Indlæg tagget med ‘Supersoft garn’

Guernsey genser er færdig…

Der skulle gå et halvt år, før jeg kom ind for at skrive her igen. Der er sket en del i livet – men ikke noget, som skulle deles her.

Jeg har strikket lidt, trævlet lidt op. Strikket lidt mere og trævlet lidt mere op. Men nu har jeg fået strikket en sweater, som er blevet færdig – og som også er taget i brug.

Jeg har strikket den smukke Guernsey genser. En sweater med strukturstrik som gør det sjovt, da man hele tiden lige skal have en række mere for at se, hvordan mønsteret vokser.

Sweateren var i et tillæg til Hendes Verden, og jeg faldt straks for de forskellige strukturer. Det er længe siden, at jeg har strikket snoninger. Men det var sjovt at få genopfrisket det.

I dag tog jeg kæresten på en tur ud i det blå – en ny rute lige i vores nærmiljø. Sweateren var perfekt, da det luftede lidt undervejs på vores tur.

Den er lidt lang på ærmerne, så jeg måtte lige folde dem op. Måske retter jeg det. Måske lader jeg det blive. Rygsækken er ét af mine skønne genbrugsfund.

Jeg holder af at sætte mit eget mærke i de ting, som jeg skaber med hjertet.

Når jeg er færdig med en strik, så holder jeg af at rydde op i mit strikkegrej. Lægge det hele på plads og gøre klar til et nyt projekt. Som du kan se, så ligger Simba i “skjul” på den sorte pels på gulvet.

Fede facts:

Opskrift: Guernsey Genser fra Sandnes Den var i tillæg til Hendes Verden nr. 15 2022

Garn: Supersoft garn 100% uld, 575m/100 g i farve Bleached white, strikket med 2 tråde. Vægt i alt 476 g

Pinde: 4 og 3,5 mm

Kommentarer: Endnu en lækker sweater som jeg ikke er itvivl om, at jeg kommer til at bruge. Klassisk og lækker med de forskellige strukturmønstrer.

Spot sweater er færdig…

Omkring første december udkom opskriften på Spot sweater af Anne Ventzel. Jeg fulgte med på Instagram, da hun lavede designet – og lagde den til teststrik. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle strikke Spot sweater. Og farverne var selvskrevne.

Jeg fik startet op på Spot sweater lige efter nytår. Anne har lavet nogle videoer, som viser de første pinde med vendestrik, så man kan komme godt i gang. De var til stor hjælp.

Starten på strikken var ikke uden problemer. De første rækker med vendepinde lavede jeg ved mit skrivebord så jeg kunne se videoerne samtidigt. Jeg havde lagt strikken fra mig og skulle lige køre en tur med støvsugeren (heldigvis vores dyson). Jeg kom lidt for tæt på garnet, som stod på gulvet – og vupti, så var strikken i støvsugehovedet! Det lykkedes mig at få det reddet ud og kun en tråd knækkede. Da jeg så skulle strikke de sidste venderækker, ruller jeg med min kontorstol hen over garnet på gulvet og får det viklet ind i hjulet! Endnu en gang holder jeg vejret. Det lykkedes mig at redde det ud. Pyha en start.

Jeg er vild med at strikke mønsterstrik. Jeg synes, at det er så dejligt at se, hvad der sker med “billedet” af sweateren række for række.

Sweateren er strikket oppefra og ned. Det betyder, at man kan prøve sin strik undervejs i processen og se, hvor langt man er. Om der sweateren skal strikkes længere.

Strikken er færdig og vasket og klar til brug. Simba lavede sin sædvanlige sniger, hvor han lige omrokerer strikken lidt, når den ligger til tørre. Men heldigvis uden, at der skete skade.

Jeg tog kæresten i hånden og gik en tur i skoven for at få taget nogle billeder i det dejlige solskin – samt at få rørt kroppen og suget energi ud af solen.

Fede Facts:

Opskrift: Spot sweater af Anne Ventzel Originalen har drejet rib – men jeg kan bedre lide almindelig rib, så det har jeg valgt til min udgave.

Garn: Strikket med en tråd supersoft garn og en tråd Drops Kid-silk i sort og hvid

Pinde: 4,5 mm samt 3,5 mm /Knit Pro

Kommentarer: Vild lækkert design. Velskrevet opskrift. Super gode hjælpevideoer. En klassiker, som jeg kommer til at bruge rigtig meget.

Dahlia bluse grå er færdig…

Midt i december skulle jeg start et stykke strik, som kunne blive nem TV-strik. Jeg har nemlig planer om at strikke en trøje, som har masser af mønster – og som ikke just passer til TV-kiggeri. Jeg startede derfor op på Dahlia bluse i en meget mørkegrå udgave – ja næsten sort. Jeg har strikket Dahlia blusen før – blot i en smuk grøn farve. Men der var for meget spil i garnet, og jeg brugte den ikke. Derfor blev den sendt videre i livet og varmer en anden end mig.

Men det gik lige pludselig alt for godt , og jeg nåede ikke at starte den mønstrede strik op, før jeg var færdig med Dahlia blusen. Den blev færdig lillejuleaften, da jeg sad i sofaen hos min mor og hyggede.

Jeg har haft glæden af Dahlia blusen i juleferien – og jeg kan mærke, at den bliver én af mine favoritter.

Jeg synes, at sort og mørkegråt er superflot – men hold nu fast, hvor er det svært at tage anstændige billeder af det og specielt i denne mørke tid.

Fede facts:

Opskrift: Dahlia bluse fra bogen “Egostrik” af Lene Holme Samsøe. Jeg fulgte ikke opskriften helt. Jeg har strikket ærmerne uden indtagninger, så de får lidt balloneffekt forneden. Det kan jeg rigtig godt lide.

Garn: Strikket med 1 tråd supersoft garn graphite samt 1 tråd superkid mohair garn sortgrå. Forbrug i alt ca. 265 g

Pinde: 4 mm samt 3 mm /Knit Pro

Kommentarer: Jeg kan lide det enkle i denne strik. Smukt bærestykke med bladmønster – og så glatsstrik for resten.

Thehætte med broderi…

Jeg elsker at lave hemmeligheder. Jeg elsker også at dele dem, når det er blevet tid til det. Min ene søster fyldte 50 år i foråret. Der skulle være fest – men den blev, som meget andet, aflyst og udskudt til efteråret. Hun fik sin gave på daværende tidspunkt. Men jeg tænkte, at jeg ville lave en ting og tage med til festen. Hun har nemlig ønsket sig en ny thehætte. Hendes nuværende thehætte er den, som jeg lavede for 10 år siden, da hun fyldte 40 år.

Det er nu tid til en ny – og den ville jeg naturligvis gerne lave til hende. Min søster har tidligere broderet meget korssting, så jeg synes, at det kunne være en sjov ting, at bruge det som element i thehætten.

Jeg har været i gang med at brodere. Helt nøjagtigt har jeg sat 8232 krydser på det broderistof, som jeg fik med hjem fra min mor i juni. Jeg er en typisk tidsoptimist, så jeg fik først startet op i august. Det tager længere tid, end man regner med. Men jeg kom i mål – og tidsnok til at kunne sy selve thehætten i ro og mag.

Inspirationen til thehætten fandt jeg på Pinterest, hvor jeg fandt et “patchwork-broderi”. Jeg startede ud med at tage en lille blok ad gangen. Men jeg blev doven og gad ikke tælle hele tiden – samt for at skabe det tilfældige look med 19 farver, som jeg havde valgt, så skulle jeg planlægge lidt. Derfor tegnede jeg stregerne op på broderistoffet – og freestylede lidt for at få felterne til at passe til mit stykke stof.

Jeg fandt også hurtigt ud af at tapen rundt om kanten hele tiden faldt af. Så jeg tog mig sammen og fik fundet symaskinen frem og fik zig-zagget kanten.

Jeg har broderet med supersoft garn, da det var på lager i mange skønne nuancer.

Det er først lidt henne i processen, at jeg kommer i tanke om, at det kunne være sjovt at se processen fra gang til gang, hvor jeg broderer.

Det har været rigtig hyggeligt at brodere. Men det er en særlig følelse, når man kommer til det sidste felt. Der er en slags vemodighed over, at det er slut. Men også tilfredsstillelse og glæde.

Efter at have vasket broderiet var det tid til at montere thehætten. Jeg havde valgt en smuk grøn hør.

Indeni er thehætten foeret med hørstof – og tilføjet lidt kærlighed.

Jeg håber at min søster bliver glad for thehætten.

Whitmoor sweater er færdig…

Jeg forelskede mig straks i Whitmoor sweater, da jeg så den på Instagram hos @tailoressstudio. Den har det smukkeste bærestykke i mønsterstrik. Jeg var slet ikke i tvivl om, at den skulle indgå i min garderobe.

Bærestykket var hurtigt strikket, da man hele tiden liiiige skal have en pind mere. Efter at have delt til ærmer og krop var der stadig lidt mønsterstrik tilbage, før det var glatstrik. Jeg strikkede ærmerne først, da jeg tænkte, at jeg skulle tilpasse kroppen lidt. Men jeg endte med at følge opskriften til punkt og prikke.

Der var lidt “nerver på” til det sidste, for jeg var ikke helt sikker på, om jeg havde nok mohairgarn. Jeg nåede næsten i mål. Der manglede til de sidste 8 masker, da jeg lukkede af. Men det lever jeg med.

Jeg er vild med det endelige resultat – og kunne måske godt finde på at strikke endnu en udgave. Strikken er allerede taget i brug på dagens skønne skovtur.

Fede facts…

Opskrift: Whitmoor sweater af Ami Lowden, opskriften er på engelsk og købt på Ravelry.com

Garn: Strikket med 1 tråd supersoft garn bleached white samt 1 tråd superkid mohair garn creme. Forbrug i alt ca. 267 g

Pinde: Knit pro 4mm/3mm

Kommentarer: Jeg synes, at sweateren er blevet vild smuk – og jeg har på fornemmelsen at den kommer til at blive en favorit.

Kreativitet af...
Karina, som holder utrolig meget af at være kreativ. Jeg ønsker at dele mine kreativiteter med dig - og jeg håber, at du vil blive inspireret...

unikarina

Læs evt. mere under "Om".
Jeg er utrolig glad for, at du kiggede forbi - kom endelig igen...
Kontakt mig…
Skriv gerne en kommentar eller hilsen...
unikarina
Copyright © 2009 – 2022
Alle tekster, illustrationer og billeder er mine, medmindre andet er angivet. Indholdet på denne side må derfor ikke anvendes uden min skriftlige tilladelse.
Til salg…
Få en mail med nye indlæg...
Sociale medier…
Enkel nøglering i læder…
Farve garn med avocado…
Pinde til theposer…
Skål i selvtørrende ler…
Hold kaffen varm…
Strik gennem tiden…

Jeg har strikket gennem flere år. Herunder kan du se de seneste år. Resten finder du i øverste fane under “Strik gennem tiden”.

Strik 2021…
Strik 2020…
Strik 2019…
Strik 2018…
Strik 2017…
Strik 2016…
Strik 2015…
Bag svampet squashkage…
Bag nogle skønne boller…
Bag lækre gulerodsmuffins…
Reklamefri…
unikarina
unikarina strikker også her…
unikarina

Jeg strikker sammen med mange andre strikke- og hækleglade fra hele verden...
Blogprisen 2016…
mini_mba

unikarina.dk blev nr. 3 i kategorien "Håndværk og Kreativitet". Tak for din stemme.
Blogprisen 2015…


Afstemningen er slut