Årets gang med strikkepindene 2016…
Godt nytår til jer alle. Håber at I har fået taget hul på det nye år på en god måde. Jeg kan mærke at det er godt med et nyt år. Jeg er gået til kamp mod min allergi, som desværre dræner mig for energi. Det handler om akupunktur og det rigtige mad. Jeg håber, at det lykkes at mildne allergien, som jeg kan få energi til de kreative idéer, som jeg har. Lige nu er der tegnet idéer til strik og syprojekter. Jeg vil glæde mig til at dele dem med jer i det kommende år.
Hvert år kigger jeg på årets gang med strikkepindene. Det vil jeg naturligvis også gøre med 2016.
Jeg startede året ud med en blid cardigan. En lang, smuk cardigan i den smukkeste rosa farve.
Det var en cardigan udfra mine egne beregninger. Alle notaterne ligger og venter på at blive til en opskrift. Jeg har brugt denne cardigan rigtig meget – til både, jeans, kjoler og natbukser. En favorit i strikkebunken.
Næste strik var ikke mit eget strik. Jeg havde nemlig fundet en anden kvindes frustration i genbrug. En cardigan, som lige manglede det sidste.
Jeg fik monteret det sidste – og strikke forkanter. Det blev til en cardigan til min ene søster.
Jeg fik dernæst strikket Saga eskimo lang kofte. En smuk cardigan.
Men jeg er ikke tilfreds med ærmerne. Jeg synes, at de er blevet for smalle. Det kan jeg bare gøre noget ved… på et tidspunkt.
Striben sjal var det næste projekt, som jeg fik færdigt. Jeg havde taget det med fra 2015 – men jeg synes, at det var kedelig strik, så jeg strikkede nogle andre projekter imens.
Det er et stort – og lækkert sjal. Så selvom jeg synes, at det var kedeligt at strikke, så er jeg blevet meget glad for det. Det er smukt og er dejligt at smyge om kroppen. Jeg er vild med striber – og synes at de grønne striber er smuk detalje til de sorte og hvide striber.
Denne bløde, fnuglette bluse var næste bluse, som blev færdig.
Originalen var med korte ærmer – men det vidste jeg at jeg ikke ville få brugt. Så jeg strikkede lange ærmer. Desværre en bluse, som jeg glemmer at få brugt. Måske jeg skulle finde den frem igen. Den er nemlig smuk.
Jeg gik i gang med den smukke Tweeded cardigan af Susie Haumann.
Desværre slog min venstre skulder knuder. Jeg har en gammel skade, som ikke var samarbejdsvillig. Jeg har strikket kroppen og det ene ærme. Jeg har det stadig liggende – og håber at få strikket det sidste, for det er en smuk cardigan.
Næste projekt, som kom af mine pinde, var mohair sweater. En enkel og lækker sweater.
Jeg har brugt denne sweater ekstrem meget. Den er også en af mine favoritter. Det er så nem at tage på, når man hygger i nattøjet. Men den er også smuk over en hvid skjorte. Den er varm, elegant og casual.
Det næste strikkeprojekt var ikke til mig selv direkte. Det var nemlig til min thekande, så jeg kunne få varm the.Enkel og simple. Lige som jeg kan lide det.
Min egen lækker cardigan var næste færdige projekt.
Jeg er super glad for den. Jeg kan godt lide det enkle design. Her har jeg også notater liggende, så måske kommer der en opskrift på et tidspunkt.
Næste projekt var hurtigt strikket. Det var nemlig en pude.
En lille rosa detalje i mit sort, hvide og grønne univers.
Så gik jeg i gang med en bluse med striber. Jeg havde været på et broderi-kursus, hvor en af de andre havde en stribet bluse på, som jeg var inspireret af. Den var bygget på mellow sweater. Jeg legede med sort, hvid og grønne nuancer. Det kunne være blevet godt. Men jeg synes, at den blev for stor. Så jeg fik hurtigt pillet den op igen. Og så havde jeg ikke lige lyst til at starte igen. Det kan være at den kommer på et andet tidspunkt.
Jeg sluttede året af med Arrows sweater, som trods sin korte levetid er blevet brugt meget.
Den er smuk, enkel, grafisk og lige mig. Den var nem at strikke – og jeg kunne sagtens blive fristet til at strikke endnu en variant. Måske blot som cardigan i andre farver.
Det blev ikke til overdrevet meget strik i det gamle år. Jeg håber lidt at 2017 byder på mere energi til strikkepindene – og ved symaskinen.
Hej Karina.
Godt nytår og god bedring med allergien. det er altid spændende at se hvad du er i gang med.
Vh. Gitte
Birgit: Tusind tak – og godt nytår til dig også. Håber alt vel hos jer :o)
Hej, super lækre ting su laver, leder uden held efter Clipm any mountain opskrift, kan du evt hjælpe?
Mange hilsner Maria
Maria: Tak. *Mener du blusen Climb every mountain? Hvis ja så kan du læse mere om den i dette indlæg https://unikarina.dk/strik/climb-every-mountain-er-faerdig/ Her er der link til opskriften