til en trøje. Jeg brugte også stenene, da de indeholder et stof, som gør, at man ikke behøver at bejdse sit garn før farvning.
Det varmes langsomt op til simrepunktet, hvor der slukkes for det. Herefter skal afkoget køles af til stuetemperatur. Det tog cirka 2 timer – hvorefter jeg lod det køle af til dagen efter. Samtidig skal man forberede garnet. Jeg brugte supersoft garn, som jeg vandt op til fed. Disse blev lagt i blød i køligt vand natten over.
Ligner lidt spaghetti
Dagen efter var jeg klar til selve farvningen. Jeg siede skræller og sten fra for at undgå grums i vandet og senerehen i garnet.
Afkoget har nu en mørk rødlig farve. Vær opmærksom på at der er mange faktorer, som spiller ind, når man farver med avocado. Man kan nemlig få forskellig farve på garnet alt efter hvilken type gryde, man bruger samt pH-værdi – og sikkert også noget med vind og vejr. Det kan ende i den rosa skala eller i den ferskenfarvede/orange skala.
Men uldgarnet kom i gryden. Jeg havde et projekt i tankerne, hvor jeg gerne ville bruge en lys rosa.
Lige kommet i vandet
Det hele blev sat til varme LANGSOMT op – og da det nåede simrepunktet, slukkede jeg for blusset og lod det køle den. Det tager tid – så vær TÅLMODIG.
Efter opkog
Dagen efter hev jeg 400 gram garn op af gryden i en rosa farve, som var en del mørkere, end jeg havde håbet på. Ikke grimt – bestemt ikke. Faktisk meget smukt. Men ikke lige det billede, som jeg havde i hovedet.
Da jeg havde fisket garnet op af gryden, pressede jeg så meget af afkoget ud – herefter skyllede jeg først i eddikevand for at binde farve. Dernæst fik det en omgang med lidt uldsæbe i vand, og til sidst blev det skyllet godt igennem, før jeg hængte det til tørre.
Men der var stadig meget farve i afkoget, så jeg tænkte, at jeg prøver lykken igen. Så jeg fik vundet mere garn op og smidt i gryden med samme proces som før. Jeg tog dog en sjat ud og fyldte lidt vand på, da jeg var bange for at det ville blive for mørkt. Denne gang fiskede jeg lys rosa garn op af vandet. Lige som jeg havde drømt om.
Men tvivlen kom snigende. Begge garner er meget smukke…
Jeg overvejer stadig, hvilken jeg skal bruge til mit projekt i hovedet.
Nøglering i læder…
Ved juletid lavede jeg nogle forskellige nøgleringe i læder. Den ene blev min kærestes, og den er flittig brugt. Jeg synes, at læder bliver smukkere i brug.
Hvis du lige mangler en lille gave, så er den super nem at lave.
Jeg fandt idéen til denne nøgleing hos Homeyohmy, hvor der er lavet en guide til, hvordan den er lavet. Hun skriver på engelsk – men viser det med billeder, så det er nemt at forstå.
Notater til blåt sjal…
I adventsgave til min mor strikkede jeg bl.a. et sjal i blåt, håndfarvet garn. Det var lidt af et mix af opskrifter, da jeg var nødt til at tilpasse sjalet garnet og dets farver.
Den anden dag skrev én, om jeg ville dele opskriften, da hun gerne ville strikke det. Der er ikke en opskrift – men jeg vil gerne dele mine notater.
Sjalet strikkes frem og tilbage – jeg bruger en lang rundpind, hvor antallet af masker kan vokse på. Jeg har strikket sjalet med retstrik på begge side. Men man kan evt. også strikke det glatstrik – men lad de 3 masker i kanterne (siderne) forblive retstrik.
“Opskrift”
Slå 9 masker op med cirkelopslagning (circular cast on) Lidt som at hækle masker op omkring en løkke. Men husk der skal strikkes frem og tilbage, når masker er slået op.
- pind: 9 ret (vrangside)
- pind: 3 ret, markør, slå om, 2 ret, slå om, markør, 1 ret (midtermaske), slå om, 2 ret, slå om, markør, 3 ret = 11 masker
- pind: 11 ret
- pind: 3 ret, markør, slå om, strik hen til markør, slå om, flyt markør, 1 ret (midtermaske), slå om, strik hen til markør, slå om, flyt markør, slå om, 3 ret
- pind: 3 ret, markør, slå om, strik hele vejen til den anden side forbi midtermaske og hen til markør, slå om, markør, 3 ret
Gentag pind 4 + 5. Det vil sige, at der på retsiden tages ud i hver side samt 2 masker i midten. På vrangsiden tages der kun ud ved siderne. Det er dét, som giver den “sjove” facon på sjalet, da vingerne bliver lange, mens midterstykket (spidsen) bliver trekantet.
Strik til ønsket størrelse. Luk elastisk af.
Til aflukning brugte jeg denne metode, som jeg fandt på YouTube. Den er på engelsk – men se videoen, så er jeg sikker på, at det giver mening.
God fornøjelse med at strikke.
Hjemmelavet læbepomade…
Jeg har siden barnsben haft pollen allergi. Jeg er vokset fra meget af det, men der er stadig lidt tilbage. Jeg har i en lang periode været opmærksom på, at jeg reagerer på stærke duft fra parfume, vaskepulver og andet kemi. Det har været naturligt for mig at bruge duftneutrale produkter til min krop samt til rengøring. Den primære grund har været, at jeg har ønsket at passe på naturen – men også min egen krop. Desuden så kan man nemt komme til at have en række forskellige dufte på sig selv, og som samlet giver en “rodet” duft. Hvis du tænker over, hvilken duft har din shampoo? Og hvad med din kropssæbe, kropslotion, deo, hårprodukter osv.? Har de den samme duft? Og så topper du hele herligheden med et par sprøjt parfume. Det kan godt give “duftforvirring”.
For 2 – 3 år siden oplevede jeg en kraftig opblusning af min allergi. Jeg fik eksem på hals og i ansigtet. Jeg fik hovedpine, vejrtrækningsproblemer og var enorm træt. Følte ofte at jeg havde tømmermænd. Jeg stoppede med at bruge parfume. Og jeg var nødt til at bede folk omkring mig drosle ned på duftene. Jeg har en mild grad af det, som kaldes duftoverfølsomhed. Sidste år gik jeg til kamp mod overfølsomheden med akupunktur. Det har hjulpet mig enormt.
Men jeg har i forbindelse med min allergi fået større bevidsthed omkring hvilke produkter, som jeg kan bruge. Her går jeg efter produkter, som er mærket med den Blå Krans. Den er symbolet på, at den er allergivenlig. Jeg har også gået efter produkter uden duft. Også dem med naturlige dufte, for de kan også tricke min overfølsomhed. Det er blevet meget nemmere at få fat i produkter uden duft til pleje af hele kroppen samt hjemmet. Men jeg fik lyst til at prøve at lave nogle plejeprodukter selv. Jeg er startet ud med læbepomade, som jeg altid bruger.
Jeg fandt en opskrift hos Camilla Tromborg og fik købt ingredienser hos Naturligolie.dk. Det er super nemt at lave. Som altid har jeg taget billeder af processen.
Ingredienser: Kokosolie, Sheasmør, Bivoks og E-vitamin olie.
Det smeltes over vandbad.
Når det er smeltet, hældes det på små beholdere og sættes på køl.
Hjemmelavet, økologisk læbepomade klar til brug
Super nemt og hurtigt at lave.
Jeg har naturligvis prøvet læbepromaden. Jeg synes, at den gør min læber lækre bløde – samt holder dem “fugtige” længere.
Måske du også har lyst til at prøve? Som sagt så finder du opskriften hos Camilla Tromborg.