Arkiv for kategorien ‘Strikkeklub’
Knit Pro…
Når jeg strikker, bruger jeg mine Knit Pro rundpinde med udskiftelige strikkespidser. Jeg synes, at de er en genial opfindelse. Mange af jer kender Knit Pro – men jeg har også stødt på nogle, som ikke kender disse skønne strikkepinde. Derfor lige en kort beskrivelse til dem.
Knit Pro består af en serie af jumperpinde, strømpepinde, faste rundpinde, rundpinde med udskiftelige strikkespidser samt hæklenåle i forskellige afskygninger. De fåes både i træ, metal og acryl – alt efter behov og temperament. Men de strikkepinde, som fascinerer mig mest, er rundpindene med de udskiftelige strikkespidser.
Serien består af strikkespidser i forskellige størrelser (3 – 15 mm), som kan sættes på forskellige længder af wirer. På denne måde har man mange variationsmuligheder. Man skruer bare de løse pinde på hver ende af wiren. Dernæst spænder man den fast med en lille låsenøgle. Herefter strikker man derudad… Skal man skifte til en anden størrelse pind undervejs – ja så låser man op og skruer pinden af og sætter den nye på. Se evt. Knit Pro’s instruktion her.
Til sættet hører også nogle endedutter, som man også kan skrue på wirerne. Det betyder, at man kan have nogle masker til at hvile, mens man er i gang med en anden del af projektet – eller et helt andet projekt! Til mit gule sjal brugte jeg endedutterne til de hvilende masker. Da jeg så skulle strikke borten på, så fjernede jeg den ene endedut og satte en pind på. Herefter strikkede jeg borten på. Den anden endedut sørgede for, at de hvilende masker ikke tog flugten over stepperne.

Strikkepinde kan købes som sæt. Man kan købe Begyndersæt, Chunky sæt samt Deluxe sæt. Jeg har solgt idéen til Strikkeklubben samt nogle andre strikkeglade piger. Derfor har jeg lavet storindkøb hos Woolbox i Tyskland. Strikkepindene kan også købes i Danmark – både i garnforretninger samt forskellige webshops. Men de er langt billigere i Tyskland – og fragten er det samme, måske billigere.
I aften skal pigerne fra Strikkeklubben have deres Deluxe sæt. Jeg håber, at de får lige så stor fornøjelse af strikkepindene, som jeg har. Da jeg købte Deluxe sættene til de andre, fik jeg fyldt mine “huller” op, så jeg har fuld sortiment. Skønt.
En anden grund til, at jeg er så vild med at strikke med rundpinde, er, at det belaster ikke skuldrene. Strikketøjet hviler i skødet, mens man strikker. Hvorimod, når man strikker på jumperpinde, så hænger vægten af strikketøjet på pindene – og det belaste skuldrene.
Om man skal vælge træ-, metal- eller acrylpinde er helt op til den enkelte. De har hver deres gode og dårlige egenskaber. Jeg selv foretrækker træpinde. Jeg elsker den “blødhed”, som træet har. Jeg strikker primært i uld, og jeg synes, at ulden glider godt over træpindene. Jeg strikker sjældent med metalpinde – jeg synes, at de larmer, samt de falder ikke så godt ind i mine hænder! Acrylpinde har jeg ingen erfaring med. Julia fortæller her lidt om hendes erfaringer.
Hvis du ikke allerede har Knit Pro – skulle du måske skrive dem på ønskesedlen. Rigtig god strikkelyst…
P.S. Jeg har for øvrigt hørt en fugl synge om, at hvis du ikke kan lide plastic etuiet til dine Knit Pro, så kommer der snart her på kanelen en sybeskrivelse!
Strikkeskål…
Jeg har foræret mig selv en smuk strikkeskål. Den vil jeg bruge til at holde styr på garnet, mens jeg strikker.
Strikkeskålen er lavet i keramik af Hedvig. Hun laver en masse smuk keramik.
Når strikkeskålen ikke er i brug – ja så vil den stå og pynte.
Den skal vises frem i aften, når strikkeklubben kommer. Det bliver dejligt at ses igen – vi har været ramt af snestorme et par af de gange, vi skulle mødes. Der er vist flere nye projekter på strikkepindene, som jeg glæder mig til at se. Jeg strikker videre på min “Rundtosset”.
Svigerinden har bestilt æblekagen med marcipan – og derudover skal de prøve mine småkager med chokolade og lakrids!
Glade farver…
Jeg er gået i gang med de glade farver… Tirsdag startede strikkeklubben op efter ferien – der kom lige en snestorm på tværs lige begyndelsen af året. Jeg begyndte på et sjal “Noget Der Ligner” af Liselotte i det gule uldgarn, som jeg købte billigt sammen med garnet til Islænder trøjen.

Jeg havde rigtig glædet mig til at komme i gang med dette sjal – jeg “trænger” til et sjal, som kan svøbes rundt om mig. Endvidere er der nogle nye teknikker i opskriften, som jeg glædede mig til at prøve. Men jeg var alligevel ikke tilfreds, da jeg kom i gang med garnet. Det er lidt for stift. Derfor har jeg lavet en vasketest – i håb om at jeg kunne vaske blødhed ind i garnet. Men nej… Derfor har jeg bestilt garn. Lækker blødt Alpaca garn i den skønneste gule farve. Det stive, gule uldgarn skal nok blive brugt til noget – lige nu holder det lige en pause.
Men mens jeg venter, så strikker jeg striber, striber og atter striber. Jeg strikker et smalt tørklæde, som skal være langt, så det kan slynges om halsen et par gange eller tre. Det er inspireret af Karens halstørklæde- men faktisk også af et tørklæde, som jeg strikkede i mine teenageår. Mine søstre og jeg strikkede i alle mulige farver og kvaliteter fra mors gemmer. Det blev til nogle skønne og farverige tørklæder, som vi brugte i mange år. De var strikket i retstrik – og havde ikke helt samme bredde, da vi bare mixede garnkvaliteter. Og måske var strikkefastheden ikke helt ensartet. Min nye, farverige tørklædet bliver strikket i resterne fra min Folklore - i 1×1 rib. Jeg har lige hæftet de første ender – nu SKAL jeg lære at strikkehæfte! Jeg har en vejledning fra Faster Mette – men teknikken står også i mit strikkeleksikon!
Jeg har lagt garnet i en stor hurricane af glas, så jeg kan se alle de skønne farver, mens jeg strikker. Lige nu trænger vi til farveklatter – blot for at minde os om, at foråret er på vej – lige om lidt!
Der var problemer i strikkeklubben! Veninden er gået i gang med en cardigan til datteren - men mønstret passer ikke. Der blev regnet og regnet - for kunne det virkelig passe? Jeg har taget opskriften emd hjem for at tjekke den igennem – det hjælper nogle gange at få nye øjne på.
Så er vi i gang…
Strikkeklubben startede op i går. Det var rigtig hyggeligt. Vi var 4 – der var et afbud pga. sygdom. Men der er plads til flere…
Vi er hver især i gang med noget forskelligt. Svigerinden fik strikket det første ærme færdig på hendes 8-års projekt. Ja det har været 8 år – faktisk snart 9 år undervejs. Man må sige, at det er en billig hobby. Men nu skal det være færdig – og vi glæder os til at se resultatet.
Naboen har gang i en lille lyseblå bluse med glimmer til hendes aflastningsbarn. Det havde holdt pause længe, så mønstret skulle lige genopfriskes! Men naboen kom i gang – og der er en chance for, at pigen får blusen, mens hun kan passe den!
Kollegaen har gang i mange projekter – men de var alle liiige ved at være færdig. Så hun var nødt til at starte et nyt op. En skøn bluse i grønlige farver. Hun havde også taget nogle strikkebøger og -magasiner med. Sikke man kunne blive inspireret!!! Der er efterhånden mange idéer til kommende projekter.
Jeg selv havde gang i den næsten hemmelige julegave. Jeg skal nemlig til at samle “Pine” – og det kræver lidt koncentration. Det var jeg sikker på, at jeg ikke kunne få i det skønne nye bekendtskab!
Billeder… jamen kameraet var med! Men jeg var så optaget af at hygge, snakke og strikke – så det kom ikke op af tasken. Næsten gang skal jeg ikke pakke det i tasken, for da skal vi være hos mig. Vi har besluttet os for, at vi er på skift ved hinanden.
Strikkeklub…
Jeg har længe gerne ville dele mit strik med nogle andre strikkeglade kvinder. Min svigerinde og jeg har derfor besluttet os for sammen til at starte en strikkeklub. Den starter i aften – og jeg glæder mig rigtig meget. Vi bliver en nabo, nogle kolleger, en gammel klassekammerat samt os svigerinder. Udover vi starter op i aften, skal vi have fundet strukturen for strikkeklubben – og ikke mindst lære hinanden at kende.
Selvom jeg glæder mig over mit eget strikkeri – så bliver det rigtig dejligt at dele strikkeglæderne med andre strikkeglade kvinder. Hvis maskerne skulle drille, kan vi jo hjælpe hinanden. Det bliver spændende at se, hvad de andre strikker – samt blive inspireret. Som ekstrabonus bliver der forhåbentligt vendt en masse tanker om strik og livet.

Jeg har fundet en skøn strikketaske hos den lokale genbrug. Den er en skøn gammel sag i lækkert læder med patina. Den kan rumme strikkeprojektet samt ektra garn – og ikke mindst en notesbog, så der kan holdes styr på masker og rækker. Jeg kører det primitive system at slå en streg, når der er strikket en pind. Jeg har forsøgt mig med en tæller, som sidder på pinden, men det gik der rod i!
Jeg skal også have bagt en kage i dag - for vi skal have lidt til den søde tand, når der skal drikkes kaffe eller the.
























