Indlæg tagget med ‘Strik’
Forlængelse…
Sidste år i marts fik jeg min egen Lun & Let færdig. Det var en forårs- og sommerbluse. Men jeg havde nok været lidt for hurtig til at få den af pindene. Jeg har i hvert tilfælde synes, at den var lige en tand for kort, når jeg havde den på.
Da jeg gennemgik årets gang i strik – kom jeg i tanke om det. Det var jo bare lige at trevle ribkanten og de få pinde med mønsterstrik op – og så lige strikke de få centimeter mere. Da jeg så ventede på dagslys til at mit nuværende strikkeprojekt – hvor der skulle samles masker op til forkanterne, fik jeg strikket den lille tand længere.

På billedet er der tydelig forskel – men efter en gang blød uldvask, så ser det ganske fint ud igen. Jeg tror, at jeg bliver enndu mere glad for blusen, nu den har den rigtige længde.
Da jeg havde strikket Lun & Let, var der flere, som spurgte, om jeg ville lave et mønster. Slut maj fandt jeg de gamle notater frem. Jeg fik dem renskrevet. Medio juni ryddede jeg op i bunkerne. Mine noter til Lun & Let forsvandt. Jeg ledte og ledte. Jeg kunne ikke finde notaterne. Jeg stoppede med at lede – for så dukkede noterne måske op igen.

Nu har jeg igen ryddet op, flyttet bunker samt kigget i mapper. Noterne er nu fundet. De har faktisk været for næsen af mig hele tiden – men nogle gange ser man ikke skoven for bare træer.
Nu ligger de et synligt sted. Jeg skal nok få skrevet notaerne ned – på computeren. Herefter skal jeg nok dele med jer.
Hjælp til forkanter…
Jeg er i gang med forkanterne på min lange cardigan. Jeg synes, at det er smart at man bare kan strikke derudaf – rundt og rundt med lynets hast. Men jeg må indrømme, at jeg synes faktisk, at det er rigtig kedeligt at strikke forkanter – samt belægning. Jeg synes, at det tager lang tid.
Men jeg har strikket den ene forkant – samt belægningen bagpå. Denne er jeg ved at sy langs kanten. Det ser rigtig fint ud. Men så sniger der sig en lille tvivl ind. Er kanten nu rigtig? Skal den være “strammere” eller er den tilpas?
Forkanten er strikket i 2 x 2 rib. Som sagt så ligger den pænt. Men jeg bliver i tvivl. Denne tvivl vil jeg gerne til livs, inden jeg strikker den anden side. Er der nogle, som har strikket forkanter med god erfaring. Vil du dele din erfaring? Er der nogle gode tricks, som bare sikre, at man får flotte forkanter.


På forhånd mange tak.
Ikke fordi jeg mangler…
Men fordi jeg lige havde lyst til at lege lidt med perler – og et par maskemarkører kan man jo altid bruge.


De er supernemme at lave – og koster ikke meget.
En lille gentagelse…
Jeg får løbende en del mails med nogle af de samme spørgsmål. Jeg har fremhævet nogle af dem i FAQ øverst på siden. Men jeg vælger lige at tage ét af punkterne igen – den dukker nemlig ofte op i min mailboks.
Jeg strikker mange forskellige projekter – og jeg viser dem gerne frem. Hvis du er blevet inspireret til at strikke samme model, vil du kunne finde en faktaboks med oplysninger om opskrift, garn, pinde og mine kommentarer under mit færdige projekt. Ud fra dette kan du så gå i gang med dit eget projekt.
Nogle af mine strikkeprojekter er i eget design. Hvis jeg undervejs i strikkeprojektet har lavet en opskrift, som jeg gerne vil dele – så er du ikke i tvivl. Der vil simpelthen være en knap med download af den pdf-fil, som jeg har lavet.
Hvis opskriften er én, som jeg har købt – så tager jeg IKKE kopier – du må selv gøre investeringen. Dette er simpelthen af respekt for designeren bag opskriften.
Har du købt en engelsk opskrift og har problemer undervejs – så hjælper jeg dig gerne på vej. Men jeg oversætter ikke hele opskrifter! Der er også rigtig god hjælp at hente på nettet – jeg kigger ofte forbi På pinden. På Youtube kan du også finde stor hjælp på diverse videoer.
Jeg håber dog ikke, at ovenstående lukker for dialog og udveksling. Men jeg har valgt at have en “politik” omkring deling af opskrifter – samt oversættelse af disse. Dette er som sagt af respekt for designeren og håndværket.
God strikkelyst…
Endnu et år med strik…
De sidste par år har jeg kigget tilbage på årets gang med strikkepindene. Jeg synes, at det er hyggeligt at se, hvad der er gledet over strikkepindene i årets løb. Hvad jeg har fået lavet, og hvad som har varmet mig.

Året startede lidt ublidt ud med kold lungebetændelse og bestemt ingen lyst til at strikke. Jeg “overlevede” og fik gang i pindene igen. Jeg var jo lige før nytår gået i gang med en jakke, som kunne holde mig dejlig varm i det kolde vejr.

Den cirkelstrikket jakke var et kedeligt strikkeprojekt. Men jeg har været rigtig glad for den i årets løb. Faktisk har jeg den på i skrivende stund. På billedet brugte jeg en hæklenål til at lukke den med – men heldigvis fandt jeg en bedre og smukkere løsning. Nemlig en sjalnål bøjet af en strikkepind.
Lige så snart den cirkelstrikket jakke var af pindene og i vaskemaskinen, så kom der et nyt projekt. på strikkepindene. Dejlig grønt garn, som gjorde, at jeg smilede meget undersvejs. Nu er det jo heller ikke nogen hemmelighed, at jeg holder meget af grønt.

Textured shawl var et lynprojekt – det var knap nok kommet på pindene, før det gled af igen. et hyggeligt projekt, hvor man selv sætter sit præg på, hvordan det skal se ud.
Det næste projekt blev en strikket vest – men den nåede ikke at blive færdig, før den blev trevlet op. Jeg var ikke tilfreds med opskriften – og desuden havde jeg lavet en strikkefejl midt på ryggen. Vupti så havde jeg trevlet det projekt op.

Det blev også til nogle strikkede glas. Eller rettere små strikkede rør, som blev sat omkring glas. 
På mit skrivebord på arbejde har jeg en flok glas med strik omkring. De holder styr på mine skriveværktøjer, sakse og dims.
Mens jeg strikkede Textured shawl, fik jeg idéen til Lun & Let. Jeg kan nemlig godt lide mønsterrapporten – og med en sømandsstrik i baghovedet tegnede jeg Lun & Let. Det skulle bare være en lille forårs- og sommerbluse.

Jeg er glad for blusen – det udtryk den har. Enkel og fin. Det gør mig glad at have noget, som jeg selv har designet og omdannet til noget, som jeg bruger. Jeg kan dog mærke i brug, at den kunne godt bruge 3 - 5 cm i længden. Men det handler blot om, at jeg lige får taget mig sammen og får rettet det. Garnet ligger i gemmeren.
Dernæst blev det min tur til at strikke Camomille. Den var/er en “landeplage” både i og udenfor blogland.

Jeg synes, at det var rigtig kedeligt at strikke – men det var hurtigt glemt, da jeg så det endelige resultat. Jeg har brugt det rigtig meget – slåsser lidt med kvasterne indimellem. Men jeg synes, at de passer godt til sjalet – og derfor bliver de siddende.
Det næste stykke strik blev endnu engang mit eget design – nemlig Plain poncho. En enkel poncho hvor det eneste larm er de brocher, som man evt. vælger at sætte på.

Undervejs i projektet skrev jeg notater – og disse resulterede i en opskrift.
Stockholm scarf blev det næste, som gled over strikkepindene. Nemt og hurtigt at strikke.
Næste projekt blev næsten et “copy and paste” projekt. Det var nemlig endnu et Stockholm scarf – blot til min veninde i meget blødt garn.
Det blev til endnu en hemmelighed og gave – nemlig Like sleeves. En lille kjole-bluse til en lille pige, som blev døbt.

Et af de strikkeprojekter, som jeg har brugt rigtig meget i årets løb er Comfort cardigan.


Der gik lidt tid med at finde de rigtige knapper – men det blev de rigtige!
Til Rasmilla homeparty i Viborg fik jeg købt lidt garn til Tina’s tørklæde. 
Tørklædet er superblødt – er skønt trods jeg synes, at det var kedeligt at strikke.
Dernæst fik jeg endelig taget mig sammen til at lave en valket PC-sleeve til den ene computer, så den var beskyttet mod bump på vejen.

Det blev til en opskrift til inspiration til din egen PC-sleeve. Faktisk er Camilla blevet inspireret til en gul version samt en grå til hendes mor. Dejligt at se.
Min svigermor fyldte rundt – og jeg valgte at færdiggøre et af hendes egne projekter. Faktisk var jeg kriminel – men blev løsladt.

Den kriminelle handling endte i en cardigan med 3/4-ærmer.
Før jeg begyndte på cardiganen til min svigermor, måtte jeg jo lige lavet et skalkeskjul. I min garnkurv lå et påbegyndt sjal – mere hvis svigermor skulle spørge til, hvad jeg var i gang med at strikke. Dette sjal - som er det 4. af slagsen – kunne så strikkes færdig efter svigermors cardigan.
Som sagt så har jeg strikket 4 af dette sjal – 2 til svigermor og 2 til mig selv. Det er et smukt sjal, som gleder let over pindene.
Endnu et projekt blev ikke færdigt. Det føltes nemlig ikke rigtigt – og derfor trevlede jeg Crisp and Gray vesten op.

Men der kom en anden vest på pindene. Nemlig Scarps vest, som er en meget enkel vest med skønne detaljer.

Det næste strikkeprojekt drillede lidt – jeg strikkede nemlig, hvad jeg troede jeg skulle og ikke, hvad der stod i opskriften! Egentligt underligt at opskriften skulle drille, for det var Simplest Sweater.

Det blev også til Moster Strik – nemlig et halstørklæderør til min nevø.

Et enkelt projekt i 1×1 rib i grå nuancer med lidt sort.
I november blev jeg så “angrebet” af et tøjstativ, som plantede en række sår over venstre hånd. Disse sad ikke hensigtsmæssigt i forhold til at strikke. Så jeg holdte en ufrivillig strikkepause.
Jeg startede ud med et hurtigt projekt – Eden hat. Det var knap nok kommet på pindene, før det gled af igen.

Det blev tid til hemmeligheder – og jeg gik igang med Annis tørklæde til Dorte. Min gave i Den kreative pakkekalender.

Et projekt med startvanskeligeder, da jeg slog på til projektet et par gange – men da jeg kom i gang, var det pludseligt færdigt.
Årets strikkeår slutter med en lang, enkel cardigan, som stadig er på pindene.

Det bliver også den, som jeg tager med ind i det nye strikkeår, for jeg når ikke at blive færdig.
Hvis du nåede hertil – så er det lige før du fortjener en medalje. For det blev da vidst lidt længere end beregnet…
Strik med historie…
Lige før jul var vi over at handle. På vej ind i butikken ser jeg en ældre dame på vej ud – i den smukkeste strikfrakke. Jeg er egentligt gået forbi – og på vej til at snuppe en kurv, da jeg siger til kæresten: “Jeg skal lige noget”.
Jeg var simpelthen nødt til at snakke med damen i den smukke strikfrakke. Det viser sig, at hun selv har strikket den for over 40 år siden. Den har haft besøg af en møl eller to, så den er blevet lappet, kortet op samt fået en ny forkant med sjalskrave.
Desværre var jeg ikke fræk nok til at spørge, om jeg måtte tage et billede – men jeg har lavet råskitser i min notatbog, som altid ligger i tasken. Den var grå med farverige striber i bærestykket og i bunden af frakken. Der var også striber i toppen og bunden af ærmet. Der var skrålommer foran – samt en lækker sjalskrave. Hele herligheden blev lukket med en smuk sjalsnål.
Men ikke nok med at den var smuk – jeg var også vild med historien. Tænk sig at have noget strik i 40 år – stadig bruge det. Den var klassisk og unik. Den var virkelig smukt håndværk.
Jeg blev glad for inspirationen – og jeg er sikker på, at hun var glad for komplimenterne, som hun fik med på vejen.

Ingen lommeuld…
Jeg er jo i gang med at strikke en lang cardigan. I går strikkede jeg lommekanter. Men jeg har kigget lidt på det et par gange i løbet af dagen. Det føles ikke rigtigt. Det er, som om jeg ikke skal samle lommeuld i denne cardigan. I hvert tilfælde hiver jeg strikken af pinden – og trevler op.

Jeg gider ikke ærge mig. Jeg vil hellere glæde mig, at jeg føler, at det bliver rigtigt.























