Arkiv for kategorien ‘Højtider’
3. søndag i advent 2011…
Endnu en pakke i adventskalender er pakket op. Min mor har syet et par skønne grydelapper til mig. Smukke og enkle. Min første tanke var, at de kun skulle være til pynt. Men jeg blev hurtig enig med mig selv om – at selvfølgelig skal de bruges.

Forrige år fik jeg nogle skønne viskestykker med broderede får. Min første tanke var, at de blot skulle hænge til pynt. Men ved I hvad? Glæden ved viskestykkerne er faktisk størst, når de er i brug. Jeg nyder at lægge dem over friskbagt brød – eller tørre opvasken af.
I min mors pakke var der i dag et par lygter - fine hvide med hjerter.

De er fundet i Fakta – og jeg fortryder lidt, at jeg ikke fik købt et par stykker til mig selv.
Jeg håber, at I nyder dagen hver især. Vi har fået købt de første julegaver. Jeg har “gemt” mig i det kreative værksted – tændt en masse stearinlys, allieret mig the og pebernødder – samt et par ruller gavepapir, en bunke bånd og gode idéer til til & fra kort. Jeg elsker at pakke gaver ind og får dem sjældent pakket ind i butikkerne. Jeg elsker at sysle med papir, bånd og pynt.
Fortsat god søndag til jer hver især…
2. søndag i advent 2011…
I dag skal den anden gave i adventskalenderne åbnes. I pakken fra min mor var nogle fine, håndsyede stjerner. Lige til at lægge til pynt i et smukt fad.

I gaven til min mor var der et par julekugler. Ikke af den strikkede slags – men alligevel i den uldne kategori.

Julekugler med uldgarn og strikkepinde. Inspirationen fundet på Pinterest.com. Senere i dag kommer der en guide til hvordan man selv laver de uldne kugler.
1. adventsgave til mig…
Planen var, at jeg ville have vist min adventsgave fra min mor i går. Men jeg gik lidt kold, da jeg kom hjem – den sidste del af køreturen var i stormvejr. Så det betød stor koncentration og at holde godt fast i rattet. Men jeg nåede helskindet hjem – og valgte at flade totalt ud.
Men søndagen blev tilbragt i det skønneste selskab – min mor, alle mine søstre og nevø. Jeg nyder at være sammen med dem – der er sådan en dejlig sammenhørighed.
I min adventsgave var der et par skønne mus i filt – nogle man lige kunne hænge op, så de spjætter med benene. Eller blot lade dem slænge sig på en hylde.

Fra min ene søster var der også lidt julegodter. Bl.a. var der en super god idé, som jeg gerne vil dele. Det er et lille reagensglas med pynt for oven. Pynten er et par filtede stjerner – pyntet med lidt perler. Disse er bundet om glasset øverst. Lige en lille snor så man kan hænge den op. En hurtig og nem idé.

Til de næste søndage ligger der nogle gaver og frister. Puha man skal holde sig i skindet for ikke lige at mærke lidt. Måske ryste dem lidt – måske papirert faldet lidt af! Jeg er så nysgerrig.
Adventsglæde til kæresten…
I år har jeg lavet adventskalender til min kæreste. Ikke noget stort, vildt og dyrt. Men 4 pakker med små glæder og overraskelser.




Det hele er pakket i små hvide æsker, bundet sammen med snor, et hjerte samt tal lavet i perler.
Hvad der gemmer sig indeni i pakkerne kan jeg ikke afsløre.
Men har du også lyst til at lave en hurtig, nem, glad og dejlig adventskalender til din kæreste, kan jeg foreslå følgende:
♥ Lækker rødvin eller en god øl
♥ Gavekort på yndlingskagen
♥ Oplevelser – det kan være en dejlig gåtur i skoven eller en tur i biografen
♥ Chokolade
♥ Lapning af yndlingsbukserne
♥ En lækker frokost
♥ …
Der er mange muligheder – så brug bare fantasien.
1. søndag i advent 2011…
Jeg har pakket en taske med adventsgaver til min mor. Jeg tager nemlig hjem til min mor i dag – den første adventsgave skal hun åbne i dag.
Pakkerne er pakket i sort og hvid – et tilbagevendende tema hos mig!

Den skarpe læser vil bemærke, at der ikke er 4 pakker. Men hun skal selvfølgelig også have en pakke 4. søndag i advent. Men den skal lige laves først!

Men i dag skal hun have et broderi. Eller rettere et kit, som hun selv kan brodere.


I efterårsferien var vi inde hos Broderi Moderne i Århus. Her sukkede hun hos efter valmuebroderierne. Jeg besluttede mig straks for, at det skulle hun have i adventsgave. Jeg fik min ene søster til at købe den nogle dage senere.
Kort efter snakker jeg med min mor. Hun havde været på messe – og her havde hun købt det samme kit, som jeg havde købt til hende. Så måtte jeg bytte det – nu får hun én af de andre i valmue-serien. Jeg har kigget ind i den smukke æske. Det skønne uld i de smukke farver lokker. Jeg kan mærke, at jeg skal også prøve at brodere med uld.
Den første søndag i advent bliver i dejligt selskab af mor, søstre og nevø. Sidst på dagen vender jeg snuden hjem igen. Her skal der adventshygges sammen med kæresten – og den strikkende adventskrans.
Ha’ en dejlig søndag hver især.
Sæson for hemmeligheder…
Det er sæson for hemmeligheder lige nu. Både til den ene og den anden. Jeg elsker hemmeligheder. Jeg elsker at forberede gaver til dem, som jeg holder af. Jeg elsker det hemmelige. Men jeg elsker bestemt også, når det må afsløres.
I dag er jeg i det hemmelige hjørne. Jeg skal bl.a. bruge ingredienserne på dette billede…

Hvad det skal blive til, kan jeg ikke afsløre endnu. Men jeg glæder mig til at hygge med at forberede – og jeg glæder mig til at glæde modtageren.
Ha’ en dejlig dag hver især. Måske du også skal lave hemmeligheder?
Min adventskrans 2011…
Jeg har allerede lavet min adventskrans. Eller en krans er vel, når den er rund? Min er aflang. Den er strikkende. Den er enkel. Den er charmende. Den er lige mig.
Vil du have inspiration til en adventskrans – eller hvad man nu kalder det, når den er aflang? Se med her:
Man tager…
♥ Et smuk træfad, som man reddede fra en container på lodsepladsen. (Bare rolig du kan også bruge et andet fad fra din egen gemmer).
♥ 4 hvide stearinlys fra Fakta
♥ 4 tal i metal med spyd fundet i Søsterne Grene. Man kan også lave dem i perler…
♥ Et nøgle uld fra strikkekurven fra ét yndlingsprojekterne (helst fra ét, som er strikket færdigt)
♥ Et par tykke bambus strikkepinde – jeg fangede mine 12mm
Man varmer tallene med spyd og sætter dem fast på stearinlysene.
De 4 lys placeres på en række på træfadet.
Dernæst vinder man nogle små garnnøgler af det skønne uldgarn. Enden får lige et dup lim med limpistolen.
Disse garnnøgler drysses med let hånd omkring lysene. De store strikkepinde placeres i den ene ende.
Nu er den strikkende adventskrans klar.



Det er vist første gang, at min adventskrans er så tideligt færdig. Nu vil jeg sætte den ind i vores stue – og så vil jeg glæde mig til at tænde ét lys ad gangen hver søndag i advent.
Er din adventskrans klar? Hvordan ser den ud? Eller du blot nået til tanken og når det i sidste øjeblik?
























