Den anden dag fortalte jeg, at jeg næsten blev svimmel af at skulle slå 363 masker op til et hemmeligt projekt. Jeg må indrømme, at jeg nåede at blive endnu mere svimmel (arrig), da jeg gik i gang.

Det gik godt med at slå 363 m op. Jeg skulle starte med en mønsterpind. Jeg troede naivt, at jeg med et halvt øje kunne følge med i en film. Selvom jeg godt ved, at første pind i et strikketøj kræver opmærksomhed. Da jeg nåede til enden, “manglede” der 4 masker! F?#%! Eller også var det, fordi jeg havde strikket forkert undervejs, mens jeg holdte øje med filmen.

Så jeg trevlede det op. Startede igen med at slå 363 m op. Det gik galt.

Jeg startede op 3. gang. Så var snoren for kort – og jeg nåede ikke de 363m. Hvordan det kunne lade sig gøre, ved jeg ikke. Jeg begynder blive “lettere” irriteret. Hvor svært kan det lige være?

Jeg slår endnu en gang 363 m op. Denne gang lykkes det mig. Jeg beslutter mig for at udsætte 1. pind til dagen efter, hvor jeg kan være koncentreret – og komme godt fra start.

Jeg er i gang. Det er sjovt med hulmønster. Men der er langt frem og tilbage med 363 masker. Men jeg strikker løs – for den skal bruges som gave i Den Kreative Pakkekalender. Den SKAL være færdig på et bestemt tidspunkt.  Det er meget typisk mig – jeg udfordrer mig selv med strikkeprojekter, som skal være færdig på et bestemt tidspunkt.

Nå men jeg må hellere tilbage til strikkepindene, så jeg kan komme i mål.

5 kommentarer til “1300 m…”