Arkiv for kategorien ‘Hus & hjem’

At finde et hjem…

Vi solgte vores hus for et par år siden. Vi ville færre kvadratmetre. Mindre trafikstøj. Naboer indenfor rækkevidde, men ikke for tæt på. Vi ville skov og natur.

Vi har søgt her og der. Der har været muligheder, hvor vi godt kunne se os selv. Men også med nogle forhindringer. Der har været steder, hvor vi bestemt ikke har følt os hjemme, da vi mærkede efter. Vi har været tæt på og meget langt fra.

Vi har været mætte af at lede. Der er også sket en forandring på boligmarkedet, hvor det går meget hurtigt. Vi har forsøgt at finde et hjem, hvor vi kunne føle os tilpasse og have naturen tæt på.

Vi har fundet et hjem på en dejlig naturgrund med gamle træer og bevoksning. En have med muligheder og 2 fredet sten. Vi har fået vores egen eng. Vi har fået en skov, hvor Simba-katten rigtig kan klatre i træer. Vi har fået en gårdhave med en pergola, hvor vi kommer til at få skønne oplevelser.

Vi har også fået et dødsbo. Alt inklusiv. Det betyder, at vi har fået vores eget private loppemarked, hvor vi ikke skal prutte om priserne.

Vi har fået et oprydnings- og renoveringsprojekt. Vi skal bygge videre på nogle rammer, sætte vores eget præg og skabe vores eget hjem.

Det har været en hurtig proces, men alligevel med masser af ventetid. Huset blev sat til salg tirsdag før påske. Kæresten kiggede på huset om onsdagen. Lørdag kiggede vi på det sammen. Tirsdag afgav vi første bud og senere endnu et bud, for vi var ikke ene om at ville dette sted.

Vi har afventet svar på, om vi havde vundet budrunden samt om det var accepteret af sælger. I ventetiden har vi drømt, håbet og ikke turdet håbe for meget.

Da vi endelig fik at vide, at vi havde vundet budrunden, var der lige nogle ting, som skulle falde endeligt på plads.

Nu er det endeligt faldet helt på plads. Vi har fået nøglerne.

Vi har fundet et hjem,

hvor vi finder hjem.

Kreativt værksted solgt…

Vi har fået solgt huset og hermed også mit kreative værksted. 

 

Vi har fundet et lille rækkehus til leje 6 km fra, hvor vi bor nu. Det er meget mindre, end det vi har nu, så der skal ryddes op, sorteres ud og pakkes ned. Når man har haft meget plads, så har der været rig mulighed for at samle. Vi har samlet meget, da vi godt kan lide at arbejde med forskellige kreative projekter. Noget bliver sendt direkte på lossepladsen. Noget bliver sendt til genbrug – enten i familien eller i Genbrugsbutikken. Noget er sat til salg.

 

Mit store rullebord kan blive dit, hvis du har lyst.

Bredde 170 cm

Hver klap måler 80cm, så fuld længde er 3,3 mtr

Dybde 100cm

Højde 95 cm (på hjul)

 

Der er en hylde under som kan rumme en masse stof mm.

 

Skal skilles ad.

 

Pris 400 kr.

Afhentes Hadsund Syd

 

Jeg har været super glad for bordet, og jeg har brugt mange timer ved det. Men der er desværre ikke plads til det i mit nye kreative kontor. For jeg får heldigvis et kreativt kontor, hvor der bliver plads til opbevaring af alle mine kreative ting – men også til at lave kreative projekter.

 

Send mig en besked, hvis du er interesseret.

 

Der er andre ting sat til salg på Instagram på @unikarina_salg Se om der er noget du kan bruge.

 

Mht kreativiteter, så kommer der til at blive mere stille her for en periode. Det kræver en masse energi at pakke et hus ned, hvor man har boet i 18 og 24 år. Vi glæder os til nye eventyr, som i første omgang bliver midlertidig. Vi går fra at være husejer til lejer. Vi tror, at vi kommer til at få en masse tid i “overskud” når vi ikke skal vedligeholde et gammelt hus. Men vi får se.

 

P.S. Bordet er solgt (19-04-2019)

Kreativt værksted til salg…

Det er nu muligt at købe mit kreative værksted.

 

Dog medfølger garn, stof og andet kreativt dims ikke. Men derimod medfølger et stort hus med udsigt til Mariager fjord.

 

Vi har sat vores hus til salg. Huset her har rummet vores liv gennem 20 – 23 år. Vi har haft plads til at boltrer os – fylde det med loppefund og kreativitet. Nu trænger vi til noget andet. Noget mindre – knap så mange etager. Stadig med natur omkring – men med tanke på at vi bliver ældre – så der skal være mindre vedligehold. Det vil give os tid til at strikke og makke med strøm.

 

Den kommende weekend er der åbent hus, så er du eller én du kender interesseret, så kig endelig forbi. I kan se flere billeder og detaljer her.

 

Fotokunst på væggen…

Vi har været i gang med en minirenovering af vores badeværelse og påklædningsværelse. I efteråret fik vi malet, skiftet bordpladerne ud med egetræ samt ny vask, armatur og spejl. Vi kan lide naturmaterialer som eg, teak, læder og de gyldne fliser, som er på gulvet. Vi kan lide strand, skaller og sten.

Påklædningsværelset (på ny-dansk Walk-in-closet) holder styr på vores tøj og vasketøj. Det skønne Marimekko bruseforhæng er et skøn genbrugsfund til en slik.

 

Vi havde snakket, om at vi gerne ville have nogle naturbilleder op. Det var naturligt at kigge i vores eget fotoarkiv fra vores mange ture i naturen. Det er nemlig her, at vi lader op, bliver fascineret og inspireret. Vi har valgt 3 fotos ud, som er blevet trykt til plakater.

De var så meget flottere i virkeligheden end forventet. Så smukke farver og tydelige detaljer.

 

De skulle naturligvis i egetræsrammer, så der kunne skabes en sammenhæng med bordpladerne.

 

De er nu hængt op. Det er blevet så godt – dog er det svært at tage billeder uden refleksioner.

Udsigt fra Rubjerg Knude Fyr samt Mariagerfjord

 

Øster Hurup

 

Ved vasken er der smukke søpindsvin…

 

Det er rigtig dejligt at hænge egen fotokunst på væggen. Foruden at billederne er skønne, så gør det også, at man dagligt bliver mindet om de gode oplevelser.

 

Det er nok ikke det sidste fotokunst, som kommer op i vores hjem.

 

Praktiske informationer:

Billederne er fremkaldt hos www.pixum.dk

Rammer er fra www.desenio.dk

Søpindsvinetegning er fra www.boasgrafik.dk

Ovenstående er IKKE sponsoreret – blot min egen begejstring

 

Nye vasketøjskurve…

Tilbage i begyndelsen af november viste jeg, at vi have fået malet lågerne i vores påklædningsværelse (på nydansk Walk-in closet). Det var en kæmpe forandring, som vi dagligt glædes over. Faktisk kan jeg godt lide vores gulv nu – det kommer mere til sin ret.

Det gamle 80’er spejl skal snart udskiftes, for under juletræet lå et gavekort til IKEA. Så nu skal der blot planlægges en tur dertil.

 

Men i den forbindelse viste jeg også mit næste projekt. Nemlig vores vasketøjskurve, som trængte til en opfriskning.

 

På daværende tidspunkt spekulerede jeg på, hvad jeg skulle gøre ved den ene kurv, som var Afrodites. Hun havde nemlig sin egen kurv. Men den ville blive hurtig “namset” af alle hendes hår. Men det bekymring ændrede sig, da vi måtte sige farvel til hende slut november – og der ikke længere skulle være en “kattekurv”.

 

Af erfaring startede jeg med at sy én vasketøjskurv. Jeg ville være sikker på, at jeg havde beregnet rigtigt – og resultatet blev godt. Det blev det. Men jeg kunne ikke rigtig komme i gang med de sidste – for jeg stod overfor den udfordring, at der skulle syes 30 knaphuller samt 30 knapper i. Så projektet blev udskudt lidt. Men heldigvis kom jeg i tanke om, at velcro måske kunne være løsningen. Så jeg syede én mere.

Jeg fik testet, at velcro holder. Så det blev løsningen. Phew så jeg slap for alle knaphullerne. De hører nemlig ikke til min favoritdisciplin ved symaskinen.

 

Man kunne fornemme et tema ved symaskinen, da jeg i går fik  syet de sidste 2 vasketøjskurve.

Striber, striber og atter striber. Sort og hvid.

 

Resultatet er blevet godt.

Vi kører stadig med sortering af vores vasketøj. Dog er der ikke længere en kurv til Afrodite. Den er nu blevet til sports- og arbejdstøjkurv igen.

 

De nye vasketøjskurve passer godt sammen med forhænget i badeværelset ved siden af.

 

På badekarret har  jeg fået et smukt fad/kar i træ. Min søster har fundet det i genbrug for en slik.

Det passer så godt til den gamle skammel, som står ved siden af badekarret. Men jeg er blevet nysgerrig – er der nogen, som ved, hvad fadet/karet er blevet brugt til tidligere?

 

Det har taget lidt tid at fået syet de 4 vasketøjskurve. Men jeg er superglad for resultatet. Jeg ville normalvis nok have valgt blot at købe nye, men jeg havde jo stoffet liggende. Det skulle have været brugt til gardiner i campingvognen – men det var for kraftigt. Jeg er glad for, at det kunne bruges til noget andet.

 

Kreativitet af...
Karina, som holder utrolig meget af at være kreativ. Jeg ønsker at dele mine kreativiteter med dig - og jeg håber, at du vil blive inspireret...

unikarina

Læs evt. mere under "Om".
Jeg er utrolig glad for, at du kiggede forbi - kom endelig igen...
Kontakt mig…
Skriv gerne en kommentar eller hilsen...
unikarina
Copyright © 2009 – 2022
Alle tekster, illustrationer og billeder er mine, medmindre andet er angivet. Indholdet på denne side må derfor ikke anvendes uden min skriftlige tilladelse.
Til salg…
Få en mail med nye indlæg...
Sociale medier…
Enkel nøglering i læder…
Farve garn med avocado…
Pinde til theposer…
Skål i selvtørrende ler…
Hold kaffen varm…
Strik gennem tiden…

Jeg har strikket gennem flere år. Herunder kan du se de seneste år. Resten finder du i øverste fane under “Strik gennem tiden”.

Strik 2021…
Strik 2020…
Strik 2019…
Strik 2018…
Strik 2017…
Strik 2016…
Strik 2015…
Bag svampet squashkage…
Bag nogle skønne boller…
Bag lækre gulerodsmuffins…
Reklamefri…
unikarina
unikarina strikker også her…
unikarina

Jeg strikker sammen med mange andre strikke- og hækleglade fra hele verden...
Blogprisen 2016…
mini_mba

unikarina.dk blev nr. 3 i kategorien "Håndværk og Kreativitet". Tak for din stemme.
Blogprisen 2015…


Afstemningen er slut