Indlæg tagget med ‘Kreativitet’
Du har stadig en chance…
Du har altså stadig en chance for at være med i min kreative give away, hvor du kan vinde en masse kreative nipserier, som du kan bruge i dine kreative projekter.

Har du lyst til at tage chancen – så skal du hoppe herover og lægge en kommentar.
Legeaftale…
I dag har jeg en legeaftale. Jeg skal være i kreativt selskab med en flok kendte og ukendte kvinder. Jeg glæder mig til kreativitet, nærvær, inspiration, ny visdom og fornyet energi. Jeg glæder mig til at møde en række nye ansigter – men bestemt også de kendte ansigter. Jeg var inviteret sidste år, men jeg måtte melde afbud pga. lungebetændelse. Jeg er derfor glad for, at jeg fik endnu en invitation i år.
Jeg har pakket en række ting ned, som skal være en del af min dag.

Ranunkler til værtinden

Nogle bøger til inspiration

Kreativt projekt med nål og tråd

Grønt læder – jeg har brug for lidt førstehjælp. Jeg ved, at jeg kan få den i dagens selskab.

En smuk grå kjole fra gemmeren – jeg har brug for lidt hjælp. Jeg overvejer at den skal kortes op.

Krydret fristelse til eftermiddagskaffen

Sprøde ingefærkager
Håber at I hver især vil nyde dagen…
Kreativ give away…
Jeg har jo ryddet op – og der i blandt mine mange kreative nipserier, fandt jeg ud af, at der var en del af mine ting, som jeg godt kunne dele med jer. Jeg har lavet en bunke – som jeg udlodder i en kreativ give away.
Du kan vinde følgende:

1. Stribet bånd
2. Læderblomster i sølv
3. Hæklede blomster
4. Magnetlåse
5. Sølvkugler
6. Trykknapper i 2 størrelser
7. Marineblå knapper
8. Grøn og orange bånd
9. Sølvbånd
10. Sølvtråd
11. Turkis uldtråd
12. Gult anoraksnor
13. Beige bånd
Har du lyst til at vinde disse kreative nipserier, så skal du blot lægge en kommentar under dette indlæg. Lad mig evt. høre, hvad du vil bruge de kreative ting til.
Vinderen af denne give away trækkes
LØRDAG D. 28. JANUAR
Jeg håber, at du har lyst til at lege med…
Forandringer…
Sidste weekend ryddede jeg op i mit kreative værksted. Jeg havde brug orden, struktur – og omstrukturering. Jeg har nogle lange hylder hen over min lange køkkensektion. Her har der stået smukke glasfade, thehætter og tasker. Et levn fra min tid med webshop. Mit kreative værksted var både værksted – men også her jeg kunne vise mine ting frem, hvis folk havde lyst til at komme forbi og kigge på varen, inden de købte. Af gammel vane har tingene bare stået der. Det fyldte rummet op – og pyntede.
Men nu trængte jeg til noget andet. Jeg tømte derfor hylderne og knagerne. Jeg pakkede tingene væk. Jeg har ryddet op inde i skabene. Jeg har styr på, hvad jeg har. Jeg fandt også noget, som jeg gerne vil dele. Mere herom senere.
I forbindelse med mit kreative værksted, har vi et rum, som vi kalder viktualierummet. Her er fryseren, reoler med sylt og marmelade. Her er hylder med stofruller og andre kreative godter. Her stod mine garnkasser også. Disse hentede jeg ind i værkstedet. Jeg havde lyst til at have garnet indenfor rækkevidde - jeg ville gerne kunne kigge på det. Da jeg begyndte at strikke igen for nogle år siden, havde jeg et princip, som hed, at jeg kun købte garn til et projekt. Når projektet var færdigt, kunne jeg købe nyt garn. Men da jeg begyndte at handle meget på nettet, kunne jeg se fordelen ved at købe til flere projekter – og spare porto!!! Det betyder, at jeg har fået et mindre garnlager. Det er stadig overskueligt – dog med plads til mere lækkert garn.


Efter sortering af garn - er hylderne blevet fyldt op med garn, bøger og nips.

Det er dejlig overskueligt med garnet i de klare kasser.


Jeg har leget med svigerfars dymo.
Jeg har fundet mine dekorative stempler frem – tilsat dem lidt smukke hæklenåle, skønne dåser med minder og lys.

Der er fundet nyt pynt til vindueskarmene.

Skønne frimærkeæsker, som bare er smukke i sig selv.

Strikketasken har fået sig en ny krog. Sættekassen er blevet hængt lige. Fagbøger med alt lige fra html-koder, syning, filt, broderi og strik er fundet frem.

Jeg har nydt at få ryddet op. Jeg elsker at “nusse” med mine arbejdsredskaber, mit legetøj – min kreative verden. Jeg nyder at se de smukke redskaber – de skaber liv. Jeg har nydt at snuse i mit garn – der er drømt mange nye strikkedrømme. I den ene kasser er der f.eks. følgende farver…

Farverne klæder hinanden så smukt. Det kunne blive til en smuk cardigan, en tunika eller…
Jeg nyder den nye energi, som er kommet i mit kreative værksted. Jeg har altid holdt meget af at være her. Jeg føler mig meget hjemme – det er mit. Men det gør jo ikke noget, at man flytter energien – skaber nyt. At man nyder det smukke i ens redskaber.
I dag…
Jeg har sat mig selv stævne i mit kreative værksted. Jeg har budt på dejlig the, masser af bunker til oprydning og en masse nips, som skal hygge i mit kreative værksted. Jeg trænger til at omstrukturere, så jeg har ryddet hylderne – og vil lave nogle ændringer. Nyt år – nye kreative projeketer.
I går var jeg bl.a. et smut i Søsterne Grene. Her købte jeg noget masking tape. Jeg har lige kigget lidt nærmere på det – og kan konstatere, at det ikke er så lækker som det rigtige masking tape. Det er bare almindeligt tape med farver. Det har ikke det lækre touch, som det rigtige masking tape. Men man får, hvad man betaler for!
Jeg har lånt min svigerfars dymotang – den skal indgå i dagens projekter. 
Udover oprydning, omstrukturering og indretning. Så skal der også laves forkanter på min lange cardigan. Der skal syes nogle stikninger, før den klippes op – og jeg ved, at selvom jeg har prøvet det et par gange – ja så bliver endnu en gang lidt nervepirrende.
Ha’ en dejlig dag hver især.
Træk vejret dybt…
I dag skal jeg være i skønt, kreativt selskab. Jeg skal nemlig råhygge sammen med Hanne P, Hanne C, Hanne L og muligvis Anne. Gad vide om jeg kan holde styr på alle de navne? Vi har pakket vores tasker med garn, hæklenåle samt værktøj til broderi – og selvfølgelig lidt godter til ganen. Vi skal nemlig sysle, mens vi vender verdenssituationen. Jeg glæder mig rigtig meget.
Men den søde værtinde skal have en lille gave. Hun får en flok hindbærbuskestiklinger – så hun også kan få efterårshindbær. Men hun skal også have en lille kreativ ting.
Hun har nogle gange brug for at trække vejret dybt… og finde roen. Jeg har broderet et lille billede til hende som en lille påmindelse.


Jeg har broderet teksten med fine korssting samt bagsting i smukke farver. For værtinden er en farverig person – så det passer godt til hende. O’et i roen blev til et lille hjerte – for der ligger jo en kærlig tanke bag. Den sorte ramme omfavner teksten godt – og er et godt modspil til det farverige.
Broderiet har en bagside…

Og selvom den ikke ses, så kan jeg nu godt lide, at alle ender er hæftet pænt.
Da jeg havde broderet billedet, skulle jeg lige stryge alle folderne ud. Her valgte mit strygejern at lave et stunt – at lave en kæmpe plet på stoffet. Lige ved siden af broderiet. F#€@ – men jeg nåede lige at kigge på teksten og kunne ikke lade være med at grine! For jeg skulle jo bare trække vejret dybt – og finde roen. Da det var gjort, fik jeg vasket plettet væk – og jeg fik glattet billedet, så det blev klar til at komme i glas og ramme.
Jeg overvejer, om jeg skulle brodere et billede til mig selv. For kan vi ikke alle trænge til at trække vejret dybt – og finde roen indimellem? Og nogle gange er det godt at blive mindet om det!
Ha’ en rigtig dejlig og rolig dag…
Alt om håndarbejde…
For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af Alt om Håndarbejdes SYmagasin. De skulle i gang med en serie om kreative blogge – og her ville de gerne skrive lidt om unikarina. Nu er jeg der på tryk – tæt på at være blevet side 9-pige!

Jeg har endnu ikke fået læst det nye magasin – men jeg nåede lige at se et par leopardbukser i en skøn facon. De kunne godt gå hen og blive ét af mine syprojekter – blot uden leopardpletter!























