Indlæg tagget med ‘Kage’
Vi skal prøve nyt i strikkeklubben…
I aften kommer strikkeklubben hjem til mig. Vi skal prøve noget nyt! Ikke strikketeknisk… Næ jeg serverer roulade og småkager, som er KØBT!

Normalt har jeg diverse brød og lækkerier i fryseren – lige til at hive op i en snæver vending. Men den konto er åbenbart brugt op. Så istedet for at stresse omkring noget hjemmebag – så benyttede jeg mig af bagerens lyst til at forsyne os med søde sager og lod ham gøre arbejdet! I weekenden skal der vist lige bages en portion eller to af både det ene og det andet.
Ha’ en dejlig aften – jeg vil nyde den i hyggeligt strikkeselskab!
Chokoladekage med appelsin og nødder…
I går da jeg tog billeder af min cirkelstrikkede jakke, fandt jeg nogle billeder i kameraet af nogle meget skønne chokolademuffins med appelsin og nødder. Jeg bagte dem lige efter jul til nogle skønne kolleger. Så blev jeg overmandet af sygdom og fik aldrig delt den lækre opskrift med jer. Hvis jeg kender jer ret, så kan I sagtens bruge en lækker opskrift til at forsøde januar med!

Opskriften har jeg fået af en tidligere kollega – og mens jeg bagte, sendte jeg hende en kærlig tanke. En sød og omsorgsfuld kollega – altid med et smil på læben og et spilop-glimt i øjet.
Det skarpe øje vil se, at jeg har drysset mine muffins med flormelis… Det er simpelthen, fordi jeg glemte at drysse med perlesukker og nødder! Så er man ikke til nødder – så kan de sagtens laves uden.
God bagelyst…
Til den søde tand…
Jeg har en sød tand. Faktisk en M.E.G.E.T sød tand. Jeg har købt en bog – som kort og godt hedder “SPIS sødt“.
Den er spækfyldt med opskrifter og billeder af den ene lækkeri efter den anden. Der er alle mulige kagetyper – så der er rig mulighed for at finde én, som passer til din søde tand.
Jeg elsker at læse koge- og bagebøger. Se på de smukke billeder – og ikke mindst læse opskrifterne. Få inspiration til nye retter, brød og kager. Jeg glæder mig til at nærlæse ”SPIS sødt” – og ikke mindst afprøve den opskrift for opskrift!!! Måske man skulle afholde et slags Sønderjysk kaffebord eller Grønlandsk Kaffemik? Bare med nye specialiteter!
Bogen er fundet i Kvickly til 50 kr. Der findes en serie af SPIS det ene eller andet!
Jordbærtærte…
Jeg kender nogle søde mennesker, som skal forkæles samt ønskes god sommer. Derfor har jeg bagt jordbærtærte.
Den er altid et kæmpe hit, da den smager, så englene synger…
Jeg havde en kollega på et tidspunkt, som ikke spiste søde sager, da han havde haft et stort vægttab (og gerne ville blive nede i vægt). Han tillod sig dog indimellem lidt lækkert. Jeg havde bagt jordbærtærte – men han havde været nødt til at gå fra arbejde, før vi skulle spise jorbærtærten. Jeg sendte ham en besked om, at resten af tærten stod i køleskabet – så han kunne få et stykke dagen efter. Da vi mødte ind dagen efter, var min kollega mødt tidligt ind – han sad og smovsede i jordbærtærte. Han havde ikke spist morgenmad – for der skulle være plads til jordbærtærten!
Tærten kan bruges året rundt – med forskellige typer bær. Jeg har også bagt den i muffinsforme – så man lige har en lille godbid, når man trænger. Tærten kan fryses ned.
Opskriften har jeg fra en tidligere, tysk kollega. I skal bestemt ikke snydes for en lækker, lækker tærte. Den er stærkt vanedannende – og smækfyldt med kalorier!
God weekend & bagelyst…
P.S. I første udgave af opskriften stod der, at den skal bage i 4 min. – den skal selvfølgelig bages i 40 min. Ups…
Guldkage…
Forrige weekend, da jeg var hjemme, fandt jeg nogle opskrifter fra barndommens land. Begge mine forældre bagte – og blandt favoritterne var en chokolade randkage fra Gluten Flour. Denne kage kaldte vi Guldkage… Jeg tror, at den fik sit navn, da den var et stort hit.
Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har fået den. Men søndag havde vi besøg, og så var der en god lejlighed til at bage en favorit fra barndommen.
Jeg var lidt skeptisk, da jeg skulle røre dejen sammen – for alle ingredienser skulle bare blandes sammen. Meget anderledes end de kager jeg plejer at bage. Men I skal ikke snydes for én af mine farvoritter.
Guldkage (Chokolade randkage)
150 g Mel
125 g Smør eller Margarine
125 g sukker
3 æg
½ stang vanilje eller 1 tsk. vaniljesukker
Pynt: Glasur
Alle ingredienserne røres godt sammen til en ensartet masse. Fedtstoffet skal være blødgjort til konsistens som mayonnaise.
Dejen anbringes i en velsmurt randform (1½ L).
Bages på ovnens nederste rille ved 200 grader i ca. 25 min.
Tag straks kagen ud af formen og lad den køle af, før den glaseres. Pynt evt. med mandelflager.
God bagelyst…
Daddelkage…
Jeg kan rigtig godt lide dadler – og jeg spiser dem året rundt. Da jeg faldt over opskriften på daddelkage, var jeg ikke itvivl om, at den skulle prøves af. Den smager skønt – og allerbedst sammen med et krus varmt the.

Prøv daddelkagen- og byd evt. naboen på eftermiddagsthe.
Fars krydderkage…
I går var strikkeklubben på besøg her. Der blev strikket på diverse projekter, mens der blev snakket. Jeg havde bagt min fars krydderkage til dem. Den smager skønt og der dufter dejligt i hele huset, når den bliver bagt. I skal da ikke snydes for en opskrift…

Fars krydderkage
Ingredienser:
300 g Margarine
300 g Farin
5 Æg
600 g Mel
2 tsk Natron
1 tsk Kardemomme
2 tsk Stødt Kanel
1 tsk Stødt Nellike
1½ tsk Stødt Ingefær
3 dl Kærnemælk – evt. mælk eller vand
Tilberedning:
Margarine og farin røres blødt
Æggene tilsættes ét ad gangen
Mel, natron og krydderier røres i skiftevis med væsken
Dejen høldes i en 2 – 2½ L bradepande
Bages 50 – 6 0 min. ved 175 grader på nederst rille i ovnen
Jeg pyntede kagen med hvid og mørk chokolade – men et drys flormelis smager også godt.
Velbekomme…
























