Indlæg tagget med ‘Inspiration’
Flere punkter til strikkeprojektlisten…
Jeg har en lang liste af skønne strikkeprojekter, som jeg gerne vil strikke. Jeg bliver inspireret her og der – og finder ofte lige et projekt, som jeg gerne vil have på pindene. Jeg har lige fundet nogle flere fristelser. Jeg har tidligere strikket en cardigan af Veera Välimäki. Jeg er begejstret for hendes design og hendes mønstrer. De er velskrevne og lige til at gå til. Og typisk er der ingen monteringsarbejde bagefter – det synes jeg meget godt om.
Jeg har købt hendes e-bog “book of gray” – med en række smukke designs. Nogle af dem skal helt bestemt på mine pinde. Derudover købte jeg også mønstret til Modern Garden.

Billeder lånt af 100 rain
1. Den store krave er skøn – og et super enkelt projekt.
2. Den lange cardigan kunne godt blive en slags forårsjakke.
3. Vesten er skøn – og kan bruges, når man lige trænger til lidt varme.
4. Cardiganen med de store blade kaldes “Modern Garden” – måske den skal være min havetrøje.
Kig endelig forbi Veera og se alle hendes skønne designs. Men jeg skal jo lige have strikket min poncho færdig, som stille og roligt tager form. Jeg tror, at det bliver rigtig godt.
Slik…
I morges da jeg mødte på arbejde, lå der en bunke slik på mit bord. Ikke den slags som giver huller i tænderne eller ondt i maven og samvittigheden. Næ den slags slik som giver øjnene en masse sanseindtryk. Slik som stimulerer den kreative tanke - som straks begynder at arbejde på højtryk.
Jeg plukkede lidt i dem - snublede lidt over de kendte forelskelser (grøn, lilla og gul). Men der dukkede små overraskelser op – smukke nuancer, som giver et lækkert spil i mit synscenter. Først lidt grønt håb krydret med petroleum (desværre kan jeg ikke fange de rigtige farver)…

Bagefter fløj jeg lidt på den lyserøde sky… Jeg er ikke en lyserød pige – men farverne spiller alligevel mit synscenter et lille puds og siger “synes godt om. 
Klassiske grå toner smukt akkompagneret af gule og orange toner. Mmmmmm…

Jeg kan sagtens lege videre – for der dukker hele tiden nye smukke farver op. Jeg forelsker mig igen og igen - også i farver jeg normalt ikke kan lide. Jeg lader fingrene nusse de enkelte kort. Jeg suger al farveenergien ud og lagrer den i mit kreative center.
Jeg må kontastere – jeg holder af farver. Rigtig meget endda…
Strikkede glas…
Eller glas med strik! Rundt omkring i blogland samt i diverse blade er der skønne glas og vaser pyntet med strik. Jeg har strikket mig en lille flok – og er sikker på, at flere er på vej.

De kan bruges til smukke redskaber…
Men de kan også bruges som vaser til forårets smukke blomster.
Her ses de med og uden betræk…
Det er superlet at strikke sine egne betræk til glas og vaser. Mine er strikket i tykt uldgarn på tykke pinde som rør. De ligner faktisk pulsvarmere!

Som sagt, så er flere på vej. Jeg skal have nogle med F A R V E R , som kan spille op til de sorte og hvide. Der skal leges med forkellige strikketeknikker – for det er kun fantasien, som sætter grænserne.
Rigtig god strikkelyst…
Nyt i vaskerummet…
I vores vaskerum har vi nogle glasbeholdere til vaskepulver og klemmer – men helt praktiske er de ikke. Jeg faldt over nogle metalbeholdere i forskellige størrelser. De ville være perfekte til at gøre arbejdet lidt lettere – samtidig med at det ser indbydende ud.

Jeg kan jo godt lide det grafiske look – så jeg skrev på metalbeholderne, så man ikke er i tvivl om, hvad der gemmer sig indeni.

I den grønne kuffert gemmer jeg de tennisbolde, som kommer med i vaskemaskinen, når jeg valker. Desuden indeholder den en meget gammel “Væk med pletterne” fra Valo.
Med ganske få midler har jeg gjort det let, praktisk og indbydende at vaske tøj.
Fede facts:
Metalbeholdere købt hos Sinnerup. Fåes i flere farver. Der er 5 beholdere ialt i sættet.
Bogstavsklistermærkerne er købt hos boghandleren.
Man har et standpunkt…
Til man tager et andet! Det nyindkøbte uldgarn skal blive til denne lækre cardigan.

Billedet er lånt fra bogen
Inspirationen er fundet i bogen “Elsk dit hjem” – og godt nok er det en børnetrøje. Men jeg synes, at den har et lækkert udtryk. Rustik og enkel med smukke knapper. Nu skal der bare laves en strikkeprøve – og en opskrift skal beregnes.
Dekorér dine marmeladeglas…
Da jeg havde kogt marmelade, blev jeg inspireret af min sæbedispenser. Det er en enkel og nem måde at dekorere sine marmeladeglas på. De vil pynte op på bordet – og er nem lige at tage med som en gave.
Se med her hvordan:
Trin 1: Mål glassets omkreds – læg 2 cm til. Beslut dig for hvor høj banderolen skal være. Klip papiret ud og placér dobbeltklæbende tape i hver ende af papirets bagside. Fjern bagsiden af det dobbeltklæbende tape i den ene ende og placér banderolen på glasset. Sørg for at det blive lige.
Trin 2: Fold banderolen rundt om glasset.
Trin 3: Sørg for at det kommer til at lægge tæt og glat.
Trin 4: Fjern bagsiden af det dobbeltklæbende tape i den anden ende.
Trin 5: Luk banderolen om glasset.
Trin 6: Sæt et mærkat med tekst på indholdet.
Jeg brugte af alle de skønne de skønne papirer, som jeg har. Sådan ser en skøn flok ud:

Jeg gad godt have et kamera, som kunne sidde i min pande – og som jeg kunne udløse ved at blinke med øjnene. Det ville gøre det meget lettere at lave guider undervejs – og have begge hænder fri!!!
Nogle af glassene egnede sig ikke til banderole – derfor satte jeg et manilamærke på.

Trin 1: Klip papiret ud – ca. 5,5 x 18 cm.
Trin 2: Fold papiret midtpå – vrang mod vrang.
Trin 3: Sæt dobbeltklæbende tape på den ene halvdel af papiret. En limstift kan også bruges.
Trin 4: Fjern bagsiden af det dobbeltklæbende tape og fold papiret sammen, så det ligger glat og pænt.
Trin 5: Klip evt. hjørnerne skrå samt lav et hul i den ene ende.
Trin 6: Sæt et mærkat med tekst på indholdet og bind manilamærket på med et smukt bånd.
God fornøjelse…
P.S. Man behøver ikke at koge marmeladen selv – man kan jo også bare pynte “købemarmeladen”.
Udstilling i Skals…
Fredag kørte jeg en tur til Skals for at se udstillingen på Skals Design- og Håndarbejdsskole. I skolens smukke bygninger var der udstillinger af elevernes arbejde - både af børn og voksne. Udenfor i små telte var der boder af inviterede kunsthåndværkere.
Der var så mange smukke ting, så meget inspiration – det var fantastisk. Her er der nogle små glimt fra elevudstillingen…

Sorte filtede tørklæder – der skal prøves nye teknikker af herhjemme i det kreative værksted. En pude med en smuk broderet detalje.

Smukt arbejde – lavet af børn. Der var skønne tableauer rundt i huset – fyldt med den ene lækkeri efter den anden.
Strik, som jeg drømmer om. Et smukt tørklæde/sjal strikket i perlestrik med smukke bomber i enderne. På store pinde.

Grønt krus - som blev mit. Kruset har den mest fantastiske grønne, saftige farve i et lækkert design skabt af Gurli. Jeg vil nyde at drikke af det.
Det var en dejlig inspirerende dag. Udover inspiration så glædes jeg over, at alt det smukke håndarbejde, som bliver skabt. Mennesker, som lærer kreativiteten og håndværket fra bunden. Jeg har selv været på et weekendkursus på Skals Design- og håndarbejdsskole. Det kan bestemt anbefales.
























