Indlæg tagget med ‘Shopping bag’
Endnu flere shopping bags…
Jeg synes, at det er så fedt at få brugt stofresterne. Nu er der flere shopping bags - klar til at samle alle varene, når der er blevet handlet.

Resterne er fra mine havehynder, som ikke blev, som de skulle.
Vindere af fødselsdagsgive away…
Så blev det dagen, hvor jeg kan tilføje endnu en perle på snoren af mit liv. Jeg har lavet en fødselsdagsgive away, hvor I skulle gætte min alder.
Der er 3 heldige, som kan vinde følgende:

I var meget enige – og mon I så gættede rigtigt?
Jeg bliver…
Der er rigtig mange, som har gættet med - og det er rigtig dejligt. Der er mange, som jeg kender – men også mange nye ansigter. I har skrevet mange søde kommentarer – 1000 tak for dem.
Men nu til det I alle venter på – nemlig trækningen af de 3 vindere. Det var meningen at det skulle have været en trækning på video – filmet på min nye skønne bænk. Men vejret er regnfuld her – så det blev til følgende: 
Første præmien er en shoppingbag – så du sparer plasticposen, når du handler og hermed skåner miljøet. Den er syet i et stykke lækkert stof fra IKEA krydret med lilla foer.
Vinderen er nr. 50, som er Sandie – som skrev:
-
Tillykke med den kommende fødselsdag, hvor jeg gætter på at du bliver 37 år Super lækre præmier!
Anden præmien er en firkantet taske -kan evt. bruges som toilettaske eller holde styr på andre småting. Den er syet i endnu et stykke lækkert stof fra IKEA krydret med røde detaljer.
Vinderen er nr. 30, som er Dortes Livsnoter – som skrev:
- Kære Unikarina – 37 må det være og tak for ugentlig inspiration – du er allerede et link på min blog med livsnoter – HIPhipHuRRA..
Tredje præmien er en nålepude – så du kan holde styr på dine nåle, når du selv er kreativ. Den er syet i rester fra diverse projekter.
Vinderen er nr. 41, som er Sara – som skrev:
- næste perle på snoren må være perle nummer 37, en alder jeg rent faktisk glæder mig til, er heller ikke typen der frygter min alder, jeg nyder bare at kunne lægge et år mere i i rygsækken med gode og dårlige oplevelser. tillykke med den snart kommende dag. Kh sara
STORT TILLYKKE til vinderne – jeg sender jer en mail, så jeg kan få jeres adresser.
Til alle jer andre – endnu en gang mange tak fordi I gættede med og 1000 tak for alle hilsnerne med lykønskninger og rosende ord.
Du kan stadig nå at være med…
Du kan stadig nå at være med i min fødselsdagsgive away. De heldige vindere trækkes på torsdag i løbet af dagen.
Du kan vinde…

Så har du lyst og “mod” til at gætte, hvor gammel jeg bliver, så hop herover og gæt med.
En variant af min shopping bag…
Jeg har lavet en variant af min shopping bag. Jeg har købt et stykke stof i IKEA – smukt solskinsgult med hvid kæmpeblomst. Jeg har valgt bare at bruge stoffet, som det er – uden at sy det sammen andre stykker stof (pånær foeret). Nogle gange er stof bare så smuk i sig selv, at det bare skal “tale for sig selv”.
Jeg har taget udgangspunkt i min shopping bag – men har syet nogle anderledes hanke på samt tilføjet en inderlomme samt trykknapper.
Har du lyst til at sy dig en ny shopping bag – kan du følge processen her:
- Ydrestof og foer er klippet 100 x 52 cm
- Inderlomme er klippet 16 x 26 cm
- Hanke er klippet ca. 145 cm lange

Placér hanke efter ovenstående tegning.

Sy hankene på – 2 mm fra kant af båndet. Sy en forstærkning øverst på hanken – følg ovenstående billede. Forstærkningen sidder ca. 5 cm fra øverste kant.

Fold 1 x 1 cm langs øverste kant af inderlommen. Pres 1,5 cm til vrang langs de øvrige kanter – og sy inderlommen på foerstoffet. Sy en ekstra lille lomme til mobilen – ca. 8 cm fra den ene kant.
Sy ydreposen og inderposen sammen. Hvis du er i tvivl om hvordan - læs syvejledningen på min shopping bag her.
Når tasken er syet sammen – skal øverste kant på tasken have en stikning. Jeg har valgt, at foeret ikke skal være synligt fra ydresiden. Et tip er at folde den øverste kant på ydrestoffet således det bliver synligt (1 – 2 mm) på foersiden. Se oven- stående billede. Stik 2 mm kant hele vejen rundt.

Jeg har placeret en tryklås i hver side af tasken – dette for at det er muligt at lave den smallere foroven. Men også for at kunne gøre den større, hvis man skal have mange ting i tasken.
God syfornøjelse…
Fødselsdagsgive away…
Om knap en måned kan jeg føje en perle mere på snoren af mit liv. Men gad vide hvilket nummer perlen har i rækken?
Du har nu muligheden for at gætte, hvor gammel jeg bliver.
Regler for legen:
Du får et lod for et gæt på min kommende alder. Og smiger giver ikke større vinderchancer! Svaret findes på min blog – du skal blot kigge lidt rundt og lægge et år til!
Jeg trækker lod blandt alle de korrekte gæt – hele 3 kan få fornøjelse af at vinde en kreativ ting fra min hånd. 
#1 En shopping bag – så du sparer plasticposen når du handler og hermed skåner miljøet.
#2 En firkantet taske - kan evt. bruges som toilettaske eller holde styr på andre småting.
#3 En nålepude – så du kan holde styr på dine nåle, når du selv er kreativ.
Vinderne trækkes 8. juli i løbet af dagen.
Du er selvfølgelig velkommen til at reklamere for denne give away på din egen blog.
P.S. Nogle har antydet, at man kan komme ud på dybt vand ved at skulle gætte på en kvindes alder. Jeg har (pt) ikke problemmer med min alder… Man er vel kun så gammel, som man føler sig. Nogle gange føler man sig som én på 20. Andre gange som én på 50 – og på slemme dage som én på 100!
Gave med hjertet…
Der er et par mennesker, som skal have et stort tak. Vi har lavet en gave med hjertet. En gave med lutter gode lækkerier pakket praktisk ind.
Indpakningen er en shoppingbag- syet i et smukt stykke stof fra IKEA. Jeg er vild med det grafikske look. Der er så mange detaljer i selve stoffet, og derfor har jeg valgt blot at lave den “ensfarvet” udvendigt – og blot tilføjet detaljer som lilla foer, stikninger og bånd. 
Shopping bag’en indeholder Ribssaft, Jordbærmarmelade, Ribsgelé, Ingefærgelé, Økologisk chokolade, Små stearinlys med en smuk tændstiksæske, Småkager med nødder & chokolade samt et Durumbrød med øl. De enkelte ting er mærket med et manillamærke og bundet fast med et bånd.

Jeg vil selv elske at modtage sådan en gave – en gave, som er lavet med hjerte og sjæl. Jeg håber, at de to mennesker, som skal modtage vores gave, vil værdsætte den. De skal i hvert tilfælde have tak…
Endnu én…
Jeg kender én, som lider af ko-galskab! Derfor har jeg sendt lidt mere af galskaben til hende. Jeg har nemlig syet en shopping bag samt et etui til lommeletter i det skønneste ko-stof. Den er krydret med lidt turkise farver, som jeg ved, at hun godt kan lide!
Shopping bag’en er syet efter min egen sybeskrivelse – som du også har muligheden for at bruge…
Vinder af årets første give away…
Tiden er kommet for at afsløre hvem, som er den heldige vinder af årets første Give away. Der var sat en shopping bag på højkant - samt nytårsfortættet “Ikke at bruge plasticposer, når der handles”.
Der er overvældende mange, som har puttet lodder i shopping bag’en. Alle har krydset fingret for, at de skulle vinde shopping bag’en samt et nytårsfortsæt. Jeg har skrevet en masse lodder (knap så miljøvenligt – men det rettes der op på til næste Give away) – smidt lodderne i min skønne krenitskål, dykket ned i dybet og fundet en vinder: 
STORT tillykke til dig – håber du bliver glad for shopping bag’en, og at den vil blive brugt. Udover at skåne miljøet sparer du også omkring 400 kr. om året - disse kan du bruge til skønne kreative projekter. Jeg har sendt dig en mail.
Til alle I andre – over 100 skønne kvinder fra nær og fjern – tusinde tak for opbakningen og alle jeres kommentarer. De varmer – og det glæder mig især, at I alle har overvejet at bruge en shopping bag – I tænker på miljøet. Det er dejligt at have stiftet bekendtskab med en masse nye “ansigter” – jeg har forsøgt at nå rundt til jer alle, når I har lagt en kommentar.
I kan evt. sy jeres egen shopping bag – I har i hvert tilfælde muligheden for en vejledning lige her.
Som sagt var dette årets første Give away – jeg kan love der kommer flere. Jeg glæder mig allerede!












