Arkiv for kategorien ‘Gør det selv’
Noter til Lun & Let…
Sidste år i marts strikkede jeg en forårs- og sommerbluse, som var mit eget design. Jeg havde lavet noter undervejs i processen – og mange spurgte efter, om jeg ville dele dem. Det ville jeg gerne, så i maj måned skrev jeg noterne rene i hånden. Kort tid efter ryddede jeg op – så grundigt at jeg ikke kunne finder noterne. Til at starte med så ledte jeg efter dem – men jeg fandt dem ikke. Jeg besluttede mig for, at de dukkede nok op. Det gjorde de – og det er så pinligt, hvor de var, at det springer vi over.
Jeg har nu skrevet noterne rene på computeren – og har husket at gemme filen, så jeg nemt kunne finde den. Jeg skrev den i weekenden – men den skulle lige ligge lidt, så alle de blinde vinkler kunne ses. Nu er jeg endelig klar til at dele mine noter. Vær opmærksom på at jeg ikke skriver opskrift, for den er kun i én størrelse. Skal du bruge den i en anden størrelse end min – så må du selv i gang med lidt beregninger.

Strikker du en Lun & Let, så hører jeg gerne fra dig. Jeg er nysgerrig efter at se dit resultat. Du er også velkommen til at smide et billede ind på unikarina’s facebook side.
Rigtig god strikkelyst…
På med pomponen…
På Pinterest faldt jeg over et billede af en retstrikket hue med en kæmpe pompon. Jeg synes, at den er smuk, enkel og elegant. Meget simpel med et tvist.

Billedet lånt på Pinterest
Jeg har strikket mig en hue – tilsat en pompon. Dog knap så stor.


Det er rasende svært at sætte et billede på af sig selv, når modellen på inspirationsbilledet er gudeskøn!
Pomponen er sat på med en trykknap – så den kan nemt tages af, hvis jeg ikke er til tant og fjas.

Fede facts:
Opskrift: Helt min egen… Og jeg har skrevet notater – og lavet en opskrift, som du kan downloade længere nede i dette indlæg.
Garn: Fritidsgarn sort. Jeg har strikket med 2 tråde, da jeg ønskede en fast hue. Jeg har brugt ca. 80 g.
Pinde: 7 mm /Knit Picks
Pompon: Den smukke pompon, som er lavet i kaninpels, har jeg købt hos handmade by geertsen
Kommentarer: Huen er blevet rigtig god. Jeg tror, at jeg skal vænne mig til pomponen…..
Har du lyst til at strikke huen, så kan du downloade opskriften herunder.
Rigtig god strikkelyst…
Super god ide…
Jeg er faldet over super god idé. Den er simpel – men genial. Jeg tænker, hvorfor har jeg ikke selv fundet på det. Men uanset hvad, så er jeg nødt til at dele den med jer.
Det drejer sig om puder med smukke knapper i. De har været fremme længe. Der er mange, som har lavet dem. De står på min to-do-liste. Men indtil nu har de været lidt “upraktiske”, idet det ville være svært at vaske betrækket uden en masse bøvl med at pille knapperne af først. Efter vaske skulle de så også syes i igen.
Men jeg har fundet løsningen hos Chez Larsson.

Billeder er lånt hos Chez Larsson
Jeg er vild med denne idé - fordi den er simpel og genial! En smuk detalje løses med en praktisk løsning. Klik på linket før billedet – eller på selve billedet. Så får du en guide til, hvordan du gør.
Uldne juglekugler…
Der er rigtig mange strikkede julekugler at finde rundt omkring i det skønne juleland. Jeg har ikke strikket nogle. Endnu. Men jeg har lavet nogle uldne nogle af slagsen. Det var dem, som min mor pakkede op i dagens adventskalender Jeg faldt over dem på Pinterest.com – og vidste at disse skulle jeg lave. Jeg har taget billeder i processen, så du evt. også kan lave dine egne uldne jule kugler.

Materialer
A4-papir
Bomuldsgarn
Uldgarn
Dut fra julekugle
Strikkepinde
Sandpapir
Sav
Limpistol
Start med at kramme en papirkugle. Jeg brugte et A4-ark.
For at samle kuglen brugte jeg billigt bomuldsgarn (så kan du spare på den skønne uld).

Jeg viklede bare med løst hånd om papirkuglen. Sluttede af med en lille limklat.
Herefter viklede jeg uldgarnet om. Endnu en gang afslutter jeg med en limklat.
I toppen limes en dut – denne har jeg “hugget” fra en glasjulekugle fra gemmeren.
Strikkepindene blev savet til i den rette længde.
Spidserne på strikkepindene blev slebet til. 
Strikkepindene blev sat i kuglen. 
Og så er de klar til at hænge op.
God fornøjelse…
Klædt på…
I weekenden fik jeg lavet en masse paradisæblegele samt pære-ingefærmarmelade. Alle disse glas er nu klædt på.

Paradisæblegele på ræd og række.
Glassene er dekoreret med manillamærker eller banderoler i smukt papir – og med en lille “broderet” klistermærke, så jeg ved, hvad der gemmer sig i glasset. Når jeg skriver “broderet”, så er det, fordi jeg har skrevet teksten med en skrifttype, som ligner korssting.

Pære-ingefærmarmeladen blev også klædt på.
Pære-ingefærmarmelade er smagt. Den smager mildt af pærer og så med et godt efterbid af ingefæren. Da jeg lavede marmeladen, så den tynd ud – nærmest suppekonsistens. Ifølge opskriften skulle der ikke nogle “fortykningsmidler” i. Men jeg valgte at drysse lidt i alligevel. Her skal man så huske, at det stivner, mens det bliver koldt! Ergo jeg har lavet marmelade, som med garnati IKKE falder af brødet! Det må jeg prøve at huske til næste gang…
Har du også lyst til at dekorere dine glas med smukke manillamærker eller banderoler, så har jeg lavet en guide, så du nemt kan komme i gang. Jeg synes, at marmeladen og gelen er smuk i sig selv – men det gør ikke noget at sætte lidt ekstra kulør på bordet.
God fornøjelse…
Valket PC sleeve…
Som lovet så får du mine notater til min PC sleeve. Det er bedst at renskrive dem, før de bliver væk! Jeg leder stadig efter “Lun & Let” notaterne. Jeg har på fornemmelsen, at de er der – jeg kan blot ikke finde dem lige nu!
Så har du lyst til at lave en PC sleeve til din eller en andens computer, skal du blot downloade filen nedenfor. Sæt dit eget præg på den ved valg af farver, elastiksnor og knapper. Jeg kunne faktisk godt forestille mig en total ensfarvet – med en smuk, smuk keramikknap. Leg selv.


Rigtig god strikkelyst…
Opskrift på Plain Poncho…
Som lovet så kommer der en opskrift på Plain Poncho. Den er let at strikke – og du kan tilpasse den, så den får lige den størrelse, som du ønsker dig.

Jeg har brugt Uldgarn fra Netto med en løbelængde 140 m pr. 100 g. Men der er mange alternative muligheder – find det garn, som passer dig!
Jeg har talt på fingrerne og håber, at jeg har regnet den rigtig ud. Men skulle der være sneget sig en fejl ind i opskriften – så lad mig høre, så jeg kan få det rettet.
Rigtig god strikkelyst…
P.S. 03.04.2011 – Jytte var vågen og skarp og fandt fejl i opskriften i str. L/XL. Det er nu rettet – og version 2 ligger nu under downloadknappen. Tak Jytte…
30.04.11 – Ulla var faldet over nogle indtagningerne i skuldrene. Det er vrøvl – og er rettet til Version 3. Tak Ulla…























