Indlæg tagget med ‘Kreativitet’
Træk vejret dybt…
I dag skal jeg være i skønt, kreativt selskab. Jeg skal nemlig råhygge sammen med Hanne P, Hanne C, Hanne L og muligvis Anne. Gad vide om jeg kan holde styr på alle de navne? Vi har pakket vores tasker med garn, hæklenåle samt værktøj til broderi – og selvfølgelig lidt godter til ganen. Vi skal nemlig sysle, mens vi vender verdenssituationen. Jeg glæder mig rigtig meget.
Men den søde værtinde skal have en lille gave. Hun får en flok hindbærbuskestiklinger – så hun også kan få efterårshindbær. Men hun skal også have en lille kreativ ting.
Hun har nogle gange brug for at trække vejret dybt… og finde roen. Jeg har broderet et lille billede til hende som en lille påmindelse.


Jeg har broderet teksten med fine korssting samt bagsting i smukke farver. For værtinden er en farverig person – så det passer godt til hende. O’et i roen blev til et lille hjerte – for der ligger jo en kærlig tanke bag. Den sorte ramme omfavner teksten godt – og er et godt modspil til det farverige.
Broderiet har en bagside…

Og selvom den ikke ses, så kan jeg nu godt lide, at alle ender er hæftet pænt.
Da jeg havde broderet billedet, skulle jeg lige stryge alle folderne ud. Her valgte mit strygejern at lave et stunt – at lave en kæmpe plet på stoffet. Lige ved siden af broderiet. F#€@ – men jeg nåede lige at kigge på teksten og kunne ikke lade være med at grine! For jeg skulle jo bare trække vejret dybt – og finde roen. Da det var gjort, fik jeg vasket plettet væk – og jeg fik glattet billedet, så det blev klar til at komme i glas og ramme.
Jeg overvejer, om jeg skulle brodere et billede til mig selv. For kan vi ikke alle trænge til at trække vejret dybt – og finde roen indimellem? Og nogle gange er det godt at blive mindet om det!
Ha’ en rigtig dejlig og rolig dag…
Alt om håndarbejde…
For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af Alt om Håndarbejdes SYmagasin. De skulle i gang med en serie om kreative blogge – og her ville de gerne skrive lidt om unikarina. Nu er jeg der på tryk – tæt på at være blevet side 9-pige!

Jeg har endnu ikke fået læst det nye magasin – men jeg nåede lige at se et par leopardbukser i en skøn facon. De kunne godt gå hen og blive ét af mine syprojekter – blot uden leopardpletter!
Med god samvittighed…
Jeg elsker sol og meget varme. Jeg elsker at gå i bare tæer og næsten intet tøj. Men jeg er okay med, at jeg i dag med “god samvittighed” kan gå i det kreative værksted og sysle.
Der skal ordnes nogle forskellige projekter – og en strygebunke skal minimeres. Flere stakke med blade, som skal sorteres og gennemlæses. Bøger med inspiration som lokker. Der er så dejlig meget at tage fat på…
Sommertøj…
Jeg har syet lidt sommertøj – for jeg har en stor forventning om, at den varme sommer snart kommer. Jeg trænger. Tirsdag fik jeg købt lidt metervarer, som nu er tryllet om.
Det blev til en Oversize bluse-tunika – meget enkel med rå kanter. Jeg har ladet stoffet tale for sig selv.

Den er lige til at tage over et par leggings eller jeans. Prisen for Oversize bluse-tunikaen er hele 30 kr. Det er en vaflet bomuldsmetervare fundet i Stof & Stils restbunke.
På et tidspunkt så jeg en anden blogger, som havde syet en skøn stribet jersey kjole. Sådan én begyndte jeg at drømme om…

1 meter koksgrå og hvid stribet jersey er forvandlet til en skøn sommerkjole. Jeg tog en bluse i skabet – og den blev grundlaget for kjolen. Prisen for kjolen er hele 70 kr. Det grønne bånd er købt i metervis i genbrug – og er bare perfekt som et lille bælte. Min prikkede cardigan giver et dejligt spil til striberne.
Smart i en fart. 
Jeg var i gang med at pakke en lille gave ind – og havde fat i det smukke lilla snor. Jeg fandt hurtigt nogle træperler frem, og de blev sat på snoren. En knude og et par lange ender med små træperler i enderne. Nemmere kan det vist ikke blive.
Der er pakket pakker ind. Striber og prikker – åh jeg er vild med dem.

Jeg ville gerne have vist jer tøjet med fyld – men det er lidt råkoldt udenfor til fotosession. Nu venter jeg blot på, at det varme sommer kommer – så jeg kan komme til at lufte min nye kjole. Jeg venter også på at give gaverne… har så svært ved at holde på den slags hemmeligheder.
Sshhhhh jeg vil ikke forstyrres…
I dag skal jeg være A L E N E hjemme. Jeg trænger. Jeg skal mærke stilheden. Jeg skal høre højt musik – og synge med. Jeg skal være alene – og kreativ. Jeg har advaret nærmiljøet om, at hvis de kommer forbi – så bliver de ikke lukket ind. Jeg er stået tidligt op – for dagen skal udnyttes til fulde.
Jeg har planer i det kreative værksted. Jeg har en række projekter, som jeg gerne vil nå. Der er projekter til mig selv – og en række gaver. Jeg vil nyde kreativitetens nærvær - jeg vil fordybe mig. Bare være…

Billedet viser lidt af ingredienserne til mine projekter.
Dette stykke slatten strik skal gøres spændende og nyttigt. Det skal tilføjes et strejf af grønt.

Kom evt. med et bud på, hvad det skal blive til
Nyd jeres dag hver især…
Nyt eventyr…
Der starter et nyt eventyr for mig i dag. Jeg starter i nyt job. Noget velkendt – og alligevel en ny verden. Jeg skal arbejde med garn, uld, strik, produktion, kreativitet og meget mere. Nyt skal startes – gammelt skal fortsætte. Jeg skal arbejde sammen med en tidligere kollega – han bliver min eneste kollega. Vi har vilde drømme og idéer. Nogle af dem når vi – andre bliver bare luftkasteller.
Jeg har en fed mavefornemmelse med mit nye eventyr. Jeg har på fornemmelsen, at jeg kan komme til at sige som følgende billede:

Billede er lånt samt købt af letterhappy
Det bliver så fedt at gøre det, man holder af – og holde af det man gør.
Jeg vil ikke fortælle jer så meget mere end dette – men jeg er sikker på, at jeg, på sigt, kommer til at dele mere med jer!
P.S. Hvordan fik jeg jobbet? En tidligere kollega tog kontakt til mig pga. min blog!!!!
To do-liste…
Jeg faldt over en genial løsning, da jeg snusede rundt i Superbrugsen, mens kæresten var til tandlæge. Jeg fandt en rulle selvklæbende folie, hvor man kan skrive på med kridt.
Jeg kan godt lide at skrive liste på min projekter – og allerbedst er at sætte et flueben, når arbejdet er gjort. Disse lister skriver jeg papirlapper. Nu har jeg sat noget af folien op på min dør i det kreative værksted. Her har jeg nu min To do-liste. 
Jeg synes, at det er genialt, at det er selvklæbende folie. Det er nemt at sætte op – og når jeg bliver træt af det, kan jeg med et snuptag tage det ned. Rullen kostede 50 kr. – og jeg har stadig noget tilbage.
Mon ikke det første projekt, som skal stå på tavlen, skulle være at stryge alt det, som ligger i min strygekurv (den sorte kurv til venstre i billedet)?
























