Indlæg tagget med ‘Adventsgave’
Adventsgaver tredje søndag i advent 2013…
I dag er der pakket adventsgaver op i Vestjylland samt i Nordjylland. I gaven til min mor var der lidt julepynt
Min gave blev købt sidste weekend, da min mor var på besøg. Så det var ikke den store overraskelse – men glæden var/er stor. Det er en keramiklysestage i en smuk mintgrøn fra den lokale keramiker Loise Maagaard.
Den passer perfekt til krenitskålen, som vi fandt sidste weekend. Lysestagen blev købt først – herefter krenitskålen. Jeg synes, at det er lidt sjovt, at de matcher hinanden så smukt. Når julen pakkes væk, så skal lysestagen og krenitskålen finde en plads i stuen, hvor jeg kan nyde dem.
Og for at det ikke skal være løgn, så matcher dagens neglelak…
Eller det vil sige, at der er kommet “ridser i lakken” pga. dagens aktiviteter. Så lakken forsvinder snart…
Adventsgaver anden søndag i advent 2013…
Anden søndag i advent er en regnfuld én af slagsen. Min gave skal hænges op udenfor – men det bliver ikke i dag.
Håndflettet kugleholder. Jeg skal have fundet et sted, hvor fuglene kan spise i fred for Afrodite – men vi stadig kan nyde at se, hvem der kommer til frokost.
Gaven til min mor var også en naturlig ting…
En grennisse… Faktisk købte jeg den tilbage i august, så denne adventsgave har været klar længe.
Faktisk fik vi begge vores gaver i går, hvor min mor og søstre var på besøg. Vi hyggede det meste af dagen med god mad og masser af skønne genbrugskup. Jeg skal nok vise dem frem.
Vinderarmbånd…
Jeg har endelig fået lavet gaven til vinderen af fjerde søndag i advent.
Det blev Lise, som vandt – og hun skulle selv have lov til at vælge størrelse, farve og mønster. Det endte dog med, at Lise gav mig næsten frie hænder. Da Lise er nybegynder i strikkens verden og nok ikke lige tage fat på snoninger med det samme – så blev det et armbånd med en smuk snoing hele vejen rundt.
Strikket armbånd til Lise…
Armbåndet er strikket i tyk uld på pind ca.5. Indeni dette armbånd har jeg et paprør fra en taperulle.
Lise – tak for din tålmodighed. Jeg håber, at det passer, og at du bliver glad for det.
Ginkgo shawl er færdigt…
Jeg har strikket et sjal til min mor i adventsgave. Det er det første stykke strik, som jeg har lavet til hende. Hun har gennem min barndom og ungdom strikket rigtig mange ting til mig. Nu blev det min tur til at strikke til hende.
Jeg valgte et sjal strikket i en meget smuk petroleum – med et touch af lilla. Min mor har det flotteste sølvgrå hår – og farven vil klæde hende rigtig godt.
Sjalet er enkelt med at bladmønster nederst.
Fede facts:
Opskrift: Ginkgo Shoulderette Shawl af Maggie Magali – en engelsk opskrift fra Ravelry
Garn: 100% uls, Supersoft i farven Robins Egg – forbrug 175 g
Pinde: 4.5 mm/Knit Pick
Kommentarer: Enkel sjal med glatstrik øverst – med et smukt bladmønster nederst. Bladmønstret er strikket efter diagram – det er en ny verden for mig. Jeg øver mig. Det er sjovt.
Vinder af keramikpynt…
I går var der en adventsgave til én af jer. Jeg havde lavet pynt i selvhærdende ler – nok til at der også kunne blive et sæt til én af jer.
I dag var det Jette, som var den heldige. Jette skriver:
Hej Karina
Sikke fint julehyggepynt…julehygge som bestemt ville blive budt velkommen her hos mig, hvis jeg var så heldig…
Som altid bliver jeg glad og inspireret her på din side.
Mvh
Jette
Jette – jeg har sendt dig en mail, så jeg kan få din adresse.
Til jer, som ikke vandt denne gang – følg med for der er stadig 2 adventsgaver tilbage.